De politiske 'sager' om embedsmændenes betjening af ministre og Folketing har ramt mediernes forsider i en lind strøm de seneste måneder. I øjeblikket er 'sagerne' i Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Socialministeriet, Skatteministeriet og Klimaministeriet ved at blive undersøgt, så vi kan finde ud af, hvem der har gjort hvad – og hvad der eventuelt gik galt.

Alligevel har vi set kommentatorer, politikere og forskere været hurtige på aftrækkeren og have dømt den danske tradition med et partineutralt embedskorps og en ansvarlig minister ude, ligesom man er meget hurtig til at fælde dom og udpege de skyldige.

I Djøf kender vi ikke resultatet af undersøgelserne. Og vi opfordrer til, at man lader de forskellige undersøgelsesinstanser gøre deres arbejde, før man dømmer og konkluderer. Det ligger i god forlængelse af dansk retstradition.

Konklusionen om, at 'sagerne' beviser, at der er en systemfejl i maskinrummet, er forhastet, og det vil være overilet at smide et normalt velfungerende system på porten på baggrund af et – alt andet lige – lille antal 'sager'. Danmark topper listen over de mindst korrupte lande i verden, og det er en fornem placering opnået blandt andet på baggrund af en toptrimmet offentlig sektor, der løser sine opgaver forbilledligt. I betragtning af, hvor mange sager – også politisk vanskelige - der daglig håndteres i centraladministrationen, er det heldigvis meget få 'sager', vi ser. At de tidsmæssigt falder sammen, ligner mest af alt et tilfældigt sammentræf.

Er politiske embedsmænd svaret?

Vi møder ofte det synspunkt, at den danske tradition for et partipolitisk uafhængigt embedskorps har spillet fallit, og at der er brug for politiske embedsmænd i ministerierne, som vi kender det fra andre lande. Måske viceministre eller politiske kabinetter i ministerierne.

I dag har ministrene mulighed for at ansætte særligere rådgivere, de såkaldte 'spindoktorer'. Jeg har svært ved at se behovet for at ansætte flere politisk udnævnte embedsmænd i ministerierne. Tror man virkelig, at det vil føre til færre fejl? Vores naboer i Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien trækkes som regel frem som eksempler til efterfølgelse i Danmark. Men også i de lande er der 'sager', og der bliver begået fejl, der udløser politiske storme og mudderkastning. Der vil altid forekomme fejl – ærgerlige, utilsigtede og irriterende – men det er nu engang vilkårene, når man har med mennesker at gøre.

Emnet har været genstand for flere omfattende udredninger. I 2004 afgav 'Udvalget om embedsmænds rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre' betænkning.

Udvalget konkluderede, at det er af stigende betydning, at embedsmændene er i stand til at yde integreret faglig og politisk/taktisk rådgivning til ministrene, og at det almindelige embedsværk i almindelighed er parat og i stand til at yde en sådan.

Netop den integrerede faglige og politisk-taktiske rådgivning er helt central for kvaliteten af de informationer, ministrene giver til Folketinget – og befolkningen.

Det er helt fundamentalt, at fagligheden er styrende for rådgivningen af ministrene. Som udvalget skriver: 'Det afgørende er imidlertid, at embedsmændene i deres faglige rådgivning lader sig lede af, hvad de fagligt anser for rigtigt og ikke for eksempel af, hvad der set fra ministerens politiske perspektiv kunne være det mest bekvemme resultat'.

Det grundlæggende princip i det danske embedsmandssystem er, at embedsværket skal være partipolitisk neutralt i sin rådgivning og bistand. Rådgivningen og bistanden skal også være lovlig og holde sig indenfor rammerne af gældende ret. Embedsmænd har sandhedspligt, og de må ikke vildlede.

Der er grund til at repetere disse helt grundlæggende kvaliteter og principper for danske embedsmænd, som vi risikerer at sætte over styr ved at indføre flere politisk udpegede embedsmænd.

Man skal tænke sig ualmindelig godt om, hvis man ønsker at ændre en af de helt basale kvaliteter ved den offentlige forvaltnings opbygning i Danmark. Det er for nemt at sige, at vi bare må ændre reglerne, når der opstår en 'sag'. Endnu har vi til gode at høre, hvordan ændrede regler vil løse problemerne. Spørgsmålet er i virkeligheden, om en afskaffelse af neutralitetsprincippet ikke vil åbne for langt flere problemer og 'sager'.

Uvildig analyse efterlyses

Når vi analyserer de aktuelle 'sager' ud fra det kendskab, vi har fra medierne og vores dialog med medlemmerne, er det meget svært at se en fællesnævner. De er vidt forskellige, og vi kan ikke få øje på den røde tråd, der beviser, at systemet har spillet fallit.

I stedet for at fokusere på at udpege de skyldige og hænge dem i det nærmeste træ, billedlig talt, er det langt mere interessant at finde ud af, hvad der er gået galt – og hvordan man kan forebygge, at lignende fejl opstår igen. Én fejl er naturligvis en fejl for mange. Men hvis man gerne vil have færre fejl, så er der behov for at lære af 'sagerne' og finde ud af, om der er noget galt med rutiner, kulturer og samarbejdsmønstre – i ministerierne og i relationen mellem ministerier og Folketinget.

Selvom vi grundlæggende mener, at vi har et sundt og levedygtigt system i dag, er det nødvendigt at give systemet et serviceeftersyn.

Derfor foreslår Djøf, at der bliver iværksat en uvildig analyse af, hvilke vilkår der arbejdes under i ministerierne, hvordan relationen mellem ministeren og embedsmændene har udviklet sig, og hvordan relationen er mellem ministerierne og Folketingets udvalg.

Vilkårene og arbejdspresset ændrer sig hele tiden. Ikke mindst går tingene i dag langt stærkere, end vi tidligere har oplevet - og som de tidligere analyser af problemstillingen har beskrevet. Medietrykket er steget voldsomt, og spørgelysten hos Folketingets politikere er nærmest eksploderet, og det sætter for alvor embedsmændene i ministerierne under pres. I det lys er der god grund til, at regeringen eller Folketinget nedsætter et ekspertudvalg til at kigge systemet efter i sømmene. I Djøf deltager vi meget gerne i et sådant arbejde.

Pas på 0-fejlskulturen

Som embedsmand skal man naturligvis altid være omhyggelig og grundig, når man behandler eller forbereder sager. Ingen er interesseret i, at der sker fejl – embedsmændene mindst af alle. Og det gælder uanset, om man er ansat i centraladministrationen, en region eller en kommune. Men vi skal passe på, at der ikke breder sig en gold og ufrugtbar nulfejlskultur i den offentlige sektor. Det ligger lige for at rebe sejlene og surre alt fast, så de politiske skibe kan sejle roligt og sikkert i havn. På den måde undgår man nemlig at få kritik, og man undgår at komme i avisen med negative historier.

Men man undgår også noget andet: Man undgår at blive bedre. Man undgår at lære af sine fejl. Man undgår at tage måske netop den chance, som skaber gennembruddet og baner vejen for noget vigtigt nyt. Med andre ord så risikerer man i sine stærke bestræbelser på ikke at begå fejl, at man også undgår at udvikle sig.

Derfor skal vi tænke os rigtig godt om, når blæsten er løjet af og de politiske og administrative konsekvenser skal tages. Vi bør finde en måde at styrke en sund og solid forbedringskultur i den offentlige sektor på og ikke lade nulfejlskulturen brede sig. For vi risikerer, at dygtige og visionære embedsmænd bliver reduceret til reaktive dørvogtere. Det har vi på ingen måde brug for, hvis vi skal kunne udvikle velfærdssamfundet indenfor de givne økonomiske rammer og realisere politikernes ønske om vækst og nytænkning.