De seneste år har været stormfulde for Lars Løkke Rasmussen. Fra at have generobret statsministerposten i 2011 fører han sit parti gennem to fremragende valg til henholdsvis Folketinget og Europaparlamentet blot for at miste regeringsmagten i 2019 og på kort tid falde fra at være sit partis sikre leder til at være den mest udskældte venstremand. Den værste i folketingsgruppen.

Hvis det ikke lige var fordi, Lars Løkke Rasmussen har brugt de fleste af sine vågne timer i snart 40 år på at arbejde for et mere liberalt Danmark, ville historien om ham nemt kunne have endt som den klassiske beretning om en stræbsom og begavet ung arbejderdrengs vej til socialdemokratiets top. 

Han blev født i en helt almindelig familie med en mor, som var gået ud af 7. klasse, og en far, der med et lærebrev som komis skabte solide og trygge rammer om familiens liv i velfærdssamfundets etableringsfase. Barndomshjemmet var et nybygget parcelhus i ’forstæderne’, han var den første i familien, som blev student, og hans kendskab til landbrugsdrift rækker formodentlig knapt til at kunne vende et roejern rigtigt. Endelig mangler han den baggrund i fagbevægelsen, som har trænet så mange betydende socialdemokrater i det politiske håndværk. Det blev i stedet spejderbevægelsen og gymnasieårenes usystematiske læsning, der i hans formative år hjalp ham med at finde sig selv og sin vej i livet. Allerede som 17-årig blev han fanget ind af politik og han gjorde sig tidligt bemærket som antisocialistisk frontkæmper.

Fra Taleban til Brejning

Der går en således lige linje fra den unge knægt, som flirtede med Taleban i firserne, til den garvede politiker, som en menneskealder senere mod alle odds trækker et ellers umuligt stik hjem i en kælder i Odense for kun nogle få år senere at blive smidt på porten i unåde. Man aner allerede i beskrivelsen af Løkkes tidligste politiske gøren og laden den senere minister, som kombinerer åben og jovial virketrang med en skarp irritation som drivmiddel. Lars Løkke Rasmussen er et sammensat menneske, som i sin selvbiografi viser, at kan kender sine forskellige sider bedre, end folk i hans position normalt vil indrømme.

Selv om bogen runder de fleste af de store begivenheder, han har deltaget i, og de betydningsfulde mennesker, han har mødt, bliver livet som top-politiker aldrig hverdag for den gamle forstadsdreng. Vi forstår, at han ofte ydmygt kniber sig selv i armen, men også, at han rummer tilstrækkeligt selvværd til ikke at lade sin ydmyghed gå uomtalt hen. 

Fra Gilleleje til COP15

I "Om de fleste og det meste" kommer han godt rundt i de seneste fire årtiers væsentlige politiske begivenheder, store som små. Skal nogle få fremhæves, trænger udliciteringen af ældreplejen i Gilleleje sig på. Ikke fordi den i dag fremstår som en af hans væsentligste aftryk, men fordi Løkke her bliver helt bevidst om, at det er i modstand, han bliver stædigst. Det ,"Jeg skal lære dem", han hvæser for sig selv undervejs i processen, kunne være et motto for hans videre politiske færd.

Ellers veksler bogen mellem store og små begivenheder i ind- og udland. Fra det arabiske forår over COP 15 til fjernelsen af efterlønnen. Det meste af det er kendt stof, men her får det et ekstra drej, når forfatteren selv har siddet med ved de mange borde. Generelt er Løkke en mand, som ikke bærer nag. Kun i de allernødvendigste tilfælde kommenterer han negativt på politiske kolleger, og ofte fremstiller han vanskelige modstandere med den respekt, det kræver, når man omtaler andre, som kender og bruger de politiske redskaber dygtigt, og det er netop det kig ind bag den politiske facade, som gør "Om de fleste og det meste" interessant for os dødelige, som ikke færdes så scenevant på de bonede gulve.

Claus Hjort fik ret

Bogen har vakt betydelig opsigt allerede inden sin udgivelse, og jeg skal ikke føje flere gætterier til bunken af forudsigelser om, hvad han "gemmer i ærmet", men tilslutter mig koret, som spændt afventer, hvad der kommer til at ske, og hvad det denne gang er han "….skal lære dem". Overordnet adskiller "Om de fleste og det meste" sig fra mange andre politikerbiografier, som kommer flere år efter karrierens stop, og hvor forfatteren stryger både venner og fjender med håret for at opnå et mere alfaderligt eftermæle. Løkke skjuler ikke, at han stadig har ambitioner, og at han føler en vis bitterhed over den behandling, han fik i Brejning, så bogen kan også læses som hans vellykkede forsøg på at skaffe det talerum, han blev frataget på det ordinære landsmøde. Talen og en minutiøs udskrift af hovedbestyrelsesmødet i Brejning, er med i bogen i fuld længde, og vi, der ikke var med, forstår nu en anelse bedre, hvorfor Claus Hjorth Frederiksen forudseende opfordrede til tilbageholdenhed for ikke at skabe (eller blotlægge) for dybe revner i partiets fundament.

En selvbiografi søger i sagens natur altid at skildre hovedpersonen fra sin bedste side, og det lykkes da også for Løkke at fremstå som den bedste udgave af det menneske, vi kender fra medierne, men også som skribent er han genkendelig. Tempoet er højt, formuleringerne er skarpe og præcise mens det stille glimt i øjet vidner om både humoristisk sans og selvindsigt. En glimrende politikerbiografi, som for det meste vil være interessant for de fleste.