Design. Alle har ret til at slå koldt vand i blodet.

bakspejlet

Af Morten Okkels | [email protected]

Der sidder en gammel græker på et stykke dansk design. Nej, det er ikke starten på en vittighed, men en reklame for Fritz Hansens møbel-udvalg fra Kommunen i 1967. Det tidløse tema er anslået, og jo, selv samme stol er stadig god smag. ­Lige til højre ser vi kontrasten ... 

Brunt og orange

”Det er sådan en type køkken, der virkelig er blevet pillet ned, når folk havde penge til det,” sagde en kollega på redaktionen, hvis blik havde strejfet den åbne årbog for Kommunen anno 1970. Og han havde naturligvis ret. Få ting bliver betragtet som så dårlig smag som et 1970-køkken i brunt med et strejf af orange. Det interessante er så, at den type køkken i høj grad var et resultat af, at folk netop havde penge til det. I 1970 var mor efterhånden kommet ud på arbejdsmarkedet. Forrådskøkkenets dage var forbi, og køleboksen havde gjort sit indtog, i øvrigt sammen med pastaen og andre nymodens vaner, der vendte op og ned på familielivet. 

Det er netop i denne tid - 1970 plus/minus et par år - at Kommunens  reklamer er mest henvendt mod den kommunalt ansatte som borger og ikke som kommunalt ansat. Formentlig fordi der ude i sognerådene og de lokale administrationer i landet var mange, der pludselig tilhørte en større og rigere middelklasse, hvor den ’almindelige’ borger fik mulighed og behov for reelle investeringer. Meget sigende havde en anden reklame den besnærende overskrift ’Drømmer De om egen vogn?’.

Vanviddet kulminerer

Når jeg ser sådan et køkken i Kommunen fra fordums tid, føler jeg lidt det samme, som når jeg læser om de vederstyggeligheder i glas og beton, der skød op i København og andre steder i netop denne tid:

”Stop! Lad nu være med at underkaste jer de luner, bare fordi I kan! Det bliver mig, der skal holde det ud et par årtier senere!” Overskriften i betonbyggeriet var for så vidt den samme som i køkkenreklamen: ’den rationelle løsning’. Den overordnede rationalitet havde dog sin pris. 

Men okay - hvorfor skulle man egentlig  ærgre sig over fortiden i stedet for bare at lære af den. Hvilket også kan være svært nok, for det forekommer mig, vi har en tendens til at gentage os selv.

Her går det godt - nu

Det gik nemlig også galt med de køkkener i en tid, som jeg selv kan huske. Forstået på den måde, at køkkenet blev det vulgære symbol på velstandsstigningen gennem 90’erne og 00’erne. Et bestemt køkkenfirmas slogan om, at alle har ret til et fedt køkken, er ofte blevet fremhævet som velstandsstigningens syge, og med god ret i øvrigt.

Her kunne man have erindret sig, at selvom mor kom på arbejdsmarkedet i 60’erne, så kom selv fars arbejde i fare, da oliekrisen i 1973 dukkede op som trold af æske. Det kan man også se i Kommunen fra dengang, hvor reklamerne for egen vogn pludselig blev afløst af reklamer for grupperabat hos DSB.

Og nu, i en anden slags krisetid, sidder der mange, der brugte nyvunden, belånt velstand på ret unødvendige samtalekøkkener.

Måske var det brune køkken en rationel løsning i 1970, men Arne Jacobsen m.fl. var hits på længere sigt. En del af forklaringen er nok, at møblementet er uprætentiøst i sit udtryk. En reklame bad om, at læseren bemærkede de små dupper under stolebenene til at skåne gulvet. Så måske kunne en morale være, at det tidløse består i ­subtilitet frem for rationalitet.

Andet

Tilmeld dig nyhedsbrevet