Jeg var også sommervikar på Carlsberg – et festligt job. Jeg gik pelsopkøbere fra hele verden til hånde på De Danske Pelsauktioner i Glostrup. Var ’landmåler-knude’ – ham, der holder i den anden ende, når landinspektøren er ude med målebåndet. Jeg var kort sagt løsarbejder. Jeg havde ikke stiftet familie eller købt en dyr bolig, så det passede mig godt.   Men har man fået en mere komfortabel bolig, måske familie og i det hele taget pådraget sig adskillige faste udgifter, så går den model ikke. Og nutidens politikere og økonomer ville få nervesammenbrud, hvis en stor del af arbejdsmarkedet så sådan ud. Nu er livets mening som bekendt at arbejde konstant, så meget som muligt og så længe som muligt.

Den danske model har i over 100 år bevist sit værd. Den sikrer et både fleksibelt og stabilt arbejdsmarked. Stabilt, fordi parterne – arbejdsgivere og fagforeninger – forpligter sig ved med regelmæssige mellemrum at indgå aftaler om løn og arbejdsforhold, som statsmagten kun undtagelsesvis blander sig i. Hovedaftalen fra 1899 gør, at parterne er forpligtet til at opretholde ro og orden, så længe aftalerne løber. Omvendt er der ret til at konflikte, når aftalerne udløber og nye skal indgås.

  Og fleksibel, fordi hele systemet bygger på tryghed – ikke med livslang ansættelse i en virksomhed. Men i kraft af den tryghed, der ligger i a-kassesystemet. Her kan borgerne for en overkommelig pris forsikre sig, så de om nødvendigt i en periode kan få arbejdsløshedsdagpenge. Staten er buffer, så der tæres på statskassen, når der er mange uden arbejde, og omvendt, ved høj beskæftigelse er der overskud på ordningen. Derfor er danskerne ikke overvældende bekymrede for at miste jobbet og rejse videre til et nyt. Det giver smidighed på arbejdsmarkedet, hvor angiveligt omkring 700.000 job årligt er i spil. Derfor har fagforeningerne ikke spildt kræfter på at gøre det svært for arbejdsgiverne at nedlægge og oprette stillinger.

 Jeg har også været tillidsmand i en stor virksomhed, hvor korte, løsere ansættelser vandt frem, og det gav uro. Jeg talte med en arbejdsmarkedsforsker for at se problematikken i et større perspektiv. Han kunne fortælle, at det mest ufleksible arbejdsmarked i Europa på det tidspunkt var Spaniens. Det skyldtes mange år under general Francos diktatur. For at skabe loyalitet fra arbejderne gjorde han det næsten umuligt for en arbejdsgiver at skille sig af med medarbejdere.

Men hvad gør arbejdsgivere så – de skal trods alt kunne tilpasse virksomheden til ændringer i den omgivende verden? Ja, så snor man sig på anden vis ud af Francos bestemmelser, og efterhånden var et stort flertal på uanstændige ansættelsesformer. Nyeste skud på stammen var enmandsfirmaer, som virksomhederne kunne hyre fra time til time. Lønmodtagerne var tvunget ud i en situation som selvstændige og var helt uden rettigheder. Så arbejdsmarkedet bestod af to grupper: De, der sad fast i urørlige job, og en masse på skidt løn og uden basale velfærdsrettigheder.

  Det ligger langt fra den danske ’flexicurity’. Men ikke så langt som før. Gennem den seneste snes år har skiftende beskæftigelsesministre med Claus Hjort i spidsen udfoldet kolossal fantasifuldhed for at gøre tilværelsen som arbejdsløs til et så komplet uudholdeligt helvede af regler, papirer og møder, så flere og flere i min bekendtskabskreds har valgt at forlade a-kassen for at slippe for ydmygelserne.

  For tiden breder utrygheden sig på arbejdsmarkedet, for politikere og økonomer holder stædigt fast ved at halvere dagpengeperioden, samtidig med at ledigheden er stabilt høj.

 Økonomerne, ja det er vel forventeligt – de er tilsyneladende regnemaskiner helt uden empati. Skidt med menneskelige omkostninger, bare tallene stemmer. Men politikerne – særligt fra Socialdemokraterne og venstre ud – det er svært at forstå.

Partiet Venstre ved man som bekendt, hvor man har – de er liberalister om en hals, selv om chefideologen, strategen og indpiskeren Claus Hjort i ti regeringsår beordrede sine partifæller at lade, som om de var socialdemokrater. De erklærer frejdigt, ’at Venstre står vagt om den danske model’. Men lige så tit benytter de lejlighederne til at underminere den. Som ved sommerens konflikt omkring en jysk restaurant, hvor der fluks kom et populistisk krav om at afskaffe en del af den konfliktret, der er en central del af hovedaftalen og dermed den danske model. 

 Næsten alle partierne er åbenbart enige om at forsøge at redde økonomien ud af suppedasen med greb, der åbenlyst sætter den i stå og nu også undergraver den danske model. Fagforeningerne vil formentlig snart blive mødt af massive medlemskrav om at kæmpe for mere tryghed i ansættelsen – et begyndende opgør med fleksibiliteten.   Det er trist at se den danske model udsat for så mange angreb og så meget hykleri. Den danske models beundrere i udlandet må godt nok undre sig.