Vores højt besungne demokrati slår af og til nogle gevaldige kolbøtter. Denne gang forekommer det mig, at det ikke er vælgerne, der - som normalt - sætter rav i den. Som de for eksempel gjorde, da de i 1973 havde fået nok af de gamle politikere og deres partier og udskiftede en tredjedel af Folketingets medlemmer og fordoblede antallet af partier fra fem til ti med Glistrups Fremskridtsparti som det mest markante brud med normalbilledet.