- Der er det kendt kendte; de ting, vi ved vi ved. Der er det kendt ukendte; de ting, vi ved at vi ikke ved. Men der er også det ukendt ukendte. Det, vi ikke ved vi ikke ved.

                              Donald Rumsfeld, 12. februar 2002.

 

I sit nu berømte og berygtede svar på spørgsmålet, om der var en direkte forbindelse mellem Saddam Hussein og Al-Qaeda, pegede USA’s daværende forsvarsminister på tre videnskategorier: det kendte, det kendt ukendte og det ukendt ukendte. Hertil har den slovenske filosof Slavoj i ek tilføjet kategorien det ukendt kendte. Altså det, vi ikke ved vi ved. Det, vi tager for givet eller måske ligefrem holder skjult. Nu er hverken Rumsfeld eller i ek for enhver smag, og der er endda dem, der mener, at den ene eller den anden af dem taler i tunger. Alligevel er deres kategorier af viden et nyttigt redskab for den, der ønsker en dybere forståelse af debatten om Dong-salget og debattens mulige konsekvenser for demokratiet.

Debattens vigtigste perspektiver ligger nemlig hverken i det kendt kendte - de fremførte argumenter, den trufne beslutning, de umiddelbare konsekvenser - eller i det kendt ukendte - forskellige fremtidsscenarier og mulige efterspil. De vigtigste perspektiver ligger i det ukendt kendte - de grundlæggende antagelser, som blev delvis synlige i debatten - og det ukendt ukendte - de mulige implikationer, som vi måske dunkelt aner, men som det fortsat er svært at sætte ord på, endsige debattere.

En konflikt dukker op

Debatten om salget af Dong-aktier til Goldman Sachs har afsløret en dyb konflikt mellem det økonomiske rationale, som et flertal af de folkevalgte politikere benytter sig af, og de etiske overvejelser, som et flertal af befolkningen lægger vægt på. Denne konflikt har hidtil været skjult. Men nu kan den ikke længere ignoreres. Hvad de videre følger af dette bliver, er fortsat en ukendt ukendt, men en ting er sikker: Anerkendelsen af konflikten er kun et meget lille første skridt mod dens løsning.

Ifølge samfundskritikeren i ek er det væsentligst at afsløre de ukendt kendte antagelser, fordi man derved får en bedre forståelse af, hvad der motiverer handlinger. Politikeren Rumsfeld, derimod, er mest interesseret i det ukendt ukendte. For hvis det bliver afdækket i tide, kan man undgå ubehagelige overraskelser. I tilfældet Dong er der imidlertid en tæt sammenhæng mellem disse to prioriteter: Afsløringen af det ukendt kendte forhold, at økonomiske hensyn overtrumfer etiske anfægtelser, tegner konturerne af en hidtil ukendt ukendt risiko for demokratisk forfald.

Økonomi trumfer etik 

Lad os starte med det, vi ved. Vi ved, at Dong Energy har brug for en kapitaltilførsel for dels at dække eksisterende tab, dels at kunne foretage nye investeringer i havmøller. Vi ved, at hel eller delvis privatisering siden 1990’erne har været en ofte anvendt metode til refinansiering af statslige virksomheder. Selvom erfaringerne ikke er entydigt positive, er der en bred accept af, at dette er et legitimt politisk virkemiddel, og da Finansministeriet i efteråret 2013 forhandlede om salget af i alt 26 procent af Dong-aktierne med Goldman Sachs, ATP og PFA Pension, var der som udgangspunkt ret stille om processen. Det var først, da Enhedslisten i december fremsatte et forslag om at droppe den aftale, som på det tidspunkt faktisk var på plads, at debatten for alvor blomstrede op. Endelig ved vi nu, at debatten ikke fik konsekvenser for salget, idet Enhedslistens forslag blev nedstemt i Folketinget torsdag den 30. januar, og salget blev endeligt godkendt i Finansudvalget umiddelbart derefter.

Debatten har imidlertid haft bredere konsekvenser, ikke bare for regeringen i almindelighed og SF i særdeleshed, men også for vores forståelse af de underliggende antagelser, der i dag er dominerende i dansk politik. Den har afsløret det hidtil ukendt kendte forhold, at hvis økonomiske og etiske argumenter ikke er forenelige, så har det økonomiske rationale forrang. Og debatten har vist, at denne politiske prioritering af økonomi over etik ikke stemmer overens med befolkningens vurdering af, hvad forholdet mellem de to bør være. Det kan lyde som en hård påstand. Men jeg mener, at den er velbegrundet, fordi fortalerne for Dong-salget fokuserede meget konkret på sagens kendte elementer og nægtede at gå ind i den diskussion om de kendt ukendte forhold, som modstanderne søgte at sætte på dagsordenen.

Frie eller rige?

Man kan argumentere for, at det, vi ved vi ikke ved, bør udgøre den politiske debats omdrejningspunkt. Politisk debat er rådslagning om fremtidige handlinger, og der vil naturligvis altid være en vis usikkerhed forbundet med disse handlingers mulige konsekvenser. Netop derfor bør debatten fokusere på at sandsynliggøre forskellige scenarier og vælge det, der med størst sikkerhed vil føre til det bedste resultat for flest mulige. Fortalerne for Dong-salget med finansminister Bjarne Corydon i spidsen fokuserede imidlertid snævert på den umiddelbare økonomiske gevinst ved salget, det kendt kendte, og afviste både at forholde sig til overvejende økonomisk funderede og mere etisk orienterede betragtninger om salgets langsigtede hensigtsmæssighed. Her opstår kløften mellem den ensidige økonomiske motivering, som et flertal af politikerne har ladet sig styre af, og den bekymring over salget, som et flertal af befolkningen oplever.

Den folkelige bekymring er blevet affejet som irrationel og følelsesbetonet, og man må da også medgå, at vi faktisk ikke ved, om Goldman Sachs vil vise sige som den skurk af nærmest djævelske dimensioner, der er blevet fremmanet af modstanderne af salget. Det er imidlertid ikke det samme som, at bekymringen er et uberettiget følelsesudbrud. For eksempel er spørgsmålet om, hvorvidt den danske stat bør handle med virksomheder, der benytter sig af skattely, helt rationel – bare med vægt på etiske snarere end økonomiske værdier. Når debatten af denne type kendt ukendte forhold ikke tages, viser den ukendt kendte grundpræmis, at økonomiske hensyn vægter mest, sin dominans. Spørgsmålet er, om vi som samfund kan og vil være tjent med, at økonomien vejer tungere end etikken, og det er her, debatten om Dong-salget antyder et virkelig foruroligende ukendt ukendt forhold: risikoen for, at statens økonomiske interesser udhuler borgernes demokratiske rettigheder.

En ukrainsk bekendt forklarede mig for nylig sine landsmænds situation som et valg mellem at være frie, men fattige, eller rige, men undertrykte. I Danmark er vi vant til at få i både frihedens pose og rigdommens sæk, og det er svært at forestille sig, at det ikke skulle vedblive at være sådan. Debatten om Dong-salget antyder imidlertid, at vi ikke kan tage demokratiet for givet, og vi må derfor ikke blot insistere på at fortsætte debatten om salgets konkrete økonomiske og politiske konsekvenser, men også åbne en diskussion af sagens bredere etiske og demokratiske implikationer. Hvis ikke vi gør det, risikerer vi helt at miste evnen til at forene økonomiske og etiske hensyn – og det bliver vi måske rigere, men helt sikkert ikke friere af.             :