Kommunen.dk
MENU

De yngste elever kan vende tilbage til skolen på mandag

Regeringen gennemfører en lille og målrettet genåbning for at hjælpe trivslen hos både de yngste skolebørn og deres forældre.

De yngste elever kan vende tilbage til skolen på mandag

Regeringen gennemfører en lille og målrettet genåbning for at hjælpe trivslen hos både de yngste skolebørn og deres forældre.
Skolerne har stået tomme i flere omgange det seneste år, fordi eleverne er blevet sendt hjem som følge af corona-epidemien.
Skolerne har stået tomme i flere omgange det seneste år, fordi eleverne er blevet sendt hjem som følge af corona-epidemien.
Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix

De mindste skolebørn - og deres forældre - kan glæde sig til mandag. Der genåbnes folkeskolen nemlig for 0. til og med 4. klasse.

Det bliver ikke en normal hverdag igen. Langtfra. Børnene må for eksempel kun være sammen med deres egen klasse. Også i frikvartererne. Og forældre skal bære mundbind eller visir, når de afleverer og henter.

Men det er en lille lempelse af den nedlukning, der har præget Danmark siden før jul, hvor eleverne sidst var i skole.

Det går nemlig den rigtige vej med smittetrykket med coronavirus i Danmark, som nu er på samme niveau som i starten af september sidste år. Det gør det muligt at lukke lidt op for skolerne igen, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde mandag aften.

- Det er en nålestiksoperation. En meget forsigtig genåbning, fordi den britiske variant af corona stadig vokser i Danmark, siger Magnus Heunicke.

Smitterisikoen er mindre hos børn

Den delvise genåbning glæder Danmarks Lærerforening.

- Danmarks lærere glæder sig til at tage imod eleverne igen, og det er afgørende, at de fysiske rammer gør det muligt at gennemføre undervisningen på en sundhedsmæssig forsvarlig måde - både for børn og voksne, siger formand Gordon Ørskov Madsen.

  Det er en nålestiksoperation. En meget forsigtig genåbning, fordi den britiske variant af corona stadig vokser i Danmark.

Allerede sidste uge pegede statsminister Mette Frederiksen (S) på, at netop de mindste klasser kunne få lov til at komme ind på skolerne igen før den 28. februar, som er den foreløbige slutdato for den igangværende samfundsnedlukning.

Analyser har nemlig vist, at smitterisikoen er mindre hos børn, og at de sjældent bliver alvorligt syge, selv hvis de får covid-19. Samtidig hæmmer det både børnenes trivsel og indlæring samt deres forældres arbejdsevne at holde dem hjemme.

- Eksperterne har anbefalet, at vi starter med at få de mindste skoleelever tilbage i skole - det er vigtigt for økonomien, så der er flere voksne, der kan arbejde. Det er også vigtigt for børnenes og forældrenes trivsel, sagde Mette Frederiksen.

Alle andre restriktioner fortsætter

Alle andre skoleelever end dem i 0. til 4. klasse vil fortsat være omfattet af de hidtidige restriktioner, som også gælder for eksempel efterskoler.

- Det er forudsætningen for, at vi kan bevare kontrollen med epidemien, sagde Magnus Heunicke mandag.

De andre elementer af nedlukningen - for eksempel dem, der omfatter butikslivet, caféer og restauranter - gælder ligeledes resten af februar. Også selvom det ifølge Henrik Ullum, direktør for Statens Serum Institut, "går godt" med at få styr på epidemien i Danmark.

I løbet af januar har nedlukningen dæmpet smitten betydeligt, og der har i de seneste uger været den laveste positivprocent - andelen af coronatest, der er positive - i fem måneder, mens kontakttallet har holdt sig pænt under 1.

Men bekymringen for B117, den særligt smitsomme variant af coronavirus, der også er kendt som den britiske variant, får fortsat myndighederne til at holde igen med lempelserne.

B117 står lige nu for 13 procent af smittetilfældene, men den ventes allerede om to uger at være den mest udbredte og presse kontakttallet op, siger Henrik Ullum fra Statens Serum Institut.

Hjemme siden 21. december

  • 11. marts 2020 blev alle elever og studerende sendt hjem.
  • 15. april - efter påskeferien - fik børnene til og med 5. klasse lov til at vende tilbage til skolerne, men med ekstra fokus på god hygiejne, større afstand og mindre grupper.
  • 18. maj fik de ældste skoleelever også lov til at få fysisk undervisning.
  • Fra august bortfaldt kravene om stor afstand mellem de enkelte elever.
  • 21. september blev skolerne anbefalet at aflyse alle sociale arrangementer såsom klassefester, fælles morgenmad og studieture på grund af stigende smitte.
  • 9. december blev skoleelever fra 5. klasse og opefter i 38 kommuner med høje smittetal sendt hjem.16. december blev hjemsendelsen af de ældste elever udvidet til hele landet.
  • Fra 21. december skulle også eleverne fra 0. til 4. klasse sendes hjem fra skole og pasning.
  • 8. februar får børn fra 0. til 4. klasse lov til at vende tilbage til skolerne - men igen under særlige forhold.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR