De sidste danskere på pampassen

Det har taget danskerne 100 år at blive integreret i Argentina. Kommunen har mødt to danske 3. generationsindvandrere – et byrådsmedlem og en kommunalansat byggetekniker – der begge er det sidste danske led på stammen. 

tema: danskere i argentina

Af Redaktionen | [email protected]

De klarer sig godt, de to 3. generationsindvandrere. Den ene er kvægavler og netop kommet i byrådet i Tres Arroyos Kommune. Den anden er byggetekniker og har arbejdet sig op til teknisk direktør for vandværket i Tandil Kommune.

Bonden José Dam og byggeteknikeren Jorge Mathiasen er begge født i Argentina, og det samme er deres fædre før dem. Alligevel er de opvokset i et rent dansk hjem, de taler begge dansk, den ene mere flydende end den anden, og de sætter begge pris på deres herkomst. 

Siden de første danskere udvandrede til Argentina midt i 1800-tallet, har de sikret danskheden ved at gifte sig med hinanden eller hente deres ægtefælle hjemme i Danmark. 

Sådan var det også med José Dams og Jorge Mathiasens forældre. 

José Dams far fandt sin kone, da han var hjemme i Danmark på højskoleophold, mens Jorge Mathiasens forældre mødte hinanden i den danske skole i Tres Arroyos.

Men netop med ægteskabet har de to 3. generationsindvandrere brudt med traditionen: De har giftet sig uden for stammen. 

José arvede farmors drøm

José Dams gård ligger langt ude på pampassen. 

For at komme dertil skal man køre gennem den lille by Orense, 600 kilometer sydvest for hovedstaden Buenos Aires, fortsætte, indtil asfaltvejen holder op, og køre et par kilometer videre ad en grusvej. Så kommer man til de to opmurede piller på højre hånd, som markerer markvejen op til gården La Betty. 

Og der ligger den, skærmet bag vindblæste træer, en dansk bondegård med takkede gavle, opkaldt efter Betty Dam, der i 1927 blev den første kone på gården.

”Det var min farmor, der bestemte, at gården skulle have takkede gavle. Hun havde tjent på en herregård hjemme i Danmark og drømte om, at hun selv skulle have sådan en gård engang,” fortæller 56-årige José Dam.

Dengang strømmede danske indvandrere i tusindtal til Argentina. De var typisk fattige, uuddannede bønder, der lagde pampassen under plov, efterhånden som den oprindelige befolkning blev fordrevet. I det nye land fik de chancen for at få deres egen jord i modsætning til de overbefolkede landområder derhjemme.

José Dams farfar startede med at arbejde på lejet jord. Han gjorde det godt, og snart fik han råd til at købe sit eget, lidt uden for Orense, hvor man kan se himlen til alle sider.

Siden overtog sønnen Poul Dam gården, og for omkring 15 år siden slap han tøjlerne til sin søn, José.

Jorge talte ikke spansk

Jorge Mathiasen er også opvokset ude på pampassen, på en stor gård 40 kilometer uden for Tandil, der var den første danske koloni. Hans bedsteforældre udvandrede fra Esbjerg og Nimtofte i 1920’erne, bortset fra farmoren, der var født i Tandil. Det gør ham faktisk til 5. generationsindvandrer, men genetisk set pæredansk i alle fem generationer.

Jorge Mathiasens oldeforældre var blandt de første indvandrere. De kom sammen med Hans Fugl Christensen, der som den første dansker i 1848 slog sig ned i Tandil – hvor han senere blev byens borgmester. Han var en organisator, der hentede de første mange hundrede indvandrere til landet. 

Den ene trak den næste med sig, de kom ofte fra de samme få landsbyer i Danmark, og ude på pampassen lukkede de sig inde i snævre danske fællesskaber. Konerne gik hjemme, passede børnene og snakkede kun med de danske nabokoner. Børnene lærte ikke andet end dansk og havde ikke let ved at gå i de argentinske skoler. 

”Da jeg begyndte i skolen, kunne jeg ikke tale spansk. Jeg legede med min søster og havde ikke brug for at tale andet end dansk,” fortæller Jorge Mathiasen. 

Derhjemme hed han heller ikke andet end Jørgen.

Det ændrede sig alt sammen, da han kom i skole. Forældrene blev kaldt til forældrekonsultation og fik en reprimande af læreren. 

Men hans mor kalder ham stadig Jørgen.

Håndbold for danskere

I Orense har José Dam arvet andet end jord. Han har også arvet en danskhed, der er stærkt på retur.

”Da jeg var barn, kunne der være 1200 til fest i den danske klub. Nu kommer der højst 150,” fortæller han.

”I dag rejser de unge til byen for at uddanne sig og arbejde. Dengang blev de hjemme, og festerne i den danske klub var den eneste fest, de havde lov at komme til.”

De unge mødte også hinanden til folkedans og håndbold, som også var rent danske møder. Hver lille by havde sin egen danske håndboldklub, og til turneringerne var det forbudt at have ikke-danskere på holdet.

Det ændrede sig heldigvis for José Dam, da interessen for håndbold var faldende blandt de unge. Klubberne lempede på kravet om rent danske hold og tillod nu hver klub lov til at tage to argentinere på holdet. Også pigeholdene, og det var herigennem, José Dam mødte sin kone, Ana Irma Destain, fra nabobyen nogle kilometer længere ud på pampassen.

Dermed brød José Dam traditionen med at gifte sig inden for stammen.

Ny generation integreret

Det samme gjorde Jorge Mathiasen, da han giftede sig med en anden 3. generationsindvandrer – en araber af syrisk herkomst.

”Da jeg var ung, beskyldte argentinerne os danskere for at være lukkede. Det var også rigtigt, de kunne ikke komme med til festerne,” siger han.

Det er bedre i dag, mener han. Den næste generation, som hans børn tilhører, føler sig ikke som danske, de taler end ikke sproget. 

”Men det er naturligt. De er integrerede, og det er bedre for vores land,” fremhæver han. 

Den 53-årige Jorge Mathiasen er stolt af sine rødder. 

”Danskerne er en god race... solide. Vi har ry for at være ærlige, til at stole på,” siger han. 

Og danskerne kommer til tiden, i modsætning til hans egen kone og deres fire børn, der har det med faste tidspunkter som de fleste argentinere.

”Men så er de måske ikke så stressede. Argentinere er sjovere og gladere, mere spontane. De er altid åbne og dumper bare på besøg. Danskerne er mere strukturerede,” siger han.

”Jeg lærer ikke mine børn de danske værdier. De må selv finde ud af at tage det til sig, de vil,” siger han.

Social & sundhed

Tilmeld dig nyhedsbrevet