De lokale virksomheder forventer, at vi samarbejder om den grønne omstilling
De lokale virksomheder forventer, at vi samarbejder om den grønne omstilling
- Vi kan ikke løse opgaverne alene som kommune, og det kan de private heller ikke. Virksomhederne og vores andre samarbejdspartnere ville synes, det var mærkeligt, hvis kommunen ikke rakte ud til dem, når vi arbejder med en så stor strategisk opgave som den grønne omstilling. Jeg tror, de ville føle sig forbigået og protestere på nordjysk, siger direktør for Kultur, Teknik og Miljø i Hjørring Kommune, Bettina Hedeby Madsen.
Den grundlæggende tilgang i kommunen er samarbejde. Det handler om alt fra vedvarende energi til byplanlægning og den fælles ungegaranti, som skal sikre, at alle unge kommer i arbejde eller uddannelse.
- Vi lykkes først, når der sker noget anderledes ude i de private hjem og virksomhederne, og så er vi nødt til at snakke sammen. Derfor skal vi også have klimadebatten ud i lokalsamfundet og ind på middagsbordet.
Kommunens erfaring er, at både borgerne og virksomhederne gerne vil være med til at gøre en positiv forskel, og at de gerne vil have mere viden om den grønne omstilling.
- Jeg har været overrasket over, hvor stor en forskel det gør at stoppe op og snakke om tingene. Det åbner øjnene for, hvad de kan bidrage med som familier eller virksomheds-ledere. Det handler både om viden og inspiration, mener direktøren.
Hun fortæller, at de bevidst anvender de kommunale medarbejderes viden som en døråbner til samarbejde.
Investering af tid
- Vi kommer f.eks. ikke med påbudsblokken først, når vores miljøtilsyn besøger virksomhederne. Vi sætter os ind i virksomhedens behov, stiller spørgsmål og hjælper med at finde de grønne løsninger og muligheder, så virksomhederne kan bruge vores viden til selv at handle.
Målet for kommunen er at give de private aktører ejerskab, så klimaplanen ikke kun er kommunens, men hele lokalområdets plan. Derfor taler både borgmester, byråd og forvaltning konsekvent om det fælles ansvar og behovet for at arbejde på tværs.
- Vi arbejder aktivt med at involvere flere i den grønne omstilling. Vores tanke er, at når du har brugt tid på noget, så har du investeret noget af dig selv. Det forpligter og giver ejerskab. Uanset om du er virksomhed, forening, borger, politiker eller leder et sted i kommunen. Vi flytter ikke noget, hvis vi kommer og siger, at nu skal de gøre det ene eller det andet, fordi det har politikerne vedtaget. Vi flytter kun noget, hvis dem, vi samarbejder med, kan se meningen i deres kontekst, forklarer Bettina Hedeby Madsen.
Hun fortæller, at nogle skoler helt naturligt tænker klima ind i undervisningen og arrangementer med forældre, mens andre skoler er mere fokuserede på skolens andre dagsordener, og det er ok, mener hun.
- Vi skal være oprigtigt nysgerrige på hinandens hverdag på tværs af fagområder og ikke forvente, at alle vores samarbejdspartnere skal gøre det samme - hverken skoler, virksomheder, foreninger eller familier.
Målbare resultater
Det er kernen i Hjørrings klimaplan.
- Selvfølgelig ser politikerne frem til det årlige CO2-regnskab, men jeg oplever også, at vi bliver målt på, at vi samler lokalsamfundet om den grønne omstilling og indgår mange typer af partnerskaber. Det er mindre håndfaste nøgletal, men de forskellige initiativer og samarbejder giver mindst lige så stor tilfredshed hos politikerne, siger direktøren.
Udfordringen kan på den anden side være, at Teknik- og Miljøforvaltningens samarbejdspartnere bliver målt på noget helt andet. Det er ikke kun forskellige nationale og kommunale mål, det kan også være kommercielle mål, som trækker i en anden retning.
Derfor afhænger klimaplanens succes af de mennesker, der sidder på den anden side af bordet i de andre fagområder i kommunen, i virksomhederne og foreningerne.
- Nogle er meget interesserede i den grønne omstilling, andre er optaget af noget helt andet. Det kan vi ikke bebrejde vores samarbejdspartnere. Hvis interessen er lav, så må vi starte hos os selv og gøre os endnu mere umage for at være nysgerrige og bringe vores faglighed i spil på en måde, som de kan se værdien i, siger direktøren.
Det kræver, at politikerne både insisterer på den grønne omstilling og udviser tålmodighed.
- Vi kan ikke nå det hele inden for et år og nogle ting heller ikke indenfor en byrådsperiode, men vi holder fast i, at vi kun lykkes med den grønne omstilling i fællesskab, siger Bettina Hedeby Madsen. :
Klimakrisen kræver
tværgående ledelse
Ledelse på tværs af de kommunale forvaltninger og ud i lokalsamfundet er nødvendig i den grønne omstilling.
Det kræver særlige ledelseskompetencer.
Ledelsesforsker og ph.d. Karsten Mellon sætter i bogen ”God offentlig ledelse i mellemrummet” sammen med sin medforfatter Jette Runchel fokus på de kompetencer, som politikere, topledere, chefer og faglige ledere forventes at udvikle for at løse vilde problemer og nå fælles mål.
Bogens analyse er klar: Organisation og ledelse hænger sammen, men det kræver ikke nødvendigvis nye organisationsstrukturer at arbejde sammen om den grønne omstilling. Det handler i lige så høj grad om at skabe nye forbindelser på tværs af de eksisterende strukturer i organisationen og omverdenen. Derfor er en kerne-kompetence i klimaledelse evnen til at skabe forbindelse og opbygge netværk på tværs kombineret med en stor bevidsthed om fælles mål og etik, forklarer ledelsesforskeren.
Han fremhæver fire særlige kompetencer: Mod, ydmyghed, vedholdenhed og generøsitet, som er nødvendige for at lykkes med ledelse i mellemrummet på alle niveauer i organisationen. Derudover er kravene for at lykkes i den tværgående ledelse forskellige på forskellige niveauer i organisationen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























