En plejefamilie i hovedstadsområdet valgte sidste år at opsige det plejebarn, som de havde til opgave at passe på og give en god opvækst. 

Plejefamilien havde ellers haft langvarig erfaring i arbejdet med børn med psykisk funktionsnedsættelse. Men plejeopgaven blev for svær for dem. 

Anbringelsen blev i familiens øjne sværere på grund af samarbejdet med kommunen. Familien havde i flere år haft oplevelsen af et “meget svingende” og “til tider ikke eksisterende fokus” fra den anbringende kommune. Rammer og mål var uklare. Kommunen var “kaotisk”.

Der var ingen samværsplaner de seneste seks måneder. Og det samvær, der blev arrangeret, mente familien, var “hovsa-agtigt”. De oplevede ingen klar sagsstyring, og der manglede mål for anbringelsen. På trods af, at de flere gange efterspurgte dem, fik de dem ikke, fortalte de tilsynet. 

Først efter, at familien havde opsagt plejeopgaven, blev de tilbudt supervision og pigen psykologhjælp. Den manglende støtte endte ifølge familien også med et barn, der ikke trivedes. Det seneste halve år havde barnet tiltagende udfordrende adfærd. Og til sidst valgte plejefamilien at erkende, at den ikke var dygtig nok til at arbejde med barnet uden hjælp og støtte.

Hvis de havde fået hjælp i tide, kunne sammenbruddet være undgået, vurderer familien. 

I myndighedernes hænder

Sådan lyder en plejefamilie fra Region Hovedstadens egne oplevelser med den plejeopgave, de sidste år valgte at opsige. Plejefamiliens oplevelse er fortalt til tilsynskonsulenter fra socialtilsynet og fremgår af en tilsynsrapport efter et besøg hos familien i sommer. 

Da tilsynet kom på besøg, var det allerede planlagt, at pigen skulle flytte to dage efter. Videre i endnu en anbringelse. 

Pigen, der måtte flytte fra sit hjem og videre til et nyt, er langtfra det eneste barn i samme situation. Og plejefamiliens oplevelser står heller ikke alene.

I en lang årrække har én procent af de 0-17 årige været anbragt uden for hjemmet, hvilket svarer til omkring 12.000. Nogle på institutioner og andre hos plejefamilier. 

Præmissen for anbringelserne er, at børnene skal få det bedre. Og for at sikre det ender nogle børn på institutioner, mens andre får et hjem hos en plejefamilie.  

Kommunen.dk har sammen med flere andre medier fået indsigt i, hvor mange plejefamilier med aktuelle opgaver der ifølge tilsynene har problemer med fagligheden. Aktindsigten er søgt hos de fem socialtilsyn i løbet af sommeren og efteråret 2022. 

Aktindsigten viser, at i alt 321 familier scorer lavt eller meget lavt på ét eller flere forhold i den model, som tilsynene anvender til at vurdere plejefamiliernes kvalitet. 

Tilsynene har godkendt omkring 5.500 plejefamilier til at varetage forskellige opgaver. Ikke alle har aktuelle opgaver. Kommunen.dk og andre medier har fået aktindsigt i 265 aktuelle rapporter, der giver et unikt indblik i plejefamiliers forløb og problemer med kvaliteten. 

Selvom tallene viser, at det er et fåtal af familierne, der scorer lavt eller meget lavt hos tilsynet, så illustrerer rapporterne problemer, der kan have stor betydning i en anbringelse, og som kan være med til at forme de anbragte børns fremtid. 

Rapporterne viser eksempler på plejefamilier, der ikke deltager i de lovpligtige kurser, familier, der mangler støtte, børn, der ikke trives eller kommer i skole, børns udfordringer, der overstiger plejefamiliernes kompetencer, familier, der bruger magt, og plejefamilier, der ikke samarbejder med kommunerne. 

Kommunen.dk har ved en gennemgang af rapporterne noteret 44 eksempler på plejefamilier, der ikke kender målene for den anbringelse, som de har fået til opgave af kommunen. 

I nogle tilfælde skyldes det plejefamilien selv. Andre har uden held rykket kommunerne for at få udleveret handleplaner, som skal sætte retningen for anbringelsen. 

I flere af de 265 rapporter er der også gråzonetilfælde, hvor tilsynene konkluderer, at familier “delvist” kender målene, eller tilfælde, hvor familier kender mål, der stammer fra gamle handleplaner.

“Pigen skal have det godt”

En plejefamilie fortæller tilsynet, at de har rykket kommunen for en handleplan i halvandet år. 

De har ikke haft mål for anbringelsen længe. Det eneste de har fået overleveret mundtligt fra sagsbehandler, er, at de skal fortsætte, som de plejer. Den meget gamle handleplan, de har, rummer beskrivelser som, at “pigen skal have det godt” i overskrift.

Plejefamilien er ellers blevet lovet en ny. Men de har ikke fået nogen, oplyser de til tilsynet. 

Det er de ærgerlige over, da de er bevidste om, at en handleplan beskriver kommunens forventning til opgaven, de som plejefamilie forventes at udføre. 

Samtidig fortæller de også tilsynet om flere forhold, der er bekymrende i forhold til pigen, og at der altså er rig mulighed for at lave en mere målrettet indsats med barnet. 

Uddrag fra tilsynsrapport med plejefamilie

Et vigtigt redskab

Selvom det er et fåtal af familierne, der ikke kender målene for anbringelsen, så kan det alligevel være et stort problem for de berørte børn. 

- Det er nok de færreste almindelige kernefamilier, der løbende laver handleplaner og lægger konkrete mål for deres børns udvikling. Men for plejefamilierne et det et helt nødvendigt redskab, siger Inge Neander, der er formand for Plejefamiliernes Landsforening. 

For handleplanen beskriver netop årsagen til, at barnet er blevet anbragt. I hvilken retning familien skal arbejde, og hvordan barnet skal få det bedre. 

Man kan sammenligne handleplanen med en form for kontrakt mellem kommunen og plejefamilien.

- Handleplanerne er med til at skabe tillid og forståelse i anbringelsen. Hvis både kommune, plejefamilie, forældrene og barnet kan forholde sig til og have indflydelse på de samme mål, skaber det tryghed og en sammenhængende indsats, mener hun. 

- Når børn anbringes, så har de ofte komplekse problemstillinger, som der skal tages hånd om. En handleplan med mål kan sikre, at anbringelsen går i den rigtige retning. Plejefamilier kan sagtens være gode, selvom de ikke kender målene for anbringelsen, siger Inge Neander. 

Hendes medlemmer i foreningen oplever dog alt for ofte, at anbringelserne starter, uden at familien har fået mål. 

- Jeg vil skyde på, at det måske er 40 pct. Og det er et forsigtigt skud. Det er et stort problem. Hvis man sætter det hårdt op, så kan man godt argumentere for, at anbringelserne risikerer at blive til opbevaring af børn, når ikke der er mål for anbringelsen, siger hun. 

- Det er måske sådan, man så på anbringelser engang. Men handleplaner og mål skal netop være med til at sikre, at barnet udvikler sig. De skal jo ikke være systemets børn hele livet, siger hun. 

Ble-frit mål for to år siden

Der er lagt vægt på, at plejefamilien har erfaring i at arbejde med mål og ser handleplaner som et vigtigt styringsredskab for et anbragt barn og for, hvad der forventes af dem som plejefamilie. 

Det vægtes ligeledes, at plejefamilien oplyser, at de ikke har en opdateret handleplan, at den, de har, er halvandet-to år gammel. Den gamle handleplan har som mål, at barnet skal være blefri. 

Det vægtes også, at familieplejekonsulenten oplyser, at barnets handleplan ikke er blevet opdateret, siden rådgiver blev sygemeldt, samt at plejefamilien arbejder overordnet med handleplanen. 

Uddrag fra tilsynsrapport med plejefamilie

Kommunerne skal overholde loven

Inge Neander forklarer, at handleplaner er et værn mod, at viden går tabt, når en familie-rådgiver forlader jobbet i kommunen, og plejefamilien skal have kontakt med en ny sagsbehandler. Det oplever foreningen ofte. 

- Vi kan se, at der er mange skift i sagsbehandlere, og at viden derfor falder igennem. Så bliver der ikke altid fulgt op på, om målene er opdaterede. Indsatsen kommer helt an på den sagsbehandler, der sidder i kommunen, siger hun.

Inge Neander ærgrer sig over, at der er tilfælde med pleje-familier, der ikke har sat sig ind i målene, men mener også, at det er et stort problem, at der er flere tilfælde, hvor plejefamilierne rykker kommunerne for at få udleveret mål uden held.

 - Ét er at få en dårlig score fra tilsynet. Men det handler jo om, at kommunerne skal overholde loven. Og hvor skal jeg gå hen, hvis jeg ikke får udleveret den lovpligtige handleplan af kommunen? Det er svært at gennemskue. 

- Problemet er ikke scoren. For plejefamilien lever jo fint videre. Men det er børnene, det risikerer at gå ud over, og det er et kæmpe problem, siger hun. 

Handleplan fra 2014

Begge plejeforældre er pædagogisk uddannet. De arbejder konstruktivt med at omsætte konkrete mål fra en handleplan til en praksis i hverdagen. 

Plejefamilien har ikke den aktuelle handleplan. De har en meget gammel handleplan fra 2014 med overordnede mål for anbringelsen. 

Familien fastlægger selv konkrete mål for sit arbejde med plejebarnet, og de føler derfor ikke, at de mangler den. De efterspørger den løbende, men oplyser, at der ofte er sagsbehandlerskift.

“Ved triangulering” med sagsbehandler oplyser denne, at han vil tage hånd om, at familien modtager de aktuelle mål fra handleplanen. Han var ikke klar over, at plejefamilien ikke havde denne. 

Den aktuelle handleplan er revideret i december 2020, oplyser han. 

Uddrag fra tilsynsrapport med plejefamilie

Børnenes perspektiv

David Adrian Pedersen, der er formand for organisationen De Anbragtes Vilkår,  finder det problematisk, hvis plejefamilier ikke er klar over eller har fået oplyst formålet med anbringelsen. 

- Handleplanen er jo en slags arbejdskontrakt mellem plejefamilien og kommunen. Det bliver problematisk, hvis plejefamilierne er usikre på, hvad det er for en opgave, som de har fået med anbringelsen. Også selvom opgaven ikke nødvendigvis er anderledes end enhver anden familierettet forældreopgave. Klarhed er vigtigt for alle parter,  siger han. 

David Adrian Pedersen understreger, at det er vigtigt, at kontrakten med familien løbende bliver kigget på og ændret. 

- Opgaven kan løbende ændre sig. Når barnet kommer i en anden kontekst end den, det blev fjernet fra, kan dets trivsel blive bedre. Derfor er det vigtigt, at målene og handleplanen bliver justeret, så den passer til barnet og dets omgivelser. Vi ser desværre, at handleplanerne sjældent justeres løbende, og derfor fastholder børn i en negativ fortælling af den mistrivsel, de havde hjemme eller i starten af anbringelsen, men som ikke nødvendigvis er repræsentativ længere, siger han. 

Handleplanen er et gammelt værktøj og koncept, som har brug for en grundrevision, mener han.

- Ofte er målene for abstrakte og vejen til dem ikke beskrevet. Vi ser gerne, at handleplanerne i fremtiden tager bedre højde for barnets omgivelser. Hvis plejefamilien har problemer, kan det være svært for de anbragte at nå deres mål.

- Handleplanerne skal være et skib, der kan rumme både børnene, plejefamilien, kommunen og de biologiske forældre, så anbringelsen har den rette kurs, siger han.

Børnenes perspektiv

Formanden for Socialudvalget i KL, Ulrik Wilbek (V), fortæller, at plejefamilier er en meget vigtig del af arbejdet med udsatte børn og unge i kommunerne. Et trygt hjem med gode rammer gør en kæmpe forskel for børns muligheder senere i livet.

- Derfor skal vi selvfølgelig også være gode til at lave opdaterede og anvendelige handleplaner, og vi skal naturligvis have stor opmærksomhed på de relativt mange plejefamilier, der scorer lavt i tilsynets vurdering. Er der steder, hvor vi ikke lykkes med den opgave, skal vi selvfølgelig blive bedre, siger han. 

Han forklarer, at kommunerne har tilknyttet plejefamilliekonsulenter, som vejleder og rådgiver familierne, og samtidig benytter alle kommuner sig af Socialstyrelsens tæt støttede opstartsforløb, som skal sikre en god start for plejefamilier. 

- Det betyder, at familierne også den vej rundt får viden om, hvad plejeopgaven består i, og hvad der bliver forventet af dem. 

- Det er derudover positivt, at vi med Børnene Først-aftalen har fået sat gang i arbejdet med at styrke plejefamilieområdet. Både når det gælder spørgsmålet om rekruttering af familier og kvaliteten af anbringelsen. For der er ingen tvivl om, at vi fortsat kan styrke indsatsen, siger han.