Kommunen.dk
MENU

Akut indsprøjtning på kræftområdet garanterer ikke, at regioner når målsætning

Trods akut løft til kræftområdet, kan regioner ikke love at nå kræftpakkemålsætning, lyder det fra regionsrådsformænd.

Akut indsprøjtning på kræftområdet garanterer ikke, at regioner når målsætning

Trods akut løft til kræftområdet, kan regioner ikke love at nå kræftpakkemålsætning, lyder det fra regionsrådsformænd.
Geografisk ulighed, personalemangel og multisygdom gør det svært at leve op til forløbstider i kræftpakkerne. Penge løser ikke alt, mener regionsrådsformænd.
Geografisk ulighed, personalemangel og multisygdom gør det svært at leve op til forløbstider i kræftpakkerne. Penge løser ikke alt, mener regionsrådsformænd.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er for tidligt at svare på, om regeringens akutte pengetilførsel til kræftområdet kan hæve andelen af kræftforløb, der er gennemført inden for forløbsfristerne. Det mener regionsrådsformand Heino Knudsen (S) for så vidt angår Region Sjælland.

Oven på kræftskandalen i Region Midtjylland, der åbnede døren ind til et propfyldt venteværelse, hvor patienter ikke fik behandling inden for de lovbestemte frister, fandt regeringen det nødvendigt med en akut ekstraordinær kræftindsats. 

Tirsdag præsenterede den en sundhedspakke, der tilfører sundhedsområdet ekstra fem mia. kr. årligt. Som led i pakken afsættes der her og nu 100 mio. kr. i 2023 og 300 mio. kr. i 2024 til at “løfte kræftbehandlingen og genskabe tilliden”, som det hedder i sundhedspakkens faktaark.

Men om de ekstra penge vil kunne aflæses direkte i forløbstiderne de kommende år, vil Heino Knudsen ikke love.

- Vi har hele tiden en ambition om at gøre det bedre, og jeg er med på, at vi skal hæve ambitionerne og hæve barren, siger han.

Geografisk ulighed gør det svært

Heino Knudsen glæder sig især over, at regeringen ønsker at mindske uligheden i  geografiske ulighed.

- I Region Sjælland har vi særligt to kræftområder, vi har svært ved at overholde tider på. Den ulighed, vi har i sundhedsvæsenet, gør det sværere at leve op til de samme pakker, siger han. 

Sidste år blev 74 pct. af de registrerede kræftpakkeforløb på landsplan gennemført inden for de standardforløbstider, der er fastsat i pakkerne. Dermed voksede gabet til regionernes mål om en andel på 90 pct. og markerede et lavpunkt som året med den laveste andel kræftpakkeforløb inden for standardforløbstiderne nogensinde. 

I bunden lå Region Sjælland, hvor 65 pct. af de registrerede forløb blev gennemført inden for standardforløbstiden, mens Region Nordjylland med sine 80 pct. lå i toppen. I Syddanmark og Midtjylland var andelen 75 pct. og i Hovedstaden var den 73 pct. 

- På de seneste tal er det gået den rigtige vej med overholdelsen. Jeg har en forventning om, at pakken vil give et vigtigt skub, siger Heino Knudsen.

Flere midler, flere muligheder

Fungerende regionsrådsformand i Syddanmark, Bo Libergren (V) kan heller ikke svare på, om ekstra penge vil betyde, at flere af regionens kræftforløb vil kunne gennemføres inden for forløbsfristerne. 

- Jeg glæder mig over, at vi får penge, men mere specifikt, hvad der skal gøres, bliver vi nødt til at kigge nærmere ind i fra område til område og fra afdeling til afdeling. Vi er nødt til at forholde os til årsagerne til, at nogle ikke gennemfører inden for tidsrammen. Nogle steder skyldes det patientens forhold og ikke manglende økonomiske ressourcer, siger han.

Det er især mangel på arbejdskraft og ikke penge, der får skylden for mange af sundhedsvæsenets problemer, som nu også rammer kræftområdet. Men penge vil forbedre mulighederne for at løse dem, mener Bo Libergren.

- Det antal mennesker, der er at trække på, er en dynamisk størrelse, der kommer an på rigtig mange ting. Vores personalesituation afhænger fx af, hvor mange timer, vores ansatte arbejder og hvornår man går på pension, siger Bo Libergren.

- Det er klart, at med flere midler følger flere muligheder.

Men penge gør det ikke alene, mener Heino Knudsen. Det handler også om at prioritere dem derhen, hvor behovet er størst, mener han. 

- Vi kører hver dag læger i bus til Nykøbing Falster, siger han. 

- Ulighed er en af nøglerne. Der skal gøres noget, så ressourcer bliver fordelt bedre ud i hele Danmark. 

Svært at nå 90 pct.

Det er fortsat et åbent spørgsmål, hvor mange af de i alt 400 mio. kr. til den akutte indsats, der vil gå til at nedbringe forløbstider. Med undtagelse af 50 mio. kr., som er øremærket tilskud til tandpleje, er der ikke sat beløb på, hvor mange millioner, der skal gå til de øvrige initiativer i den akutte indsats, oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Initiativerne omfatter blandt andet en ny patientrådgivning og oprettelse af en specialenhed for behandling af livstruende sygdomme, et pilotstudie af et nationalt screeningsprogram for lungekræft og udarbejdelse af et fagligt oplæg til en femte kræftplan.

I Nordjylland afventer man svar på, hvor stor en del af de afsatte midler, der tilfalder regionen, men ifølge formand Mads Duedahl (V) vil pengene kunne hjælpe til at hæve målopfyldelsen for kræftpakkeforløbene.

- Men jeg skal også gøre opmærksom på, at der er mange kræftpatienter, som fejler andre sygdomme, som der skal tages hånd om i forbindelse med et kræftpakkeforløb, og her viser vores lokale gennemgange, at det er svært at nå en målopfyldelse højere end 85-90 pct. Desuden er der patienter, som selv ønsker at vælge i deres pakkeforløb, skriver han i et mailsvar.

Også han påpeger, at ikke alt kan løses med flere penge.

- Særligt i vores region kender vi alt for godt udfordringen med løbende at kunne ansætte tilstrækkeligt med kvalificeret personale. Det gælder for flere faggrupper, så derfor afhænger vores ønske om at forbedre målopfyldelsen ikke kun af flere penge, men også at det er muligt at ansætte fagligt dygtige folk til at gennemføre udredning og behandling på hospitalerne, lyder det fra Mads Duedahl.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR