Kommunen.dk
MENU

Danske Regioner: Civilsamfundet er en del af løsningen på sundhedsvæsenets problemer

Civilsamfundsorganisationer skal spille en større rolle i sundhedsvæsenet. Danske Regioner vil gøre det nemmere at inddrage dem, lover Anders Kühnau (S).

Danske Regioner: Civilsamfundet er en del af løsningen på sundhedsvæsenets problemer

Civilsamfundsorganisationer skal spille en større rolle i sundhedsvæsenet. Danske Regioner vil gøre det nemmere at inddrage dem, lover Anders Kühnau (S).
- Vi behandler flere, end vi nogensinde før har gjort, men vi kan ikke behandle os ud af det alene. Vi er nødt til at forebygge, og her er civilsamfundet en del af løsningen, siger formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S).
- Vi behandler flere, end vi nogensinde før har gjort, men vi kan ikke behandle os ud af det alene. Vi er nødt til at forebygge, og her er civilsamfundet en del af løsningen, siger formand for Danske Regioner Anders Kühnau (S).
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Danske Regioner vil gøre det nemmere at inddrage civilsamfundsorganisationer på en mere struktureret måde, lovede Danske Regioners formand på regionernes politiske topmøde.

Hvis regionerne følte sig overset i regeringsgrundlaget, hvor kun kommunerne blev lovet bedre muligheder for at inddrage frivillige i velfærdsarbejdet, må Anders Kühnaus (S) udsagn vække optimisme.

Nogle af de store samfundsmæssige udfordringer som fx mistrivsel, kan bedst kan løses ved at inddrage civilsamfundet, mener han og sammenligner opgaven med en månelanding. 

- Det er ekstremt komplekst. Det drejer sig om at få fundet løsninger på rigtige menneskers problemer. Er vi i stand til at løse noget, der er meget komplekst på ét område, kan vi bruge det på et andet område, siger han. 

- Vi behandler flere, end vi nogensinde før har gjort, men vi kan ikke behandle os ud af det alene. Vi er nødt til at forebygge, og her er civilsamfundet en del af løsningen.

Udfordret på dagligdags ting

Der er nok at tage fat på i et presset sundhedsvæsen med mangel på medarbejdere og udsigt til flere ældre og multisyge.

- Plejepersonalet er udfordret på tid til omsorg og de små dagligdags ting. Bare at have tid til at sætte sig og få en snak om løst og fast. Ideelt set ville sygeplejersken have tid til den snak med patienten, men det kan ofte ikke lade sig gøre, siger teamkoordinator for brugerinvolvering og frivillighed i Region Sjælland Rikke Juhl.

- I drøftelsen af, hvordan vi opretholder et serviceniveau i et presset sundhedsvæsen, bliver vi nødt til at drøfte samarbejdet med civilsamfund på tværs af regionerne. 

Hun ønsker sig en pulje til at prøve ting af på frivillighedsområdet i hver region. Et initiativ som også kan give data på, hvad samarbejde med civilsamfundet kan i sundhedsvæsenet. Selv er hun ikke i tvivl om, at det kan noget.

Regionen samarbejder i forvejen med Røde Kors om vågetjeneste og med Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse om forskellige indsatser.Vågetjeneste ved døende. Guider, der hjælper patienter med at finde rundt på hospitalet. Patientstøtte, hvor frivillige eksempelvis kommer på sygehuset for at snakke med patienter og holde dem i hånden.

Potentialet er større, mener Rikke Juhl, men der mangler struktur. De nuværende indsatser er drevet af ildsjæle, og hvad hun kalder mindre projekter. Der er behov for en mere organiseret tilgang og bedre mulighed for regional sparring, mener hun.

- Danske Regioner har en organisering for, hvordan man arbejder med kvalitet i sundhedsvæsenet, måske skal frivillighed struktureres på en lignende måde, lyder et bud. 

Anderledes end i kommuner

Regional frivillighedskoordinering er anderledes og møder andre udfordringer end i kommuner, der kan arbejde sammen med lokale civilsamfundsafdelinger, fortæller projektleder og regional frivillighedskoordinator i Region Sjælland Dil Bredholt. Hun har selv været med til at oprette et netværk for regionalt ansatte frivillighedskoordinatorer. 

Når en borger er indlagt, kan man sætte ind på selve sygehuset, men hvis man vil gøre noget for patienten, når vedkommende bliver udskrevet, bliver det sværere. Det kan være hjælp til indkøb, fællesskab, madklub, hundeluftning eller noget helt andet, som sundhedsvæsenet ikke kan tilbyde, men som forbedrer patientoplevelsen, og som kan have forebyggende effekt. 

- Er en borger eksempelvis indlagt på Slagelse Sygehus, men bor i Nakskov, hvem skal sygehuset så koordinere en frivilligindsats med? Så skal det løftes op på nationalt niveau, og man skal samarbejde med hovedorganisationen, fx Røde Kors, siger Dil Bredholt.

Anders Kühnau er selv i dialog med flere større civilsamfundsorganisationer, som er forankret bredt i hele landet. Til at begynde med handler det om at få skabt koblinger mellem organisationerne og regionerne, fortæller han.

Han forestiller sig, at der skal skabes netværk i regioner og kommuner, så man ved, hvem man skal kontakte, hvis man står med en given problemstilling. Formålet er at skabe værdi for borgerne, når de har brug for det. 

- At man kan sige til en borger, at der er de her muligheder. Om det så er hos kommunen, sundhedsvæsenet eller civilsamfundet, siger han. 

I det hele taget håber han, at partnerskaber mellem kommuner, regioner og civilsamfund kan bidrage til at løse borgernes samlede problemer. 

Det offentlige kan ikke være pårørende

Der er forskel på, om man mødes af en frivillig med lyst til at hjælpe eller af en myndighed, der har en opgave. 

- Det har ikke samme værdi som at få støtte fra en pårørende, siger Anders Kühnau. 

Nogle borgere har slet ikke lyst til kontakt med det offentlige, fordi de har dårlige erfaringer med det, påpeger han, og der kan civilsamfundet spille en rolle.

- Det kan være, de rent faktisk har brug for en pårørende. Det kan det offentlige ikke være, siger han. 

Også i Region Sjælland er oplevelsen, at frivillige kan noget andet end medarbejdere. 

- De har mere tid. De møder patienterne på en anden måde, siger Dil Bredholt.

Fordi der ikke er det samme tidspres, er der større rummelighed og tålmodighed. 

- Det er ikke den kliniske faglige tilgang, men handler i stedet om medmenneskelighed, at lytte, udvise omsorg og forståelse, siger hun.

Hjælp til selvhjælp

Siden januar har Nykøbing Falster Sygehus kørt et pilotprojekt i samarbejde med Ældre Sagen, som skal formidle viden og hjælp til at udnytte de digitale muligheder, der er i fx MinSP-app, som er tilknyttet Sundhedsplatformen. 

- Målet er at nå ud til flere patienter og gøre dem opmærksomme på, at de kan benytte MinSP, Min Læge eller andre apps, der er relevante, hvis man kommer på sygehuset - hvis de ser en fordel i det, siger Dil Bredholt.

Regionen har rekrutteret frivillige til en stand på sygehuset, hvor de oplyser patienter om mulighederne. Medarbejdere fra regionen har desuden undervist it-frivillige fra Ældre Sagen i, hvordan de kan hjælpe borgerne i gang med de digitale værktøjer hjemme hos dem selv eller på lokale it-caféer.  

- Hvis borgerne kan spare en halv dag med Flextrafik ved at benytte virtuelle konsultationer i stedet for at tage på sygehuset til et tjek, der varer 10 minutter, er det win-win for alle, siger Dil Bredholt.

De kan også se prøvesvar, svare på digitale spørgeskemaer, booke tider og give digital fuldmagt til pårørende direkte i appen, fortæller hun.

De foreløbige erfaringer viser, at det ikke så meget er teknisk hjælp, der er behov for, men snarere viden om, hvad man kan bruge appen til. 

- Vi indhenter erfaringer og prøver, om der er noget, der skal rettes til. Vi er ved at udvide, så vi ikke bare har en stand i forhallen, men så frivillige kan blive tilkaldt til afdelingerne, fx i venteområder eller til patienter, der er i dialyse, siger Dil Bredholt. 

Har ikke løsninger endnu

Tanken fra Danske Regioner er, at der på landsplan skal findes modeller for samarbejde, som kan bredes ud i alle regioner. Der kan være dilemmaer i, hvordan man involverer og organiserer samarbejdet på en måde, hvor man  sikrer, at det er frivilligheden, der er drivkraften, mener Anders Kühnau. 

- Vi er ikke ude på at sætte kontraktlige krav, siger han. 

- Men vi skal finde nogle måder at gøre det på, hvor det ikke bliver tilfældigt.

Det kræver, at man prøver ting af i partnerskaber, mener han, og det vil tage lang tid, vurderer Anders Kühnau. 

- Vi har ikke løsningerne endnu, siger han, men dialogen er startet.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR