I historiens hede kamp mellem arbejderne og industrien opstod et misfoster, der i dag ikke bidrager til andet end at holde de store virksomheder ved magten og give fagforeningsbosserne mulighed for at bevare deres job. Der er naturligvis tale om den såkaldte danske model, som smadrer muligheden for et spirende erhvervsmiljø for små danske virksomheder i vækst. I den offentlige debat påstår navnlig Socialdemokraterne, at den danske model er garanten for et stabilt og trygt samfund. Den danske model og velfærdssamfundet går hånd i hånd siges det, naturligvis. Paradokset opstår, når Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening stiller sig op og forsvarer det misfoster, der skaber ufleksible overenskomster med tårnhøje lønninger, rigide barselsperioder, tåbelige regler om tvungne medarbejderudviklingssamtaler, fastbestemte overarbejdstakster etcetera.

Men hvad er egentlig problemet med de her vilkår, når det nu er arbejdsgiverne selv, der går med til dem?

Problemet er helt grundlæggende det, at Dansk Industri og Dansk Arbejdsgiverforening udelukkende varetager interesserne for de store virksomheder i Danmark.

Gidslet i denne fortælling om den danske model bliver de små virksomheder, som ikke kan klare sig i den internationale konkurrence på disse vilkår. Små virksomheder, der får trukket den ene nye regel efter den anden ned over hovedet i en endeløs strøm.

Den danske model er de store virksomheders garanti for fastholdelse af deres magtposition. For et reguleringshelvede er trods alt at foretrække for Vestas fremfor en situation, hvor en ny fremadstormende energivirksomhed overhaler Vestas indenom.

Sandheden er den, at virksomheder i Danmark er meget forskellige og har vidt forskellige behov. Det samme gør sig gældende for de danske lønmodtagere, der i stigende grad finder ud af, at den røde fagbevægelses gammeldags protestmetoder er skadelige for den enkelte medarbejders position på det fleksible arbejdsmarked.

Den danske model er magthavernes middel til at fastholde de dygtige og arbejdsomme medarbejdere og virksomheder i deres nuværende position – det er trods alt kun sådan, at den røde fagbevægelse og de danske arbejdsgiverorganisationer kan sikre egen overlevelse.

Jeg er selv iværksætter og aktiv i iværksættermiljøet, hvor jeg kender mange, der løber hovedet mod muren i den danske regeljungle. Jeg ønsker, at vi med vores store ambitioner og flid spidder den danske model, så de tvungne overenskomsters regeltyranni ikke skal stå i vejen for de arbejdsomme og dygtige medarbejdere. Vi skal begynde at fokusere på de små virksomheder, som har behov for færre regler, lavere skat og muligheden for at indrette arbejdsforholdene efter de fleksible omstændigheder, som virksomhederne lever under på et internationalt marked.

Den røde fagbevægelse må lægge de gamle protestmetoder i graven og blive en aktiv medspiller for de medarbejdere, der frivilligt vil organisere sig. Arbejdsgiverne skal nok følge med, hvis den røde fagbevægelse slipper jerngrebet om medlemmerne.

Det er nu tid til, at den danske model ryger i graven, så vi kan skabe plads til morgendagens eventyr for entreprenante danskere landet over.