Billederne fra Fremskridtspartiets landsmøde i 1995 står stadig klart på nethinden hos ledelsen i Dansk Folkeparti. Kaosset, kritikken og kampene for åben skærm markerede kulminationen på derouten for det tidligere så indflydelsesrige parti. Siden har billedet stået som den ultimative advarsel om, hvordan det kan gå, hvis ikke man styrer sit parti stramt og med hård hånd. Og det mærker politikerne i Dansk Folkeparti stadig her tyve år senere. I modsætning til de krav om åbenhed og ultimativ ytringsfrihed, som partiet har gjort sig populært ved at markedsføre udadtil, lider partiets linje overfor dets egne medlemmer af for megen topstyring og for lidt debat og åbenhed. Og reprimander for intern kritik, en overvågende partiledelse og en politisk topstyring uden plads til indsigelser og åben debat er stadig en del af virkeligheden for flere byrådsmedlemmer fra Dansk Folkepartis bagland. I en rundspørge, som Kommunen har lavet, svarer 18 procent af partiets byrådsmedlemmer, at de er uenige i, at de frit kan sige, hvad de vil, uden at risikere at blive irettesat af partiledelsen, mens 33 procent mener, at Dansk Folkeparti er mere topstyret end de andre partier.