Resultatet af den naturpolitiske ignorance, som mange danske politikere bevidst eller ubevidst udstiller, er i princippet ikke så meget anderledes end illegale trofæjægere, der prioriterer truede dyrs døde markedsværdi over levende naturværdi.

Hvis Danmark havde huset næsehorn, ville vi sikkert også være i fuld gang med at udrydde dem, men til forskel fra lyssky krybskytter ville det ikke være for at hænge trofæer op på væggene eller bruge hornene i kvaksalvermidler, men simpelthen fordi dyrene 'stod i vejen' for en ny betonforstad eller en midtjysk motorvej. Og i modsætning til krybskytterne ville bortskaffelsen blive svøbt i en dyne af virkelighedsfornægtelse og garneret med lidt hyggelig natur-newspeak.

I årtier har forskere dokumenteret, at naturen forarmes, og arter fortrænges med foruroligende hastighed i Danmark, og i de store regeringsbærende partier i hver sin blok har man nok kunnet sige nogle forblommede ord om, hvor dejlig naturen er, og hvor vigtigt det er at passe på den – men bag de spredte frimærkeløsninger og de store skåltaler har tilgangsvinklen ofte været en anden.

De fleste kan sikkert huske daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens berygtede udmelding fra Venstres landsmøde i november 2003: ”Der er ikke én frø, der er ikke én fugl, der er ikke én fisk, der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik ...”

Det var lige så virkelighedsfjernt og kontrafaktisk som ti år senere i december 2013, da Finansministeriet under den socialdemokratiske minister Bjarne Corydon meddelte to naturvenlige private fonde: ”Vi er ikke enige i jeres præmis om, at den danske natur har det dårligt ...”

Og det er jo kernen i problemet. Når forskerne siger, at jorden er rund, gentager politikere det ved festlige lejligheder, men når det kommer til stykket i den realpolitiske virkelighed, bider de lidt for ofte gebisset sammen og sværger, at den er lige så flad og firkantet som et bundt pengesedler.

I dele af embedsværket og blandt toppolitikere er der en indgroet (eller påtaget) uvidenhed om, hvor galt det står til med naturen i Danmark – til trods for årtiers vifte af enslydende fagrapporter om den generelle tilbagegang og mangelfulde indsats.

Omsorgsfuld begravelse

Et trist, men træffende eksempel herpå er den aktuelle reaktion på de overvældende folkelige protester imod byudviklingsselskabet By & Havn, der vil bygge 260.000 etagemeter betonboliger ovenpå noget af den sidste unikke og urørte natur på Amager Fælled. Selskabets direktør Jens Kramer Mikkelsen forstår således at smøre destruktionen ind i retorisk flødeskum ved at fastslå, ”at vi må stramme os meget an og gøre det med stor ydmyghed og stor omsorg” (Politiken, 14.10.2016).

Javel. Dødsdommen bliver der altså ikke ændret på, men man lover skam en ydmyg og omsorgsfuld begravelse, når den 5.000-årige naturarv bliver kvalt under beton og mursten. Og så er vi tilbage med den dér med natur-newspeak og næsehorn.

Havde vi haft næsehorn på Amager Fælled eller i et andet dansk naturområde, hvor vore uopfindsomme politikere åbenbart ikke kunne finde ud af at omplacere et kæmpebyggeri, ville de utvivlsomt blive bortskudt ”med stor ydmyghed og stor omsorg”. Vi er jo ikke barbarer, vel?

Sådan prioriteres naturen allersidst igen og igen.

Vi bruger millioner af kroner på at plante nye træer i Danmark og priser den 'nye natur', skønt det på ingen måde gavner den tabte biodiversitet, vi får nationalparker uden særskilt naturbeskyttelse, og vi etablerer ”hundeskove” overalt, så vores foretrukne tam-art kan skide i det fri uden at være i snor – men hvad med naturens vilde arter?

Et nyt paradigme spirer

Nu skal det dog ikke hedde sig, at intet går fremad for dansk natur, selvom det ubestrideligt er undtagelserne. Men så småt ser vi også et nyt paradigme spire blandt et stigende antal politikere i flere partier og rundt omkring i landet – en gryende erkendelse af, at vejen frem for en artsrig og varieret natur går over bestræbelsen på vildere natur. Regeringen har for eksempel lovet 10.000 hektar ekstra vildskov eller såkaldt urørt skov over de næste ti år, og selv om motorsavenes fortsatte regime desværre kan udhule naturværdier inden da, og der reelt er brug for 75.000 hektar ifølge den aktuelle rapport 'Bevarelse af biodiversiteten i de danske skove' fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima – er det et skridt i retning af vildere skovnatur. Det er netop skovenes naturlige cyklus med døende og døde træer, som mange truede og trængte skovarter mangler.

I nogle kommuner er man begyndt at tænke i vildere parker, og projektet ’Vild med vilje’ har konverteret private og offentlige arealer til vildere natur fremfor artsforladte plæner. Mange haveejere går samme vej, og senest har biolog og seniorforsker Rasmus Ejrnæs skrevet en inspirerende bog om, hvordan man får mere natur og flere arter på sin egen matrikel: 'Den uendelige have'.

Vildere visioner begynder at trænge sig på fra flere sider: Vildheste kan for eksempel opleves herhjemme på Sydlangeland, på Kalvholm ved Skjern Å, i det lollandske naturreservat Saksfjed-Hyllekrog, og om kort tid udsættes der også vildheste på Molslaboratoriets arealer i Mols Bjerge. De fleste har hørt om bisonerne, der er udsat i Almindingen på Bornholm og ved Vorup Enge nær Randers, og i Lille Vildmose er der nu føjet elge til paletten. Vildsvin er etableret som en vildtlevende bestand i Jylland, hvor vi jo også har fået et gensyn med ulvene efter et par århundredes fravær. Bævere breder sig især syd og nord for Klosterheden, hvor deres dæmninger og gennemgnavede træer skaber et eldorado for mange andre arter med behov for variation og dynamik.

Pointen er, at naturen har gavn af mere afveksling og foranderlighed, hvor det er naturens egne kræfter, der råder. Det betyder blandt andet, at der skal være mange flere større planteædere som en integreret del af naturen, både i skovene og det åbne land, hvor de hindrer tilgroning og skaber variation ved deres adfærd og fødevalg. Skal de gavne optimalt, skal de indgå på naturlige præmisser året rundt, fordi talrige andre arter selvfølgelig er tilpasset dette gennem titusinder af år. Dette er essentielt for at få naturen på fode igen.

Og vildere og mere artsrig natur er også mere oplevelsesrig natur til gavn for de mange, der for eksempel hellere vil se myldrende sommerfugle, stor blomsterrigdom og troldeskove med smukke gamle træer end rader af monotone plantager og anden ensformig vegetation.

Indtil videre kan vi så lade os inspirere af de mindre projekter rundt omkring i landet såvel som af de haver og byparker, der bliver vildere – med vilje.

Men næste gang vi hører en direktør for et udviklingsselskab tale om at gøre noget for naturen ’med stor ydmyghed og stor omsorg’, kunne det ærlig talt være opmuntrende, hvis det ikke var kalkuleret spin i en slet skjult begravelsestale, men i stedet en oprigtig festtale om vigtigheden af at sikre vore truede naturperler og arter – og fremme livets mangfoldighed og variation.