Kommunen.dk
MENU

Cykelsti eller fællesskab? Nyt værktøj kan hjælpe kommuner med at prioritere

Forskningsbaseret beregner gør det muligt at indregne bløde værdier i cost-benefit-analyser.

Cykelsti eller fællesskab? Nyt værktøj kan hjælpe kommuner med at prioritere

Forskningsbaseret beregner gør det muligt at indregne bløde værdier i cost-benefit-analyser.
Trivselseffekter skal i højere grad regnes med, når det samfundsmæssige afkast af initiativer gøres op. Det mener foreningen Open Social Value Bank, der med et værktøj af samme navn vil bidrage til at fremme sociale og økonomisk bæredygtige investeringer i samfundet. (Arkivfoto.)
Trivselseffekter skal i højere grad regnes med, når det samfundsmæssige afkast af initiativer gøres op. Det mener foreningen Open Social Value Bank, der med et værktøj af samme navn vil bidrage til at fremme sociale og økonomisk bæredygtige investeringer i samfundet. (Arkivfoto.)
Foto: Ewa Ahlin/Johner/Ritzau Scanpix

89.221 kr.

Det er værdien af at hjælpe én person ud af ensomhed. Om det kan betale sig i forhold til at anlægge en cykelsti eller sætte ind for at få flere til at dyrke motion, kan et nyt værktøj være en hjælp til at vurdere. 

Kommunernes pressede økonomi fordrer konstant prioritering. Der er flere værdige behov, end de knappe ressourcer kan opfylde; og nok er temaer som stress og mistrivsel blevet en del af den politiske samtale, men hvor stor en værdi tillægger vi fraværet af dem?

At sove godt om natten, at have tillid til andre og at være en del af et fællesskab er alle faktorer, der påvirker menneskers trivsel og livstilfredshed. Det er bare alt for sjældent, at den slags bløde værdier får lov til at tælle med i de store samfundsøkonomiske regnestykker.

Og det er ikke godt nok, mener Ludvig Wier, der er stiftende bestyrelsesformand for Open Social Value Bank (OSVB), som står bag værktøjet. For selvom en investering i sociale forandringer ikke direkte slår ud på bundlinjen, kan den godt have en samfundsmæssig værdi. 

Det er den værdi - den sociale værdi, som forskere arbejder på at omsætte til kroner og ører.

- Hvis man ikke har et mål for værdierne, kommer de ikke ind i regnearket, siger Ludvig Wier.

 

Om metoden

Open Social Value Bank anvender livstilfredshed som målestok til at værdisætte sociale trivselsgevinster. Ved hjælp af metoden subjective wellbeing valuation værdisætter forskerne ét points livstilfredshed for én person i ét år målt i en såkaldt Wellby (Wellbeing-year) med en økonomisk værdi. Når denne værdi er fastlagt, kan man estimere den økonomiske trivselsværdi af sociale forandringer. Metoden er baseret på valghandlingseksperimenter og regressionsanalyser af observations- eller interventionsdata og involverer to steps:

Step 1: At kvantificere trivselsgevinsten forbundet med en given social indsats.

Step 2: At estimere, hvilken ændring i indkomst der teoretisk set skal til for at kompensere for en given trivselsgevinst eller trivselstab.

Målet er at etablere et katalog med monetære værdier for forskellige sociale parametre baseret på accepterede metodiske tilgange. 

 
Kom bare i gang

Først på sommeren lancerede OSVB første version af værktøjet, der efter engelsk forbillede og bygget på danske data gør det muligt at beregne den økonomiske værdi af sociale forandringer, så de kan indgå i samfundsøkonomiske analyser og regnemodeller.

Det er bare med at komme i gang med at anvende værktøjet, opfordrer Ludvig Wier. 

- Det gør dig ikke rigere som kommune, men du kan måske blive bedre til at prioritere i sociale indsatser, siger han.

- Selvom det ikke handler om bundlinje, men om trivsel, skal der stadig prioriteres.

Foruden at bruge det som politisk prioriteringsværktøj, kan kommunerne eksempelvis bruge det til at beregne social return on investment - det sociale afkast - af afsluttede indsatser. 

Her er det afgørende, at man måler effekten af initiativet korrekt, for at kunne udregne den samlede sociale værdi, understreger Ludvig Wier. 

- Det er meget vigtigt og noget, vi kommer til at fremhæve endnu mere i fremtiden, selvom det ikke er fokus i dette projekt, siger han og bemærker, at det i øvrigt gælder for alle dele af en økonomisk analyse, at effektvurderingen skal være korrekt - ikke kun ved vurderinger af sociale investeringer. 

Lukker hullet i regnemaskinen

Selvom oversættelsen fra social til pekuniær værdi kan synes abstrakt, er det ikke fremmed for økonomer at medtage ikke-monetære værdier i økonomiske beregninger.

Det findes allerede i cost-benefit-analyser, fortæller Ludvig Wier og nævner som eksempler værdien af mindsket forurening eller bedre helbred. 

- Det er bare på det sociale område, der er et hul i regnemaskinen, siger han.

Det hul er forskerne bag værktøjet godt i gang med at udfylde. Med støtte fra Trygfonden og Rambøll Fonden og hvad Ludvig Wier kalder en rockstjernebestyrelse, er målet med det femårige tværfaglige projekt, at både det offentlige og private kommer til at benytte værktøjet.

- Vores ydmyge vision er, at værdien af de sociale forandringer kommer til at indgå i de samfundsøkonomiske beregninger, siger Ludvig Wier.

Open Social Value Bank 

OSVB består af beslutningstagere og eksperter fra fonde, det private, offentlige og universitetsverdenen. Projektet gennemføres i samarbejde med Økonomer Uden Grænser, Københavns Universitet, Rambøll Management Consulting, og Impactly.

I bestyrelsen sidder blandt andre direktør i Social- og Boligstyrelsen Ellen Klarskov Lauritzen, tidligere økonomisk vismand og professor ved Aarhus Universitet Nabanita Datta Gupta, fondschef i Den Sociale Investeringsfond Camilla Damgaard og institutledere fra Københavns Universitets institutter for Psykologi og Økonomi.

Trygfonden og Rambøll Fonden har i første omgang støttet med knap 3 mio. kr. til projektets første år. De næste faser af funding påbegyndes ved årsskiftet.

Værktøjet kan findes på www.opensocialvaluebank.com

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR