Man plejer at sige, at ”kært barn har mange navne”, men sætningen har altid fyldt mig med bekymring, for det må da være voldsomt forvirrende for det stakkels barn? Man kan selvfølgelig sige, at tendensen rent faktisk går i den retning ikke mindst for storbyernes afkom, som i en lind strøm bliver udstyret med både dobbelte fornavne og efternavne, fordi forældrene ikke kan enes om hverken det første eller sidste.

Man kan kun grue for, hvordan det kommer til at gå om en generation, når ”Gargamel-Gareth Damhus-Sørensen Nordquist” bliver voksen og får børn med ”Brittania-Morgensol Aggermose Kvist-Bertelsen”. Om ikke andet kommer det til at afhjælpe problemerne med lærermangel, når første time kan afsættes til, at en lærervikar (eller tilfældig forbipasserende) foretager navneopråbet, der vel næppe kan holdes indenfor en enkelt 45-minutters-lektion.

Det er godt nok en bekymring, der ligger langt ude i fremtiden, men kommunerne kan lige så godt forberede sig på, at der kommer børn med navne, der hverken kan stå på et almindeligt sundheds- eller kørekort eller læses op, uden at man fniser lidt.

Jeg ved godt, at navne, der vil sprænge rammerne i alle offentlige indtastningssystemer, er et af de mindre problemer, danske kommuner står overfor, men med lidt sund negativitet kan man tyde det som et symptom på det, der sker med borgernes forhold til det offentlige:

Folk, der vælger at idømme deres børn navne, der ser ud, som om man har tabt en bog i en blender og bagefter samlet de nærmeste 45 bogstaver op, reflekterer nok ikke voldsomt meget over, hvad andre mennesker tænker om deres livsvalg. Jeg siger ikke, vi skal tilbage til tidligere tiders autoritære gruppepres, hvor frygten for at skille sig negativt ud var en voldsom hæmsko for enhver originalitet  og kreativ udfoldelse. Jeg siger bare, at det havde været praktisk, hvis en lille snert af den frygt havde lejret sig et sted i moderne menneskers samvittighed. Altså sagt noget kortere:

Verden ville have været et lykkeligere sted, hvis alle folk ejede en smule af det, man kalder ”skam i livet”.

Krav som kernekompetence

Selvfølgelig må man råbe op, hvis noget går galt, eller man ikke får, hvad man har retskrav på, for der kan jo ske fejl, og det er jo meget praktisk, at den enkelte borger holder øje med, om det sker i hans eller hendes tilfælde. En form for praktisk, decentral uddelegering kan man kalde det. Det er jo en af de mange fantastiske ting ved det danske system, at ydelser bliver tildelt, uden at man skal stå med bøjet hoved og hatten i hånden. (Især i betragtning af, hvor få der i dag går med hat og således i modsat fald skulle ud at anskaffe sig en sådan af deres sparsomme midler).

Men det er klart, at hvis en del af befolkningen bliver alt for dygtig til at råbe op, hvad noget tyder på allerede er sket, så skal resten til at se efter et godt tilbud på hatte: Hvis curlingbørnene knap nok selv har skullet synke modermælken, så er det indlysende, at for dem bliver det at kræve ind en kernekompetence.

Det ved I, der sidder ude i kommunerne, meget bedre end mig, men min oplevelse er, at der allerede findes curlingbørnebørn - altså børn, der er opdraget af forældre, der ryddede enhver forhindring af vejen for dem, og nu selv har fået børn. Mit indtryk er som så meget andet udelukkende dannet af medierne, men det forekommer mig logisk:

Evnen til at hidse sig op og klage over stort set alle avisartikler, man kan finde, er blevet en af nationens fremmeste færdigheder. Eksperter forklarer de her folkelige oprør som et udtryk for de sociale mediers magt, men man kunne også spørge sig selv: Hvorfor skulle curlingbørn ændre adfærd, bare fordi de selv er blevet de voksne? Nu har det hele deres barndom virket så fint med klynk og klage, så hvorfor ændre fremgangsmåde, bare fordi det er en voksenverden, man forsøger at navigere i?

Selvfølgelig er det blevet nemmere med de sociale medier: Man skal bare indtaste navnet på sin krænker og så taste løs. Ja, man behøver ikke engang besværet med at finde en send-knap, men bare trykke på retur - så er ens klage ude i verden i et sprog og med en tegnsætning, der tyder på, at den største trussel mod kommunernes økonomi ville være, hvis alle de her kværulanter på samme tid rejste deres berettigede krav om at få skolepengene tilbage.

Brok over dyrekort

Brok har altid eksisteret, men min (helt uunderbyggede!) påstand er, at de ting, brokkerne prioriterede at bruge tid på før, var en lille smule vigtigere end dyrekort, Frost-koncerter og hvad sidste års shitstorme nu ellers handlede om. Nu er man vænnet til at brokke sig, til man får sin vilje, helt uden at forholde sig til nogen form for rimelighed, logik eller – ja, skam i livet.

For folk uden skam i livet føler sig stolte, når de presser sig til at få, hvad de ønsker, og dedikerer deres righoldige fritid til en ubrudt strøm af klagemails til samtlige interesserede (og en hel del andre), lige til de får deres vilje.

Så i mine øjne er den største trussel mod kommunernes budgetter (og deres ansattes mentale sundhed) curlingbørnenes curlingbørn, der er opdraget til, at et nej er noget midlertidigt, der hurtigt bliver trukket tilbage igen.

Hvis flinke og rimelige mennesker hele tiden ryger bag i køen, fordi klagebrigaden fylder for meget, så må man finde en måde at kende dem på, så man i kommunen kan reducere den spildtid, de ellers ville medføre. Et tip er, at man kan tælle stavelserne i navnet og eventuelt se, om de henviser til konkrete paragraffer eller bare skriver ”det synes min mor også!” (Det kan eventuelt være mor selv, der skriver på deres vegne, men det skal man se som en hjælp til at genkende dem).

I virkeligheden er det letteste nok at holde sig til den helt korte huskeregel: ”Kært barn har få navne” eller huske ordsproget ”det hjul, der piber, får al smørelsen” og bare følge de fede spor af smørelse.

Som lægmand aner jeg ikke, om det er lovligt at lave et arkiv over curlingbørn og krænkelsesryttere, men rent praktisk har jeg en fornemmelse af, at det ville være langt det letteste i længden. Held og lykke!