Corona skal sætte fart på trafikprojekter i storbyer
Corona skal sætte fart på trafikprojekter i storbyer

Tunnel til Aarhus Havn, en tredje Limfjordsforbindelse og udvidelse af E45 syd om Odense.
Tre investeringstunge vejprojekter i og omkring provinsens største byer har været på tegnebrættet længe, men nu rykker kommunerne for at sætte fart i planerne og fremrykke investeringer, så arbejdet kan gå igang allerede nu.
Anledningen er den fremskyndte og stærkt øgede appetit på offentlige investering og midlertidige ophævelse af anlægsloftet under coronakrisen.
Begge dele er relevant for Aarhus Kommune, som i mere end 20 år har planlagt en tunnel under Marselis Boulevard, som vil forbinde Aarhus Havn med motorvejsudfletningen syd ud af byen.
Projektet løber op i 1,9 mia. kr., og selvom kommunen har vedtaget planen og budgetteret med sin del af investeringen, strandede arbejdet for år tilbage, da den planlagte EU-støtte ikke kom i hus.
Nu øjner både borgmester Jacob Bundsgaard (S) og rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) mulighed for at kickstarte projektet, som i givet fald vil strække sig over det meste af årtiet. Aarhus Havn har allerede frigivet 350 mio. kr. til sin del af investeringen.
- Det er et projekt der kan pumpe halvanden til to milliarder ud over en seks til otte-årig periode, så det er virkelig noget, der kan give markedet en kæmpe indsprøjtning over længere tid, siger rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune (V) til TV2 Østjylland.
Ønsker begrænsning ophævet
Den umiddelbare forhindring for Aarhus Kommune er, at suspenderingen af anlægsloftet kun gælder for 2020 og ikke omfatter projekter, der strækker sig så langt frem som Marselistunellen.
Borgmester Jacob Bundsgaard har som formand for KL været med til forhandle hjælpepakkerne på plads med regeringen, og han håber på en dispensation, som kan frigøre Marselistunellen fra anlægsloftets begrænsninger.
- Vi er i tæt dialog med Transportministeriet om en model for, hvordan man kan realisere projekter som det her, der ikke er omfattet af anlægsloftets suspendering i 2020. Det arbejde bør fremskyndes, siger Jacob Bundsgaard til TV2 Østjylland.
Aalborg-alliancen vil have ny forbindelse her og nu
I Aalborg har både kommune og erhvervsliv i årevis efterspurgt en tredje Limfjordsforbindelse, og nu opfordrer borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) finansminister Nicolai Wammen (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S) til at begynde arbejdet, som ikke engang er vedtaget politisk.
- Set herfra er igangsættelsen af anlægget af den tredje Limfjordsforbindelse en oplagt vej til at få gang i beskæftigelsen igen. Vi er fra Aalborg Kommunes side klar til at gå med i at forberede projektet, og herunder gerne drøfte, hvordan klima og bæredygtighed bygges ind i planerne, siger Thomas Kastrup-Larsen i en pressemeddelelse fra Aalborg Alliancen, et fællesskab af Dansk Industri (DI) i Aalborg, Erhverv Norddanmark, Dansk Erhverv, Dansk Byggeri i Nordjylland, SMV Aalborg, Aalborg City, Erhvervsnetværk 9220, LO Aalborg og Aalborg Kommune.
- Her taler vi om en investering, der vil understøtte og være afgørende for væksten i hele regionen - ikke bare her og nu. En bedre infrastruktur i Nordjylland vil sikre et konkurrencedygtigt erhvervsliv årtier frem. Det er en klog investering, som bør fremrykkes, siger Peter Rindebæk, formand for DI Aalborg i fællesopfordringen til Christiansborg.
Aalborg Kommune har allerede fremrykket anlægsprojekter for 400 mio. kr., men vil have en ny Limfjordsforbindelse med i pakken. Det er stadig åbent om forbindelsen kommer med i den fremtidige infrastrukturplan for Danmark, som regeringen endnu ikke har forhandlet på plads med Folketingets partier.
Nyt liv til motorvejsplaner ved Odense
På Fyn bider både Odense Kommune og borgmestre i nabokommunerne fat i Venstres opfordring til at løfte de statslige investeringer i infrastruktur allerede i år.
Tirsdag udsendte borgmestrene på Fyn en fælles erklæring, hvor de støtter forslaget med fynske prioriteringer. Udvidelsen af motorvejsstrækningen syd om Odense plus støtte til letbanens etape 2, opgradering af jernbanen og et ekstra spor over Lillebælt.
Det tredje spor på E45 rundt om Odense var med i den forrige regerings infrastrukturplan fra 2019, men også her er investeringen sat på hold, indtil en ny plan er på plads.
Venstre har erklæret sin støtte til projektet, hvis regeringen åbner for muligheden for at investere nye milliarder i infrastruktur.
- Det er et oplagt projekt, og dem er er mange af (andre steder i landet, red.), siger Venstres formand Jakob Ellemann Jensen til TV 2 Fyn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























