Venstre varmer sig for tiden ved de ekstraordinært pæne meningsmålinger, som partiet opnår i disse uger. I forrige uge viste en Greens-måling i Børsen, at lidt mere end hver 3. vælger ville sætte kryds ved Liste V, hvis der var folketingsvalg nu. Omvendt er det under hver femte vælger, der vil stemme på Socialdemokraterne.

Hos Venstre er man meget bevidst om, at de pæne meningsmålinger er en anledning til kritisk omtale.  Og de kritiske røster, der beskylder Venstre for at være et parti af fedtspillere, der ligger 'i hængekøjen', er støt stigende. Ikke bare fra regeringspartiernes politikere og deres spindoktorer, men sågar også fra 'vennerne' i oppositionen hos Liberal Alliance, lyder den selvsamme kritik. Et parti, der i parentes bemærket ikke selv stemte for finansloven.

Venstre er tillige udsat for et stort pres fra DI og andre interesseorganisationer, pressen, hele holdet af politiske kommentatorer samt regeringen for at indgå hurtige forlig på vigtige felter som energi- og klimapolitik samt reformer på førtidspension og flexløn. Status er dog, at al snakken om hængekøjer til trods, så sidder Venstre endnu med ved forhandlingsbordet.

SF's sidste hængekøje

Udtrykket 'blive i den politiske hængekøje' var ellers noget man tidligere især forbandt med SF's betydelige ulyst til at indgå forpligtende politiske aftaler, der kunne få partiets røde protestprofil til at blegne. Skatteminister Thor Möger Pedersen har selv et klart blik for at markere forskellen på det gamle socialistiske SF, der aldrig tog medansvar for det mindste til det moderne hel- eller halvsocialdemokratiske SF, der indgår i et forpligtende regeringsansvar. Det blev også markeret, da han i oktober overtog ministeriet fra forgængeren, venstremanden Peter Christensen. Möger viste også ved den lejlighed mere elegance og kreativitet end mange af sine regeringskolleger. Hvor flere af de andre ministre – i en kombination af kådhed og forbløffende mangel på fantasi – uddelte klippekort til forgængerne henset til, at der jo snart kom en betalingsring, så forærede Möger Peter Christensen 'SF's sidste hængekøje'. 

Tykke striber

Efter regeringsskiftet fik sønderjyden Peter Christensen sit gamle job som finansordfører tilbage, som han havde røgtet i nogle år tidligere under VK-regeringen. I oppositionen har Lars Løkke Rasmussen dog tilsyneladende udstyret Christensen med nogle nye tykke striber på skuldrene. Han er blevet Venstres hoved- eller 'chefforhandler' i alle sager, der vedrører økonomi. 

Overbossen hos Venstre er naturligvis fortsat Lars Løkke Rasmussen, og det er ham, der trækker i trådene. Imidlertid er Løkkes rolle ikke at gå til forhandler. Tværtimod skal han som oppositionsleder og 'skygge-statsminister' svæve over vandene. I stedet er det 'løjtnanterne', der på vegne af Venstre bliver sendt af sted til forhandlingerne. I alle forhandlinger møder det store oppositionsparti således op med minimum to ordførere, det vil sige den egent­lige ordfører på hvert enkelt sagsområde plus Peter Christensen.

Central rolle

Forklaringen i Venstre lyder, at Løkke ønsker, at finansordføreren skal have 'snor i tingene' det vil sige være en slags 'gennemgående ordfører', der har en 'ualmindelig central rolle' og et stort ord at skulle have sagt, 'når det spidser til', på alle de områder, der har økonomisk betydning, for at 'skabe et samlet overblik', som det hedder.

Christensen går således til energiforhandlingerne med Lars Chr. Lilleholt. Han forhandler budgetlov med Claus Hjort Frederiksen og reform af flexløn og førtidspension både med Ulla Tørnæs og Ellen Trane Nørby. 

Dermed har Christensen indtaget en rolle som uofficiel chefforhandler, der minder lidt om den, som den daværende næstformand og politiske ordfører Anders Fogh Rasmussen indtog under daværende V-formand Uffe Ellemann-Jensen.

Kortslutter god stemning

Hos regeringen og på Slotsholmens embedsmænd har man på det seneste måttet tage bestik af, at Peter Christensen i det christiansborgske forhandlingsspil i al ubemærkethed er blevet en stærk figur i Venstre og dermed oppositionen. Da forhandlingerne i januar brød sammen om energi- og klimapolitikken var det netop med Christensen i hovedrollen, da han efter få minutter ved forhandlingsbordet køligt og bestemt afviste en chokeret klima- og energiminister Martin Lidegaards udspil til forhandling.  Situationen viste, at Peter Christensen – modsat mange af hans mere konfliktsky kolleger – ingen problemer har med at kortslutte den gode stemning i et fyldt forhandlingslokale, hvis det tjener et højere formål. 

Det er dog også Christensen, der ender med at nikke ja til chefen, når han mener, at tiden er inde til, at Venstre 'kommer op ad hængekøjen' og indgår forlig. Og den indflydelse, der kan ligge i det, gør venstremanden alt andet lige til en uhyre interessant person for regeringen at stå sig godt med.