ChatGPT skal kunne bruges i eksamenslokalet
ChatGPT skal kunne bruges i eksamenslokalet

Fremover bør elever på danske skoler og ungdomsuddannelser blive undervist i digitale hjælpemidler som ChatGPT.
Og de bør også i nogle tilfælde kunne bruges i eksamenslokalet, uden at det regnes som snyd.
Det mener en gruppe af fagfolk, som det seneste år har arbejdet på anbefalinger om brug af ChatGPT ved prøver.
- Vi skal have integreret kunstig intelligens som et værktøj, når det giver mening fagligt i undervisningen. Og hvis det skal give mening i undervisningen, så skal det også være noget, som vi kan tage eleverne til eksamen i.
- Derfor hedder vores første anbefaling, at vi skal have prøver, der går på to ben både med og uden digitale hjælpemidler, siger rådgiver og konsulent Birgitte Vedersø.
Hun er tidligere formand for Danske Gymnasier og formand for ekspertgruppen.
Ekspertgruppen er nedsat af børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), fordi chatbotten ChatGPT har gjort kunstig intelligens til allemandseje.
Med ChatGPT er det muligt at fremstille en skoleopgave eller aflevering i gymnasiet på få sekunder. For undervisere kan det være tæt på umuligt at gennemskue, om eleven har snydt.
Det er i dag ikke tilladt at bruge ChatGPT til prøver.
- Vi skal stadig have prøver helt uden hjælpemidler, hvor vi tester elevernes færdigheder og kunnen i de elementære, faglige ting.
- Men det kan ikke stå alene. Vi skal også have prøver, hvor kunstig intelligens indgår, og hvor vi lærer eleverne at bruge det på en god måde, siger Birgitte Vedersø.
Ekspertgruppen er kommet frem til syv forskellige prøveformer med og uden hjælpemidler. De kan blive brugt i skoler, på ungdomsuddannelser og på voksenuddannelser.
De skal nu afprøves i virkeligheden i et forsøg. Det sætter Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i gang, og det vil indgå i udviklingen af nye prøveformer.
Undersøgelser og erfaringer fra skoler og gymnasier har vist, at unge allerede i høj grad har taget de digitale værktøjer til sig i hverdagen.
- Lige nu bliver kunstig intelligens faktisk allerede brugt i langt de fleste klasselokaler på landets gymnasier, siger Asger Kjær Sørensen, forperson i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
- Men det bliver brugt på nok den værst tænkelige måde. Hverken reflekteret, kritisk eller konstruktivt. Og det er jo klart, når vi ikke lærer at forholde os til det i undervisningen.
Gymnasieeleverne bakker op om anbefalinger om at få de digitale hjælpemidler med i undervisningen, så eleverne kan lære, hvordan de kan forholde sig kritisk til dem.
Asger Kjær Sørensen håber på hurtig politisk handling.
- Lige nu bliver vi sendt ud på den digitale motorvej uden at have fået et kørekort med. Det er simpelthen ikke godt nok.
- Jo længere, vi venter med at handle, jo flere årgange kommer til at blive studenter uden at have de rigtige kompetencer med, siger han.
Mattias Tesfaye kalder ekspertgruppens bud på fremtidens eksamener for "interessante".
- Det er en vigtig dannelsesopgave at lære børn og unge at forholde sig til og bruge teknologi kritisk. Og det stiller krav til, hvordan vi i undervisningen klæder eleverne på til det. Vi skal samtidig kunne stole på eksaminerne.
- Det er afgørende for mig, at vi udvikler prøverne, så vi også kan teste, uden at der bruges digitale hjælpemidler, siger han i en pressemeddelelse.
I erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) tager man også godt imod anbefalingerne.
- Erhvervslivet efterspørger i stigende grad arbejdskraft, der har stærke kompetencer inden for kunstig intelligens, siger Mikkel Haarder, underdirektør for uddannelse og forskning i DI.
Anbefaling: Skoler og gymnasier skal omfavne AI
Der skal være to prøveformer - en, hvor det er tilladt at bruge digitale hjælpemidler som ChatGPT, og en, hvor det ikke er tilladt. Ekspertgruppen har udviklet syv generiske prøveformer - mundtlige og skriftlige - hvoraf to er uden digitale hjælpemidler, mens de andre fem tillader de digitale hjælpemidler. De kan implementeres på tværs af fag og uddannelsesinstitutioner.
Det skal fremover være muligt at udvikle prøveformerne løbende, så de kan tilpasses omverdenen og ny teknologi. Børne- og Undervisningsministeriet bør inddrage relevante aktører til løbende drøftelser.
Skoler og uddannelsesinstitutioner skal have digital teknologi og kunstig intelligens som læringsredskaber som et strategisk indsatsområde, der prioriteres lokalt.
Nye prøveformer skal understøttes af undervisningen. Ledelse og lærere bør indtænke digitale hjælpemidler i den daglige undervisning på tværs af fagene, så der skabes sammenhæng mellem undervisning og prøver.
Kilde: Ekspertgruppen for ChatGPT, Børne- og Undervisningsministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























