Det er mit indtryk, at kommunerne almindeligvis gerne vil være fri for statslig indblanding. Men med selvbestemmelse og magt følger ansvar. Hvis kommunerne for flertallets vedkommende ikke kan varetage en opgave forsvarligt, bør den overgå til staten. Og bygningsbevaring er en opgave, som kommunerne ikke har evnet at håndtere. 

Vores ældre bymiljøer er vores vigtigste kulturarv. Men hvor lovgivningen på udmærket vis har beskyttet naturmiljøerne, hersker jungleloven på bymiljøområdet. Efter nedlæggelsen af amterne har vi fået et tostrenget system, hvorefter staten skal tage vare på de fredede ejendomme, og kommunerne skal beskytte de bevaringsværdige. Dette system har spillet fallit.

Bygningsfredningsloven fungerer ikke. Man kan ikke frede hele områder, og det er jo det, der er mest brug for. Et enkelt fredet hus, der har en nabo af glas og stål, virker jo som en anakronisme. Det er harmoniske helheder, der skaber et godt bymiljø. Man kan desværre heller ikke længere frede det ydre af et hus uden at frede det indre, fordi systemet med A- og B-fredninger blev ophævet i 1979.

En fredning vanskeliggør derfor, at huset kan bruges til nutidige formål. Derfor forfalder mange fredede huse og ender med at blive revet ned. Andre bliver ombygget på trods af fredningen, hvorefter de bliver affredet og overgår til kun at være bevaringsværdige.

Værst i Aarhus

De bevaringsværdige bygninger står under kommunal beskyttelse. Det betyder i realiteten, at de kan rives ned, hvis en "developer" får øje på dem. Værst står det til i Aarhus, hvor der ifølge en artikel i Jyllands-Posten d. 9/3-2021 er blevet nedrevet 56 bygninger med Save-bevaringsværdi 1-4 i perioden 2016-2020. I 2021 fortsatte kommunen med at nedrive flere bevaringsværdige huse, bl.a. et hus fra 1600-tallet. Det er at gøre grin med systemet.

Kommunen blev da også af Arkitekturoprøret kåret som landets dårligste til bybevaring i 2020. Men det tager bystyret vist nok roligt. I et brev til Arkitekturoprøret skrev den ansvarlige rådmand: ”Det er også vigtigt for mig at understrege, at det, at en ejendom har en bestemt bevaringsværdi, ikke er ensbetydende med, at bygningen er fredet.

En gennemgang af de ejendomme, der er revet ned i årene 2008-2020 viser, at der er tale om fire ejendomme, kategoriseret med bevaringsværdi 1 eller 2.” Der er 9 klasser i SAVE-systemet. I klasse 1 og 2 er huse, der skulle være fredet, hvis de havde været i bedre stand.

Der kommer hele tiden nye sager. Lige nu er der nedrivninger på vej i bl.a. Nakskov, Ringsted, Viborg og Korsør.

Det er KLs skyld

Ansvaret for, at vi har en ikke-fungerende fredningslov, ligger hos KL. På trods af, at kommunerne jo bevisligt ikke kan præstere en acceptabel beskyttelse af vores kulturarv, mente KL sig berettiget til at modsætte sig, at den nye Bygningsfredningslov fra 2010 imødekom ønsket om områdefredninger. Selv om det havde været et af formålene med lovændringen.

I Danmark er der 76 middelalderkøbstæder, og i dem findes de mest værdifulde bymiljøer. Bykernerne udgør mindre end én promille af landets areal og mindre end én procent af det bebyggede areal. Men flertallet af dem er blevet skammeligt maltrakteret af nedrivninger og hensynsløst nybyggeri. I Frankrig er der måske 10.000 store og små byer med et uspoleret bymiljø. Én enkelt lov på mindre end tre sider fra 1962 stillede de historiske byområder under statens beskyttelse. Det er årsagen til, at de franske bykerner er så velbevarede.

Det ville klæde de danske kommuner at indrømme deres svigt og anmode staten om at gøre, som man gjorde i Frankrig. Som minimum kunne KL afstå fra at modsætte sig en forbedring af bygningsfredningsloven.