Borgmestre: Vi vil beholde vores landbetjente
Borgmestre: Vi vil beholde vores landbetjente
Flere kommuner i Midt- og Vestsjælland har i efteråret mistet deres landbetjente. Det får de berørte borgmestre til at frygte, at den hårde kriminalitet og bandeproblemerne i de større byer altid vil blive prioriteret højere end det kriminalpræventive arbejde i lokalsamfundene.
- Vi er kede af at miste vores landbetjente, for de gjorde et stort arbejde, og de var meget synlige i gadebilledet, siger Mette Touborg, SF-borgmester i Lejre.
Landbetjentene er blevet forflyttet til større stationer, da politiledelsen i Midt- og Vestsjælland ikke længere mener, at de udfylder nogen særskilt rolle i lokalsamfundene. I Lejre Kommune mister tre byer den lokale landbetjent, mens der i Roskilde fjernes tre landbetjente i henholdsvis Viby Sjælland og Jyllinge.
- Borgerne i Jyllinge er rigtig bekymrede og kede af, at lokalbetjente ikke længere har fast station i byen, siger Joy Mogensen, socialdemokratisk borgmester i Roskilde, og tilføjer:
- Jeg har svært ved at følge politiets ræsonnement, for vi ved jo, hvor vigtigt det er. Vi havde tidligere i Jyllinge nogle unge, der lavede noget hærværk, og efter vi fik en politibetjent, som var stærkt til stede, forsvandt det miljø helt – og det er vi som kommune optaget af ikke må komme tilbage.
Det er ikke kun på Sjælland, at landbetjentene bliver afskaffet. I Nordjylland og Sydøstjylland er der også udsigt til, at lokalsamfundene mister den lokale betjent.
- Vi har nedlagt landbetjentstillinger, når vi har fundet det hensigtsmæssigt i forhold til vores opgaveløsning at slå nogle opgaver sammen. Det er noget, vi gør henad vejen, siger Jan Andersen, politiinspektør og leder af lokalpolitiet ved Østjyllands Politi.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























