- Borgmesteren er den eneste politiker, jeg rigtig ved, hvem er
- Borgmesteren er den eneste politiker, jeg rigtig ved, hvem er

Blandt vælgertyper repræsenterer Hanne fra Aarhus nok den mest sky af slagsen. Den 46-årige bankansatte hører til gruppen, magasinets valgeksperter rubricerer som “kendis-vælgere”. Vælgere som sætter krydset ved en politiker de kender af navn. Måske også af gavn, men først og fremmest lader de valget afgøre af politikerens genkendelighed snarere end politiske ståsted.
Det er ikke nødvendigvis noget, man har lyst til at reklamere med. Hanne har da heller ikke lyst til at stå offentligt frem, men vil gerne fortælle om sit valg til Kommunen.dk
-Jeg stemmer på min borgmester (Jacob Bundsgaard (S) red.), og han er omtrent den eneste af vores lokalpolitikere, jeg kender. Men jeg skal da indrømme, at jeg ikke stemmer socialdemokratisk til folketingsvalgene, her stemmer jeg oftest på Venstre eller et andet borgerligt parti. Jakob får min stemme, fordi jeg synes, han er en god repræsentant for byen. Og fordi han har gjort et godt indtryk ved et par arrangementer, hvor jeg har hørt ham tale, fortæller hun.
-Det kan måske godt lyde, som om man ikke gider interessere sig for politik, hvis man stemmer, som jeg gør. Men jeg må indrømme, at jeg ikke følger ret meget med i byrådspolitik, hvis ikke lige det handler om en institution eller skole tæt på os. Som har haft en direkte indflydelse på dagligdagen for vores børn, siger hun.
Finanspolitikken fænger mest
Hanne arbejder som kunderådgiver i et større pengeinstitut og bor i en forstad til Aarhus med sin mand og to teenagesønner. Familien snakker sjældent lokalpolitik, hvis nogensinde, lokalpolitik over middagsbordet.
-Min mand arbejder også i finanssektoren, og det har nok altid været økonomisk politik på det lidt store linjer, som har haft vores interesse, siger hun.
Heller ikke på arbejdspladsen fylder lokalpolitik ret meget i den daglige snak.
-Jo, vi taler af og til, når der bygges noget nyt i byen og så selvfølgelig om de håbløse forhold for os i bil, som sidder i kø frem og tilbage på arbejde hver dag. Her er der ikke rigtig sket noget i al den tid, jeg har boet i Aarhus, og her tror jeg heller ikke rigtig, det gør nogen forskel, hvem der bestemmer på rådhuset. Den opgave kan eller vil kommunen ikke løse, vurderer Hanne, som ikke ved om kollegerne ligesom hende lader borgmesteren få stemmen i mangel på alternativer.
Jacob får min stemme, fordi jeg synes, han er en god repræsentant for byen. Og fordi han har gjort et godt indtryk ved et par arrangementer, hvor jeg har hørt ham tale.
-Det diskuterer vi ikke, det er en privat sag. Men det kunne jeg da godt forestille mig. Jacob Bundsgaard kommer da op i snakken af og til, ikke altid for det gode, men fordi han er den, man lettest kommer i tanke om, når det handler om kommunen.
Vigtigt med en stærk borgmester
Hanne er opvokset i Trekantområdet og flyttede først til Aarhus som voksen. Men selv om fik stemmeret længe før, hun fik sin nuværende bopæl, har lokalpolitik aldrig fyldt noget i hendes bevidsthed.
- Skal jeg være ærlig, kan jeg dårligt huske om jeg stemte ved kommunalvalgene dengang. Hvis jeg gjorde, var det nok på et parti, for jeg husker ikke nogen politiker, som gjorde indtryk. Jeg har aldrig været særlig ideologisk eller optaget af at markere mig politisk, og det hører selvfølgelig også med, siger hun.
Men hvorfor stemme overhovedet, hvis hverken interesse eller kendskab er tilstede?
-Ha, ha, ja det er et godt spørgsmål. Men jeg synes, det er vigtigt at stemme af hensyn til demokratiet, og det vil jeg også gerne lære min børn. Og så tror jeg, det er vigtigt for Aarhus at have en stærk borgmester. Det synes jeg, vi har i Jacob Bundsgaard. Han er rigtig go’.
Kendisvælgeren
Typen som stemmer på borgmesteren: “Det er den eneste, jeg kender, og hun gør det godt.” En som stemmer personligt på en ”kendis”. Bykonger og bydronninger scorer ekstra stemmer på bare at være borgmester.
Kommunen.dk bad forskerne Kasper Møller Hansen og Ulrik Kjær og at udarbejde arketyper for vælgere forud for KV21, og de delte vælgerne op i otte segmenter.
Kendisvælgeren er den ottendende og sidste af slagsen eksemplificeret i Kommunen.dk. Portrætterne har været bragt i Kommunen.dk over det seneste år og kan læses via links fra denne artikel.
Kasper Møller Hansen er valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Ulrik Kjær er kommunalforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.
































