Vores folkestyre er truet. Det er tid til at ruske op i magten og dele indflydelsen med dem, det hele handler om: borgerne.

Velmenende folketingsmedlemmer lover bedre mad, flere pædagoger og øget tryghed

Løfterne er særligt slemme i valgkampene, og for et halvt år siden føg det da også med løfter om friplejehjem i alle kommuner, tolærerordninger og bedre PPR-indsatser. Problemet med de løfter er, at de skal indfries af os kommunalpolitikere - uden at der følger nok penge og ordentlige rammer med. Når sparebudgettet for kommunen så sendes på gaden, føler borgerne sig snydt og mister tilliden til os politikere.

Folketingspolitikerne og særligt regeringen burde tage et medansvar og melde ud, at de har sat rammerne snævert og sænket tunge lofter ned over både service og anlæg. Finansministeren burde vedgå sig, at ambitionen om at holde den samlede økonomi i ro ikke betyder andet, end at velfærden udhules og at forfaldet holdes vedlige i sportshaller og på legepladser i kommunerne.

Betyder det så, at vi i kommunerne lige så godt kan give op? Nej, og der mindst to veje at gå.

For det første kan kommunerne beslutte sig for at gå fra forhandlingerne om kommuneaftalen med finansministeren, hvis der ikke kommer en rimelighed mellem opgaver og økonomi. Og for det andet kan vi hjemme hos os selv styrke alliancen med dem, det hele drejer sig om og som lever med konsekvenserne, nemlig borgerne.

Øh, bedre borgerinddragelse giver vel hverken flere penge, uddannede medarbejdere eller vedligehold? spørger du måske.

Og du har en pointe – for vi skal ikke foregøgle os selv og borgerne, at indflydelse betyder at alt bliver nemmere og løst. Så er vi jo ikke et hak bedre, end Christiansborg og finansministeren. Men reel borgerinddragelse giver flere løsningsforslag, baner vejen for nye samarbejder fx mellem kommune, forældre, virksomheder, unge, pårørende og foreningsliv, og forankrer beslutningerne hos dem, de vedrører.

Jeg følger med interesse de borgerdrevne budgetter i kommuner som Varde, Odense, Faaborg-Midtfyn, Hedensted og Kolding. Erfaringerne er blandede, men peger i retning af mere lokalt engagement og ejerskab.  Forsøg med firedages arbejdsuge rundt om i landet styrker relationen mellem medarbejder og arbejdsgiver-kommunen og synes desuden at hjælpe på rekrutteringen.

I min egen by Albertslund har vi haft en Borgersamling, som for et par år siden kom med anbefalinger til, hvordan vi skal håndtere vores ekspansive byudvikling. Jeg synes personligt, vi bruger samlingens anbefalinger for lidt og for selektivt. Ja, det er næsten er lidt flabet, når vi sætter en faktaboks med citater fra samlingen i nye visionspapirer og kommuneplanen frem for at se på anbefalingerne som en opgave, der skal løftes.

Det er afgørende, at inddragelsen skal være reel. De virksomheder, som er påvirket af udviklingen i industriområdet skal ikke kun høres, men inddrages i at skabe de gode trafikløsninger. Og elever og forældre skal involveres i hvordan en tværgående overbygning for kommunens ældste skoleelever gør en erhvervsuddannelse attraktiv. Vi må ikke forfalde til kun at give borgere og medarbejdere mulighed for re-aktivt at kommentere på en udvikling, så de bliver gjort til brikker i et spil, hvor de blot skal legitimere den politiske proces - og så har vi gjort mere skade end gavn.

Lad os stille krav til regeringen i forhandlingerne om kommunernes økonomiske rammer. Og lad os have modet til at styrke demokratiet.

Det betyder ikke, at vi lægger ansvaret for helheden fra os. Men det betyder, at vi giver vores folkestyre en vitaminindsprøjtning i en tid, hvor demografien ændrer sig, så nytænkning og anderledes løsninger vil være et tiltrængt gode. Og det betyder, at vi sikrer, at folkestyret også i fremtiden har rod og afsæt i befolkningen.