Det er efterhånden ti år siden, at danskerne sidst så noget til Birgitte Nyborg, og danskerne elskede Borgen. I løbet af seriens tre første sæsoner som løb fra 2010 til 2013, havde TV-dramaet næsten 1,5 millioner seere i gennemsnit. Det var derfor imødeset med stor spænding, at fjerde sæson med titlen 'Borgen – Riget, Magten og Æren' løb over skærmen i denne søndag. 

Sæson fire er blevet til i et samarbejde mellem DR og Netflix, og hypen omkring serien ser ud til at have nået nye højder, da man nu kan høre søndagens afsnit analyseret og perspektiveret i fx DR’s egen “Vild med Borgen”-podcast. 

Der er da også lagt i kakkelovnen til en politisk nervepirrende sæson. Der er nemlig fundet olie ved den grønlandske by Ilulissat i mængder, som ikke er lige til at se bort fra – hverken for grønlænderne eller for den danske stat. Det er, som det jo typisk er for serier, der strækker sig over flere sæsoner, større, vigtigere og vildere end nogensinde før. 

Grønt drama på spidsen

Birgitte Nyborg får hurtigt sat på plads, at hun vægter den grønne omstilling højere end de eventuelle indtægter, men dermed er dilemmaet ikke løst. Det danske rigsfællesskab bliver sat på prøve, ligesom store geopolitiske interesser mellem USA og Rusland nok engang kommer til at udkæmpe sig med Danmark som en lille aktør blandt de store magter. Særligt i det lys bliver det interessant at se, hvordan forholdet mellem Danmark og Grønland og deres tilsyneladende modstridende interesser udspiller sig. 

Dilemmaet er sat noget på spidsen, da oliefundet bliver opgjort til at have en størrelse på lige fod med de største fund i Norge, og vi taler derfor om en potentiel firecifret milliardgevinst. 

Kontrasterne er ikke til at tage fejl af, og der venter utvivlsomt en fejde mellem den aktivistiske veganer-søn og den moderate Birgitte Nyborg, som laver aftensmad med hjælp fra den bestilte grønne madboks.  

Det kan synes klichefyldt og konfliktsøgende, men efterlader samtidig muligheden for at de politiske og personlige dilemmaer, som flere og flere borgere og politikere sikkert kan nikke genkendende til i en omend mindre storpolitisk omfang, kan blive behandlet nuanceret. Man kan man frygte, at konflikten mellem mor og søn bliver forudsigelig såvel som karaktererne selvforherligende.  

Omvendt tegner en lignende generationskonflikt sig mere dæmpet og interessant i Grønland, hvor olien sætter potentiel rigdom, selvstændighed og klima på kollisionskurs ikke ulig den virkelige valgkamp, der foregik sidste år med udgangspunkt i en mulig jagt på uran i undergrunden. 

Et nulsums(skue)spil

Birgitte Nyborg er ikke længere statsminister, men står i skyggen af en ny statsminister, som mest af alt ligner en næsten grinagtig fusion mellem to af tidens mest prominente politiske kvinder. 

Det bliver hurtigt gjort klart, at Birgitte Nyborg ikke er tilpas i den nye rolle som andenviolin. Der er en rå kamp om magten, og som taglinen på DR TV gør det klart: “Man skal være et rovdyr for at blive i toppen af dansk politik”. 

I første afsnit er der altså ikke efterladt meget plads til nuancerne, men situationen er tilspidset både personligt og professionelt for Birgitte Nyborg, hvor store og små kampe venter.

Ikke desto mindre er afsnittet og plottet vældigt underholdende, og der er også plads til små grin undervejs i et ellers nedtonet, alvorstungt politisk drama. Serien er som altid flot og stilet, og der er udsigt til et flot besøg i Grønland. Det politiske drama er veltimet og spændende og rammer ned i nogle af tidens største udfordringer. Tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) er krediteret som konsulent til serien og de radikale tankestreger står da også mere eller mindre uskrevet frem. 

Første afsnit åbner med citatet “Mennesket er det eneste dyr, hvis sult vokser i takt med, at det spiser” af den amerikanske politiker og økonom Henry George. Det handler selvsagt om magt og grådighed. For regeringen, for Birgitte Nyborg og måske også for Grønland. 

Men det gælder også for seerne, som venter spændt på det næste afsnit efter en lang ventetid.