Hvis man forestiller sig, at otte-ti behandlinger med kognitiv adfærdsterapi kommer til at afhjælpe den udbredte mistrivsel blandt børn og unge, forregner man sig. 

Det mener formand for Pædagogisk Psykologisk Forening Jette Lentz.

Det er ellers formålet med det lettilgængelige tilbud, kommunerne som led i ti-årsplanen for psykiatri i løbet af de næste par år skal etablere. 

Men det er ikke nok. Terapi kan give den unge nogle redskaber og strategier til at mestre angsten, men behandlingen skal hænge sammen med helhedsorienterede indsatser i hjem og skole for at få den rette effekt, mener Jette Lentz.

- Problemet er, hvis man prøver at løse udfordringerne et andet sted, end hvor de er. Når et barn eller en ung ikke trives i sit miljø, følger der tit angst med. Det er et symptom. Hvis du er syg, får du feber. Den skal du bekæmpe, men du skal også bekæmpe årsagen, og derfor skal vi meget mere ind og arbejde forebyggende i barnets kontekst, siger hun.

Psykologer: Livsomstændigheder og -mestring skal prioriteres

Børne- og Kulturchefforeningen er også skeptiske over for, hvad der forventes af tilbuddet.

“Det er ikke et tilstrækkeligt modsvar til den samfundstendens, der er, med stigende mistrivsel hos børn og unge,” lyder det i foreningens høringssvar til det lovforslag, der forpligter kommunerne til at etablere tilbuddet.

Der er en stor risiko for, at kommunerne med den nye lov vil blive mødt med meget store forventninger og krav fra forældre, børn og unge og fagfolk om individuel behandling af symptomer på generelle livsbetingelser, påpeges det videre.

Formålet med behandlingen er ifølge lovforslaget at forebygge fortsat udvikling af psykisk mistrivsel og at reducere eller helt fjerne den. 

Men vil man for alvor psykisk lidelse til livs, bør man også sætte ind over for fattigdom, diskrimination og marginalisering og skabe åbne, inkluderende institutioner og fællesskaber for børn og unge. Det, skrev psykologiprofessor ved Aalborg Universitet Svend Brinkmann for nylig i en kommentar på Altinget.dk, vil med stor sandsynlighed bidrage til at undgå, at stadig flere i mistrivsel udvikler deciderede psykiske lidelser. 

Børn, der vokser op i familier med socioøkonomiske udfordringer, har mere end dobbelt så høj risiko for at udvikle psykiske lidelser som andre børn, skrev han med henvisning til en nyligt publiceret videnskabelig såkaldt oversigtsartikel, der understreger, at risikoen for at udvikle psykiske lidelser relaterer sig til menneskers livsomstændigheder. 

Også den norske sundhedspsykolog og tidligere vicedirektør i Folkehelseinstituttet Arne Holte peger ifølge Weekendavisen på, at psykisk sundhed bør fremmes uden for sundhedsvæsenet, og at man ikke øger folkesundheden ved at tilbyde mere behandling for psykisk lidelse. Snarere bør der sættes ind tidligt med tiltag, som lærer børn livsmestring allerede fra børnehavealderen, lyder det. 

Afmægtige og opgivende lærere og pædagoger

Står det til troende, ser billedet ikke videre opløftende ud. 

I hvert fald ikke, hvis man skal tro de 1.000 psykologer, der i 2022 i et åbent brev til Folketinget skrev, at de i deres arbejde som Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) møder afmægtige og opgivende lærere og pædagoger, som ikke har vilkårene til at bruge deres faglighed til at skabe rammer, som børn og unge kan trives og udvikle sig i. 

Ifølge psykologerne kan pædagoger og lærere ikke møde børnene med det nødvendige overskud og nærvær, og de påpegede behovet for flere forebyggende indsatser.

Samme år viste en undersøgelse fra Bupl blandt 6.207 pædagoger på skole- og fritidsområdet, at manglen på kollegaer gør det svært for pædagoger at arbejde med børnenes trivsel. Eksempelvis svarede 45 pct. af pædagogerne, at de i mindre grad eller slet ikke har nok tid til at arbejde med børnene i mindre grupper - noget, der ellers kan styrke deres arbejde med trivslen.

Psykologerne anbefalede i deres brev til politikerne, at der sikres tilstrækkelig mange veluddannede pædagoger i dagtilbuddene, og at der tilvejebringes tid og voksne nok til at varetage det samspil med børnene, de ser som afgørende for deres udvikling. 

Tidligere denne måned skrev dagbladet Information, at kommunerne i 2024 bruger færre penge på minimumsnormeringer, end de har fået.

Mangel på ressourcer spænder ben

At også lærere trods de bedste hensigter kan have vanskelige betingelser for at prioritere tiltag målrettet elevernes trivsel, er et antimobbeprojekt fra skoletrivselsprogrammet Skolestyrken et eksempel på. I sit seneste projekt måtte mobbeforsker Stine Kaplan Jørgensen sande, at et nyt værktøj mod mobning havde svære kår. Afprøvningen af værktøjet i de to testklasser blev forpurret af hverdagens tidspres.

- Som en af lærerne siger, drukner det i hverdag. I sygemeldinger, forældresamarbejde og alt muligt andet. Så selv om lærerne synes, det er spændende, er det svært at prioritere. Det er den udfordring, vi står tilbage med: Vi ved, hvad der skal til for at tackle mobning, men ressourcerne er ikke til det, og det er svært for lærerne at passe det ind i deres hverdag, har hun ifølge flere medier sagt.

Efter at DR sidste år afdækkede, at ni ud af ti af 517 omfattede skoler havde elever på nedsat tid, opfordrede formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal også politikerne til at arbejde med tempoet i hverdagen og skrue ned for, hvad han kaldte, “det ensidige fokus på præstation og faglige mål”. 

- Det mest påtrængende er at få skabt en skole, hvor vi tilpasser skolen mere til eleverne frem for at tilpasse eleverne til skolen, sagde han til DR.

Skal være nemmere at sætte ind med støtte

I et nyt opråb til beslutningstagerne skrev han sammen med blandt andre formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen, formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen (S) og formand for Bupl Elisa Rimpler (mandag 19. februar) i et debatindlæg på Altinget.dk, at der er behov for at investere i at arbejde forebyggende, så flere børn og unge kan trives i den almene folkeskole. 

Det skal være nemmere for børn og klassefællesskaber at få den nødvendige støtte, inden problemerne for det enkelte barn vokser sig store. Det kræver ifølge partnere, at folkeskoleloven bliver ændret.

Typisk skal der være foretaget individuel udredning eller en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV), før der kan tildeles ressourcer ind i læringsmiljøet, fx i form af specialpædagogisk bistand i klassen, fortæller Jette Lentz.

Hun er bekymret for, at manglende ressourcer til at tage hånd om eksempelvis de sociale og pædagogiske forhold, der førte til mistrivslen, gør behandling i det lettilgængelige tilbud til symptombehandling.

- Hvis de voksne ikke tilrettelægger og tilpasser det didaktiske miljø, hjælper det ikke, siger hun.

Det vil ikke komme bag på hende, hvis tilbuddet bliver mødt med en flod af henvendelser. Det forstår hun godt, hvis man som forældre har gået i lang tid uden at få hjælp.

- Men hvis vi retter blikket for meget ind på angst og manglende trivsel inde i barnet, kan det medvirke til, at vi ikke kommer til at tale om, hvad årsagerne til mistrivsel eller angst kan være, og at der lægges for meget ansvar over på barnet selv, siger hun.