Hvis man får leveret ti kubikmeter støbemix til et udhusprojekt, som nærværende klummeskriver var ude for i sommerferien, og man ikke rigtig synes det ser ud af noget, hvordan regner man så lige efter, om man har fået hvad man har betalt for? Dyngen ligner nærmest den øverste del af en kugle, hvis imaginære radius jo så desværre ligger et stykke nede i jorden og derfor ikke lige lader sig måle op.

Heldigvis har forstandige folk konstrueret formler, så man ved at skridte omkredsen af kan udregne radius af kuglekalotten, som betegnelsen er for sådan en rumlig figur, og så har man sammen med højden tilstrækkeligt til at beregne rumfanget. En udmærket beskæftigelse når man under en pause sidder og gisper i varmen og efterfylder med vand. Og altså fylder de relevante tal ind i formlen V=⅙·π·h·(3·a²+h²) og kommer frem til, at de ti kubikmeter nok alligevel er der.

Men mens rumgeometri er en eksakt videnskab, er økonomi det ikke, og da slet ikke samfundsøkonomi, jfr. den klassiske skelnen mellem forstand på økonomi og forstand på penge. Under sidstnævnte falder sådan noget som at man ikke kan bruge penge som man ikke har, eller i det mindste kan låne, mens førstnævnte er langt mere kompliceret.

Alligevel er det muligt at regne på – sådan da, for når det kommer til de formler, der skal sættes ind i regnearkene, så er det det kniber med eksaktheden. Og uden eksakte formler ingen udregninger.

Hvad angår dynamiske effekter af samfundsøkonomiske ændringer, er der en forholdsvis velprøvet erfaring for, hvor meget ekstra arbejde X man kan forvente at folk vil ulejlige sig med, hvis skatten sættes ned med Y. De erfaringsmæssige sammenhænge mellem størrelsen af X og Y kan udledes til en formel, eller faktisk flere forskellige, og her plejer man så at vælge en af dem i den forsigtige ende.

Eksemplet med skattenedsættelse er ikke tilfældigt valgt, for skattenedsættelser er som bekendt et ønske på den borgerlige fløj, mens den socialistiske ikke længere mener, at ‘vi flaas af Skattens skarpe Klo’, som der står i tredje vers af ‘Internationale’. Og når man i de dynamiske effekter medregner eksempelvis skattevirkning, men ikke gevinster ved investeringer i fx børn og ældre, så får de økonomiske regnemodeller politisk slagside.

Det er der vist nok nogenlunde enighed om, i hvert fald hvis man holder sig til økonomerne. Blandt dem er der imidlertid også enighed om, at der ikke findes velafprøvede formler for, hvordan man beregner de rødes foretrukne dynamiske effekter, kun de blås, men samfundsøkonomi er i mindst lige så høj grad et anliggende for politikere som for økonomer, og førstnævnte pålægger ikke nødvendigvis sig selv de samme begrænsninger som sidstnævnte.

Enhedslisten udgav således i maj et større værk, hvor partiet giver sit bud på hvordan alt muligt kan regnes ud på en måde, der passer bedre til partiprogrammet, og senest har socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil og Ane Halsbo-Jørgensen udgivet en bog, der argumenterer for hvorfor og hvordan ‘det betaler sig at investere i mennesker’, som titlen lyder. Med ledsagende forvarsel om, at de nuværende regnemodeller står for fald, hvis Socialdemokratiet kommer til fadet efter næste folketingsvalg, omend talen bliver lidt mere ulden, når det kommer til præcis hvordan. For formlerne mangler stadig, og uden formler ingen udregninger.

Det fik Børsens chefredaktør Bjarne Corydon til i en leder at skrue bissen på og kalde Pernille Rosenkrantz-Theil for ‘Mette Frederiksens blinde førerhund‘, umiddelbart en karakteristik der forekommer lidt grov. Men på den anden side er det et emne, han virkelig ved noget om. Før han blev finansminister, kaldte Socialdemokraterne det ‘at misbruge embedsmænd i et partipolitisk ærinde’, da Finansministeriet under FV11-valgkampen nedskød Fair Løsning, mens det bagefter tværtimod lød fra Corydon, at ‘nu holder vi os til gængse regnemetoder. Det er det eneste ansvarlige at gøre’.

Blinde førerhunde kender hinanden på travet.