I Odense og Hedensted er man gået alternative veje for at undgå de meget dyre foranstaltninger til enkelte borgere.
Minibo Lindegården i Odense er bygget op fra grunden til at rumme borgere, der før befandt sig på hver sit enkeltmandsprojekt. Her er otte sådanne projekter samlet i to bygninger, der er indrettet på en måde, der både skærmer de meget dårligt fungerende beboere og sikrer personalets sikkerhed.
”Den fysiske indretning er et afgørende element. Et andet er, at vi har et miljø, der ikke i samme grad dræner personalet for energi, som enkeltmandsprojekter ofte gør. Det er med til at sikre den nødvendige faglighed og specialisering,” siger Ulla Leth, der er forstander på Minibo.
Samlet kan tilbuddet rumme hver borger for omkring 1,5 mio. kr. om året.
I bofællesskabet Åbo i Hedensted Kommune oplevede man for et par år siden en udviklingshæmmet beboer, der blev så voldelig, at han ikke længere kunne rummes i fællesskabet.  Der blev derfor hurtig opnået enighed med forvaltningen om, at den voldelige beboer skulle flytte til det regionale tilbud Mosetoften, selv om det ville blive til en pris på 2,3 mio. kr.
Men i stedet for at flytte beboeren fra sit hjem gennem mange år, foreslog Mosetoftens leder, at Mosetoften kunne være med til at klæde Åbos personale på, så de kunne håndtere beboeren. Det kom til at koste kommunen nogle penge til kompetenceudvikling af personalet, en ændret normering og nogle fysiske ændringer.
”Til gengæld kunne borgeren blive boende, og kommunen sparer penge på den lange bane,“ siger Åbos leder, Mette Boelt Kristiansen.