Medielandet lagde sig ned i klaphatsekstase over, at Danmark endelig fik en repræsentant i rummet, altså som nation nummer 39 i verden efter lande som Slovakiet, Mongoliet og Afghanistan og 54 år efter Jurij Gagarin. Selveste statsministeren blev livetransmitteret i rørstrømsk og benovet samtale med Astro-Andreas. Dagblade og TV-stationer pumpede deres hjemmesider op med 360 graders dækning af alt fra Astro-Andreas' mors skuffelse over mængden af flammer under rumraketten til toiletforholdene på Den Internationale Rumstation. DR havde tilsyneladende sluppet Ramasjangs kreative hold løs på deres hjemmeside, hvor en lille, nuttet astronaut blandt andet suste rundt i vægtløs tilstand. Live-transmissioner fra Den Internationale Rumstation var pyntet med svævende hoptimister og landskamptrøjer. Og landets fremmeste nyhedsprogrammer lagde gulv til ømme samtaler mellem Astro-Andreas og hans mor og hustru. Højtflyvende, multinational, billionkroners højteknologi og cutting edge-forskning blev pakket ind i et svøb af jordnært og følelsesvedkommende familieeventyr og jubelglad landskampstemning. Mediedækningen af Astro-Andreas's rumfærd var så intens og detaljeret, at selv ikke 50 teenagepiger fra Brønshøj tilsammen ville kunne opdatere deres Facebook-side med højere frekvens af ligegyldig information.

Og derudover blev der artigt holdt mikrofon for forskere og ingeniører, der betonede den store vigtighed af Astro-Andreas' og alle hans kollegers arbejde. Dækningen af Astro-Andreas' rumfærd var blottet for kritik - altså rigtig seriøs kritik. Og hvordan i alverden skulle man også kunne kritisere noget, der tilsyneladende er så velmenende, velgørende, veludført og ikke mindst overvældende imponerende? Det kan man og skal man, fordi Djævlens vigtigste trick som bekendt er at overbevise verden om, at han ikke findes. I forhold til teknologi udmøntes Djævlens trick i en usynlig hånd, der påvirker tanke og opfattelse ved det forhold, at teknologien i sig selv udgør en ofte undervurderet eller helt overset tanke- og handlingsregulerende niche.

Fundamental fejlopfattelse

Ifølge en populær opfattelse er det mennesker, der styrer teknologien, og ikke omvendt. Stjerneeksemplet på denne fundamentale fejlopfattelse finder vi hos National Rifle Association i USA. ”Guns don't kill people, people kill people” lyder deres fortærskede slogan. Argumentationen bygger på den præmis, at mennesker er mennesker, uanset hvilket teknologisk miljø de proppes ned i. Mordere vil altid finde måder at dræbe på, og gode mennesker vil aldrig dræbe nogen, uanset hvor mange lettilgængelige våben de omgives af. Men sådan er relationen mellem mennesker og teknologi ikke. Våbnet dræber naturligvis ikke af sig selv, og i den forstand holder sloganet logisk. Men idet et skydevåben bringes ind i billedet, forandres verden fundamentalt. Nu bliver det til en verden, i hvilken helt nye muligheder og helt nye trusler byder sig til. Hurtig, effektfuld og konsekvent vold bliver mulig, og muligheden bliver en del af hverdagen.

Teknologi får mennesker til at tænke anderledes og betragte deres muligheder, begrænsninger og ikke mindst hinanden i et nyt lys. I princippet kan vi selv bestemme, hvordan vi vil bruge teknologien, men idet den findes i verden, ændres rammerne for den måde, vi kan tænke på verden på. Og når en teknologi bliver anvendt og integreret i et samfund, fortrænges muligheden for alternativer efterhånden. Den teknologisk forandrede verden ændrer dem, der bor i den. Eller som Father John Culkin opsummerede en central, gennemgående indsigt i medieteoretikeren Marshall McLuhans arbejde: ”Vi giver form til vores redskaber, og bagefter giver de form til os”. Men som sagt er Djævlens hånd ofte usynlig. Og det giver let spil for forskere, der bliver spurgt om relevansen af at smide billioner af dollars efter rumfart. De behøver bare pege på ting som satellitter og mobiltelefoner og påpege sådanne teknologiers fundamentale rolle i vores samfund. Er vi da ikke afhængige af sådanne teknologier? Jo! Men det skyldes netop ikke, at menneskeracen ikke kan leve lykkeligt uden dem. Det skyldes, at deres fremkomst har vendt op og ned på vores verden, at vi med dem er blevet afhængige af dem og nu vil betragte alternative verdener som verdener, der mangler disse ting. Og derfra er det ligetil at slutte, at rumfarten vil skabe flere ting, som vi allerede ved nævnelsen af dem ikke kan forestille os at leve uden. At sige nej tak til rumfart kan dermed hurtigt blive sidestillet med at sige nej tak til nødvendige opfindelser, selvom det faktisk ofte er opfindelserne, der med deres tilblivelse skaber deres egen nødvendighed.

Landskampsnationalisme

Og skulle nogen alligevel rynke kritisk på brynene, skulle nogen alligevel betvivle rumfartens faktiske velmenende, almene godgørenhed, så har vi altså Astro-Andreas og mediernes logrende velvillighed til at bidrage massivt til at smække et sympatisk, tillidsvækkende og genkendeligt ansigt på teknologiens og forskningens monsterprojekt. Iklædt landsholdstrøje, med ulastelig sideskilning og et uskyldsrent Colgate-smil og omkranset af en flyvende hoptimist, sin smukke hustru og sin tårevædede mor udgør Astro-Andreas en trojansk roligan, der medbringende åndelig sovemedicin bryder ud af skærmen lige igennem al refleksion og kritiske forbehold og lige ind i vores hjerter. Astro-Andreas er så god, så dygtig og så rigtig, at det kun kan være godt og vigtigt - det, der kommer ud af rumfærden. Hans mor er så genkendeligt og åbenhjerteligt moderlig, at vi alle suser med på den raket, der flyver fra hendes skød. Og hans hustru er så yndefuldt eftertænksom, at vi med hende kan føle os fuldstændig dækket ind på samtlige etiske og moralske parametre. Og endelig vendes hele herligheden altså i fuldfed lands-kampsnationalisme af såvel Astro-Andreas selv som af stort set samtlige medier. En kampagnestrategi, som inhyller rumfærden i Sommer 92-stemning og stolthed. Og en kampagnestrategi, hvis effektivitet statsledere med rumambitioner altid har været bevidste om, inklusive selveste John F. Kennedy, da han i 1962 overfor en kæmpe forsamling på Rice Stadium i Houston vrængede ”We choose to go to the moon”.

Godt kørt rundt i den nationalistiske flødekande mister man evnen til at gennemskue sin egen ligegyldige rolle som andet end skatteyder, stemmebidrager og klaphat. Allerede delvist lullet i søvn i Astro-Andreas' trygge og kærlige familieskød glattes den sidste teknologikritiske rynke på brynene ud i et mageligt smil. Og i tryg forvisning om, at når Astro-Andreas er god, er alting godt (after all, guns don't kill), deler vi hans danmarksbillede på Facebook med et stort, hengivent 'Wow'!