Ansatte på vestsjællandsk botilbud blev mobbet gennem flere år
Ansatte på vestsjællandsk botilbud blev mobbet gennem flere år

Den 29. marts blev to tidligere ansatte på Autisme Center Vestjælland dømt skyldige i i flere tilfælde at ydmyge en svært autistisk beboer. Retten pålagde de to pædagoger dagbøder for sammenlagt 13.000 kr for at have forsømt deres pligt som offentligt ansatte.
Men det er ikke de eneste krænkende handlinger, som har fundet sted på botilbuddet. Ansatte har igennem flere år også været udsat for krænkende handlinger fra kolleger.
Det kan Kommunen.dk fortælle på baggrund af en aktindsigt i en rapport fra Arbejdstilsynet.
Ifølge tilsynet er problemerne så omfattende, at de krænkende handlinger udgør decideret mobning.
Dømte ikke frakendt retten til at være pædagoger
De to dømte havde i slutningen af 2020 udsat beboeren for flere krænkende handlinger såsom at putte et råt æg i beboerens ble og givet beboeren skumfiduser fyldt med chilli.
Anklagemyndigheden havde på den baggrund tiltalt mændene for psykisk vold samt forsømmelse i deres tjeneste som offentligt ansatte. Anklagemyndigheden gik også efter at fradømme de to mænds ret til at udøve virksomhed som pædagog de næste fem år.
Retten endte med kun at finde de to mænd skyldige i at have forsømt deres pligt som offentligt ansatte og idømte de to mænd dagbøder på samlet 13.000 kroner.
De to tidligere ansatte endte dog ikke med at blive frakendt retten til at arbejde som pædagoger.
Flere krænkende handlinger
Påbuddet fra Arbejdstilsynet, der er dateret 12 januar 2022, viser, at sagen om ydmygelserne af den autistiske beboere ikke er det eneste eksempel på krænkelser på botilbuddet.
Ansatte er igennem flere år blevet udsat for krænkende handlinger, der har karakter af mobning, vurderer tilsynet. Ansatte kalder handlingerne for “Sårende, nedværdigende og krænkende” i rapporten.
Arbejdstilsynet har givet ledelsen et påbud om at rette op på arbejdsmiljøproblemerne og mobningen, som de kategoriserer som et “alvorligt og komplekst arbejdsmiljøproblem.
Ifølge Arbejdstilsynet har botilbuddets ledelse ikke gjort tilstrækkeligt for at komme mobningen til livs, da der efter flere tiltag stadig forekommer krænkende handlinger og mobninger.
I rapporten fremgår det, at de krænkende handlinger både sker på møder, skriftligt og i det skjulte, og at både faste ansatte og faste vikarer er en del af mobningen og de krænkende handlinger.
Manglende tillid
Problemerne handler blandt andet om nedsættende eller devaluerende bemærkninger, sladder og bagtalelse.
Ifølge de ansatte er der to grupperinger af ansatte, der begge oplever mobning og krænkende handlinger. Ansatte oplever at blive ekskluderet på deres faglighed, frosset ude af det faglige fællesskab og ikke blive lukket ind i personalegruppen.
De ansatte har oplyst til tilsynet, at der både er manglende tillid mellem de ansatte og manglende tillid til ledelsen, og til at “tiltag bliver effektueret og omsat”.
Ifølge Arbejdstilsynet kan den manglende forebyggelse af mobning forøge de ansattes risiko for at få stress, angst, depression, hjertekar-sygdomme og i nogle tilfælde føre til PTSD.
Flere ansatte oplyser selv til tilsynet, at de tænker på arbejdet “24/7, har søvnproblemer, ondt i maven og hænger i med neglene,” fremgår det af rapporten.
Botilbuddet har seks fastansatte og mellem seks og otte vikarer.
Tiltag var utilstrækkelige
Ifølge Arbejdstilsynet er det ikke nyt, at der er problemer på arbejdspladsen. Mobningen har ifølge flere ansatte stået på i flere år og desuden har bostedet ikke formået at løse “et identisk arbejdsmiljøproblem” inden for det seneste år.
Ledelsen af Slagelses Voksenområde ønsker ikke at stille op til interview for at give Autisme Center Vestsjællands ledelse og medarbejdere ro til arbejdet med at efterleve påbuddet.
Påbuddet skal efterkommes senest den 15. juli 2022.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























