Børn vælger ikke selv, hvilken familie de bliver født ind i. Nogle familier er ressourcestærke, hvor børnene har trygge rammer at vokse op i. Andre familier er mindre ressourcestærke, hvor børnene i en tidlig alder kan opleve situationer og udfordringer, som børn ikke skal opleve. 

Vi skal derfor sørge for, at vi møder familierne der, hvor udfordringerne er – jo tidligere, des bedre. Og hjælpen skal som  udgangspunkt være forebyggende og hjemmebaserede indsatser. 

Netop her spiller kommunerne en helt afgørende rolle. For selv om anbringelser kan være nødvendige, mener jeg, at kommunerne bør have større fokus på en tidlig og helhedsorienteret indsats for hele familien. 

Udfordringer følger med
Anbringelser af børn er ikke nødvendigvis det bedste redskab. Det kan være det rigtige i nogle tilfælde, hvor der er tale om vanrøgt eller misbrug. Men det er bestemt ikke et mål i sig selv. 

Undersøgelser viser, at anbragte børn har sværere livsvilkår end de jævnaldrende, som er vokset op hos deres biologiske forældre. Anbragte børn klarer sig langt dårligere i skolen, de har større risiko for at blive ramt af psykiske lidelser, misbrug og hjemløshed, og så har de en kraftigt øget risiko for at begå selvmord. 

Disse livsvilkår forfølger dem i deres voksne liv. Her bliver de oftere ufaglærte, har lavere uddannelse og modtager offentlige ydelser. Derfor skal vi være meget varsomme med at gribe ud efter anbringelse som det første redskab, når vi får øje på børn i familier, der er udfordrede. 

Jeg foreslår derfor, at vi først og fremmest skal hjælpe børnene gennem indsatser, der virker og skaber forandring for hele familien. Vi bør altså sikre en mere helhedsorienteret hjælp til familierne. 

Aabenraa-modellen virker
Her kan vi i høj grad tage ved lære af den succesfulde Aabenraa-model, som har nedbragt antallet af anbragte børn på institutioner. 

Aabenraa Kommune har implementeret modellen, der har til formål at skabe en mere virksom indsats for udsatte børn og deres familier. Kommunens tilgang resulterer i, at børnene i højere grad får et voksenliv med uddannelse og selvforsørgelse. Modellen har fokus på kortere og mere intensive forebyggende foranstaltninger og et mindre behov for anbringelser. 

Sagsbehandlere, der er tættere på den enkelte familie, er et væsentligt aspekt i modellen. De skal gennem tæt kontakt med familierne sørge for en mere målrettet indsats. Derigennem får familierne den støtte og hjælp, de mangler for at kunne tage hånd om deres udfordringer. Det er et langt mindre indgribende redskab, hvor vi ikke blot anbringer for anbringelsens skyld. 

Sådan en tilgang er selvfølgelig ikke gratis. Det giver sig selv. Men sammenlignet med de omkostninger og mén en anbringelse kan forårsage senere i et menneskes liv, mener jeg, at det er den helt rigtige vej at gå. 

Det er vigtigt for mig, at vi tager hånd om de børn, der har brug for det. Det ansvar ligger på os som samfund. 

Løsningen er ikke at kræve flere anbringelser.