Der er intet nyt i, at anbragte unge og børn stikker af eller udebliver fra bosteder og institutioner. 

Det er heller ikke ukendt, at anbragte risikerer at vende tilbage til misbrugsmiljø, kriminalitet eller ender på gaden. Rømningerne kan handle om utryghed, manglende oplevelse af at blive forstået og troet på. Manglende oplevelser af nærvær og kærlighed fra voksne og manglende mulighed for ro og stabilitet.

Til gengæld kan det overraske, at ingen før sidste år har undersøgt, hvor ofte anbragte børn og unge stikker af, når de havner i myndighedernes hænder. At ingen har kunnet give et klart svar på, hvor mange og hvor ofte anbragte rømmer, før Vive sidste år præsenterede Danmarks første kortlægning af fænomenet.

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at ti procent af anbragte børn og unge på døgntilbud er rømmet mindst én gang det seneste år fra deres anbringelsessted. 

Vi har som samfund interesseret os alt for lidt for at undersøge det og komme problemet til livs, vurderer David Adrian Pedersen, formand for De Anbragtes Vilkår. 

- Den her viden kommer jo 40 år for sent. Det er udtryk for et kæmpe problem, at rømninger er og har været så underbelyst i lang tid. Der har ikke været synderlig stor politisk interesse for at gøre noget. 

- Rømninger er en god indikator på, om anbringelserne lykkes, og hvilke omgivelser, man anbringer børn i. Som samfund skal vi vide, om vi har de rette rammer for børneliv under anbringelser. Problemet er bare, at vi har meget lidt overblik over fænomenet, siger han. 

Det næste kapitel

Kortlægningen bygger på svar fra omkring 306 sociale tilbud. Men udover at pege på omfanget så peger den også på, at der er stor uklarhed om, hvad rømninger dækker over.

For rømning kan være mangt og meget. Begrebet er uklart, fremgår det også af kortlægningen fra Vive. Rømninger kan være den unge, der udebliver fra institutionen. At institutionen ikke kan komme i kontakt med den anbragte. Og så de mere alvorlige tilfælde, hvor anbragte stikker af og flygter. 

I rapporten mangler de anbragtes perspektiv også. I et interview med Kommunen.dk sidste år fortalte en af forskerne bag rapporten, Mette Lausten, at der er brug for meget mere forskning om børn, der ender i det offentliges hænder. Brug for at få undersøgt, hvorfor anbragte vælger at rømme. 

- Det skal vi jo have hørt fra deres mund. Det må være næste kapitel, sagde hun.

- Det er jo vigtigt, at de ikke bare flakker rundt derude. Så vi skal som samfund have talt os ind på, hvad der kan gøres for at undgå, at der sker så mange rømninger.

Uklart begreb

Benny Andersen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund, er enig i, at der er brug for mere viden. 

- Første skridt må være at blive enige om, hvad rømninger dækker over. Lige nu falder udeblivelser for at besøge en kæreste og en alvorlig episode, hvor et barn stikker af, under det samme begreb. Der er nødt til at komme flere nuancer på, siger han. 

Det kræver også, at flere af de anbragte bliver hørt og sat i sammenhæng med resultaterne. 

- Det vil give en grundigere afdækning. Jeg vil ikke bagatellisere begrebet, for det er helt afgørende, at vi som professionelle kender til årsagerne for rømninger og arbejder med at forebygge de alvorlige rømninger.

Samtidig mener Benny Andersen dog, at begrebet rømninger kan sætte institutionerne i et forkert lys. Han forklarer, at begrebet kan give et indtryk af, at institutionerne er noget andet end det, de egentlig har til formål at være. Et hjem for de anbragte.

- Det er jo ikke fængsler, man ikke må bevæge sig ud fra. Og samtidig har de ansatte jo heller ikke hjemmel til at tilbageholde de anbragte. De har ret til at udeblive og se deres venner, der skal bare være regler og aftaler om det. Så de ti procent er ikke nødvendigvis allesammen bekymrende rømninger med den uklare definition, som vi har i dag, siger han. 

Olie og vand

Henning Hede Riistofte er børn- og ungechef i Haderslev og medlem af børne og familieudvalget i Børne- og kulturchefforeningen. Han forklarer, at det er vigtigt med mere fokus på området, fordi rømninger også kan give indikationer af kvaliteten på bostederne. 

- Området handler blandt andet om udbud og efterspørgsel, og at vi skal matche unge med de rette institutioner. Vi har ikke frit valg til at vælge på alle hylder, og nogle gange må vi konstatere, at olie og vand ender sammen. Og det kan resultere i rømninger, siger han. 

Det er en voldsomt indgribende beslutning at anbringe et barn. En beslutning, der handler om familiers dyrebareste eje. Beslutningen om, at systemet kan give en bedre opvækst og fremtid for unge end de biologiske forældre, kræver derfor også, at kommunerne sikrer sig at lave de rette match, fortæller Henning Hede Riistofte.

Det handler derfor om at gå i dialog med både børnene og tilbuddene. 

- Vores erfaring i kommunerne er, at rømninger fra institutioner oftest handler om tungere problemstillinger end rømninger fra plejefamilier. Det kan være, de vil tilbage til et usundt miljø med misbrug og kriminalitet, eller at de ikke trives i deres nye hjem eller har dårlige oplevelser på institutionerne. 

Henning Hede Riistofte mener, at kommunerne skal gøre meget ud af at analysere rømningerne og sikre sig, at man hurtigt afklarer, hvor de unge er. Det mener han også, kommunerne er gode til. 

- Men vi skal øve os i at være bedre til at inddrage de anbragte efter en rømning og gå i dialog med stederne og klarlægge, om de anbragte er det rette sted, og se, om vi kan finde et alternativ, hvis rømningen er udtryk for afmagt og mistrivsel. 

Det er skidt for de unge med for mange skift i anbringelserne. Derfor skal kommunerne gå i tæt dialog med barnet og mulige anbringelsessteder, inden man træffer afgørelserne. 

- De ti procent er for mange rømninger. Det er udsatte unge, det drejer sig om, og når det ikke går efter planen, og de rømmer, så kalder det på handling, siger Henning Hede Riistofte. 

Børnesyn

I rapporten er de omkring 306 tilbud blevet spurgt om årsagen til de rømninger, de har indberettet. Og her gemmer der sig en forbløffende detalje, mener David Adrian Pedersen fra De Anbragtes Vilkår. 

Ingen af tilbuddene har ment, at de anbragtes rømninger kan bunde i manglende inddragelse af barnet, eller at rømningen skyldtes utryghed. 

- Det handler om 306 steder, hvor voksne er blevet bedt om komme med deres bud på den primære årsag til rømninger hos dem, og ikke i ét tilfælde mener de, at rømninger kan handle om utryghed og manglende inddragelse. Det er meget tankevækkende. 

- Det giver indtryk af, at der desværre stadigvæk er et børnesyn, hvor de voksne alene kan forstå anbragte børns mistrivsel som noget, der skyldes børnenes traumer og forhistorie, og ikke de omgivelser, som de befinder sig i. Det bliver jo en kæmpe blind plet i forhold til at udvikle nogle tryggere og mere omsorgsfulde hjem for børnene.

David Adrian Pedersen nævner, at der fra medlemmer af De Anbragtes Vilkår er talrige historier om rømninger, der handler om, at anbragte børn og unge er stukket af på grund af konflikter, uro, voldsomme konflikter, eller manglende privatliv på stederne. 

- De ti procent er i sig selv alvorlige. Det er jo potentielt set de allermest marginaliserede børn, der stikker af. Rømningerne kan være et tegn på stor mistrivsel. 

I samfundets interesse

Benny Andersen siger, at rømninger bliver taget alvorligt blandt socialpædagogerne landet over. 

Og en af forudsætningerne for at kunne forebygge de alvorlige rømninger er, at tilbuddet har den rette faglighed og metoder til at evaluere episoder med rømninger og konflikt på anbringelsesstederne. 

Benny Andersen mener, at vidensgrundlaget om rømninger stadig er så spinkelt, at det er svært at pege på konkrete tiltag.

- Rapporten giver ikke tilstrækkelig viden. Derfor er det overilet at kræve handling, mens vi stadig ved så lidt om fænomenet, siger han. 

David Adrian Pedersen mener også, at der ikke er tilstrækkelig viden. Og det skal der laves om på. Men han mener ikke at vi skal sætte os massivt og vente på den næste forskningsrapport. Tværtimod bør der oprettes en indberetningssystem på rømninger, som der er på magtanvendelser, så vi kan få nogle faste tal på fænomenet og stedernes rømningstal kan indgå som del af deres tilsynsvurdering. 

- Vi har som samfund ikke interesseret os nok for, hvorfor at børn kan finde på at stikke af. Vi har heller ikke været gode nok til at se, at det kan være tegn på mistrivsel på grund af børnenes omgivelser. Det er et alvorligt problem.