Carl Holst-sagerne vil ikke stoppe. Faktisk synes de først nu med advokatfirmaet Kromann Reumerts rapport og den fortsatte blotlæggelse af et magtkorrumperet formandskab og en masse lusk i forvaltningen i Region Syddanmark at nærme sig deres crescendo. Den slags sager opstår jo typisk, fordi journalister er på jagt efter sensationsstof, som kan sælges selvhøjtideligt som den noble fjerde statsmagts samvittighedsfulde udøvelse af sit hverv. Men selv når man ser bort fra mediernes jagt efter saftige historier, forargelsesdyrkelse, betonsocialisme og hvad vi ellers har, så er der rigtig god grund til, at sagerne om Carl Holst ikke stopper. Der er fundamentale, uskrevne principper i demokratiet på spil, og enhver politiker og myndighed i det hele taget lige fra Jammerbugten til Slotsholmen bør følge disse sager og se dem som inspiration til selvransagelse.

Det handler om myndighedsadfærd. Og det har rigtig mange sager gjort. Men denne sag er særlig skarp i sin aftegning af en person, der synes komplet fornægtende overfor det, der burde være enhver myndigheds grundvilkår i et demokrati: At den kender sin plads. Og udover at være fuldstændig diskvalificerende udgør denne fornægtende adfærd en gestus af foragt og disrespekt overfor det omgivende samfund. Og så fremstår Carl Holst-sagerne med en af de værste cocktails overhovedet: Magt- og karrierebegær koblet med hypersensitivitet overfor modstand og en slanges slibrige evne til at benytte sprog og procedurer til at gemme sig bag.

Politik  med konsekvens

For rigtigt at forstå det der med at kende sin plads kan et lille historisk billede måske hjælpe. Vi kan forestille os et støvet, vissengrønt, bakket landskab henlagt i bagende sol. På et lille plateau af sten skiftes mænd til at tale til en stor forsamling. I baggrunden på en høj troner overvældende, smukke bygninger. Bygningerne vidner om et højtudviklet samfund, som kendere dog vil vide også lever i pagt med livets rå, ukultiverede sider. Vi er i det antikke Athen. I forsamlingen er der blandt andet stolte krigere, der har risikeret deres liv for dette imponerende sted, og politisk engagerede borgere, der indimellem også risikerer borgerret, liv og lemmer for deres politiske engagement og i øvrigt er velbevandrede i filosofi og retorik. Her dyrkes politik direkte, åbent, stolt og med stor konsekvens. Med deres politiske ambitioner og mål træder talerne udækket frem foran de ofte tusindtallige tilhørere. For disse politikere, disse mænd med status og magt, er det afgørende, at de, som man ofte siger i denne forsamling, ”kender sig selv”. Det er afgørende, at de har en ambition, som forsamlingen kan genkende dem på og nikke genkendende til som en ambition af relevans for og passende for forsamlingen, hvad enten de sympatiserer med ambitionen eller ej. Det er vigtigt, at talerne har og er noget, som de kan fremføre, kæmpe og stå inde for. Og så er det vigtigt, at de kender deres plads i politik i den forstand, at de som alle andre stiller åbent op til kritik og konsekvens og tager begge som en indbygget del af politik, ganske som det åbne møde på den åbne plads indbyder til. Det handler om at være ”den ægte vare”.

Vi kan så forestille os, at Carl Holst træder op på dette plateau. Og vi kan - for at krydre det lidt - forestille os, at politikeren og generalen Perikles, der masser af gange har ført an i krig på Athens vegne, står i stolt positur og kigger med. Over Perikles’ skulder kan vi så se Carl. Det er første gang, han står så direkte og nøgent foran en så skræmmende forsamling og med så stor konsekvens. Fra regionsrådsmøderne er han vant til, at der er mindst ti meter og to talepulte mellem ham og offentligheden i den åbne spørgetid. Og han er vant til at kunne slukke for spørgerens mikrofon. Han er også vant til at have et skjold af embedsmænd omkring sig. Og det er almindeligt kendt, at han i sin tid i regionen gemte sig godt bag telefoner, e-mail og kolleger, når pressen havde kritiske spørgsmål. Endelig er det kendt, at Carl tager sig rigtig godt betalt og ikke er bleg for at bruge af fællesskabets penge til at fremme sin karriere med sproglige og ledelsesmæssige kompetencer og personlig rådgivning.

Perikles' rynkede bryn

Men nu står Carl der på plateauet. Og kritiske spørgsmål rettes imod ham i direkte konfrontation. Og Carl gør, som han plejer. Han kigger skiftevis nedladende og med stikkende øjne på spørgerne. Det er ikke øjne, der passioneret lyner imod et angreb på Carls sag; det er øjne, der virker irriterede og hadefulde over i det hele taget at skulle modtage kritik og skulle stå og forsvare sig. Allerede blikket sender spørgeren det signal, at Carl ikke mener, at man kan stille Carl kritiske spørgsmål. Og når han så besvarer de kritiske spørgsmål, gør han det ofte med et ansigt og i et toneleje, som taler han til opsætsige, uvorne børn. Han åbner sig ikke i forhold til en kamp på argumenter, men svarer med nedlukkende, affejende konklusioner. Han agerer ikke som en, der praktiserer politik med konsekvens, men som en, der helst bare vil bestemme i fred. Hans egentlige ambition er umulig at få øje på. Han kender ikke sig selv, og han kender ikke sin plads. Og det kræver kun et hurtigt blik på Perikles' rynkede bryn at konstatere, at Carl aldrig skulle være trådt op på den platform. Men heldigvis for Carl og desværre for os andre lever vi ikke i det antikke Athen. Vi lever i et moderne bureaukrati med et på alle måder fjernt repræsentativt politisk lag lige fra kommuneniveau til statsniveau. I det antikke Athen var man både borger og politiker på samme tid. I dagens demokrati er man enten borger eller politiker eller embedsmand. Når politikere og embedsmænd snakker om ”borgere”, taler de om et fjernt publikum eller om en slags aktører i historier, de iscenesætter om deres egne bedrifter. Samtidig opdrages vi som borgere fra barnsben til den tro, at vi har åbne regerende institutioner, hvor der handles under ansvar for fællesskabet. Og i terrortider samles vi i fakkeloptog for at lovprise vores gode samfund med dets gode institutioner og myndigheder. Men med dets kombination af manipulerende selvhyldest i billig modsætning til alverdens voldelige regimer, skindemokratiske praksisser, et stadigt mere svulstigt og uigennemtrængeligt lag af DJØF- og embedsmandsforvaltning og karriere- og professionspolitik samt rigtig gode muligheder for at gemme sig bag fede administrations- og procedurelag udgør det moderne bureaukratiserede samfund alletiders grobund for Carl Holst'er, der tror, at deres plads er at udøve magt og pleje karriere i et naturgivet, selvbestemmende myndighedslag. Det er en grobund, der lærer dets ambitiøse spirer, at borgere skal betjenes gennem styring, og at disse borgere i øvrigt er inferiøre og ignorante i forhold til myndighedslagets særlige indsigt og højere ærinde. Det er en grobund, der på samlebånd skaber bilagssager og egennyttige, kritikfølsomme karrierepolitikere. Så alverdens Carl Holst'er, kend jeres plads! Og giv mig ikke jeres Facebook-profil, jeres e-mail-adresse eller jeres give hånd-besøg på Brønshøj plejehjem. Træd i stedet for op på det plateau og se mig, Perikles og resten af ”borgerne”, lige i ansigtet!