Hej opposition, kunne I ikke tænke jer, at vi allesammen skulle pege på mig som statsminister?

Sådan var essensen i statsminister Mette Frederiksens (S) grundlovsdagsmelding, som tog den politiske dagsorden på netop den dag, som hendes forgænger Lars Løkke Rasmussen (V) ellers i lang tid havde primet til, at hans nye parti skulle have scenen.

Mette Frederiksens kronik i Jyllands-Posten bar mindelse om samme Lars Løkke Rasmussens bombe i FV19-valgkampen, da han ud af det blå lancerede bogen “Befrielsens øjeblik” med en tilsvarende overvejelse om en regeringsdannelse hen over midten. De to indspark minder yderligere om hinanden derved, at det aldrig i livet har været meningen, at de skulle føres ud i livet.

Alle reagerede som ventet

For Lars Løkke Rasmussens vedkommende har han selv ført bevis for det, for hvis han virkelig havde ment det, kunne han jo have gjort noget ved det, mens han stadig havde pladsen for bordenden. For Mette Frederiksen er situationen indtil videre en smule mere flydende, idet hun jo i princippet stadig kan nå det. Hvis ellers ikke det var, fordi de inviterede havde slået syv kors for sig og afvist tanken.

På den måde var det et sikkert kort at trække. Alle reagerede præcis, som man kunne forvente.

De Radikale fandt det som de eneste en vidunderlig idé, mest fordi “henover midten” i radikal optik bare er en anden måde at stave partinavnet på. De har heller ikke glemt, at  de blev håndfast afvist op til FV19, og finder det derfor oplagt, at de har noget til gode.

På den røde side erklærede Enhedslistens Mai Villadsen, at åbningen overfor de blå fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Hun havde forstået budskabet, nemlig at regeringen har andre steder at gå hen, hvis et støtteparti gør sig for meget ud til bens.

Oppositionen venter på minkrapporten

Den blå side troede ikke et øjeblik på invitationens oprigtighed, idet “øjeblik” her skal forstås ganske bogstaveligt. Nedskydningen skete uden unødigt ophold, og så er vi stort set tilbage, hvor vi var før grundlovsdag. 

I den henseende er der høje forventninger til Minkkommissionens beretning, som en samlet opposition vil gøre sit bedste for at få til at fylde hele den politiske nyhedsflade sommeren over.

Dansk Folkeparti i fortsat krise

Lykkes det, er det godt nyt for Dansk Folkeparti, mest ud fra den modsætningsvise betragtning, at hvis ikke nogle andre står i skudlinjen, så ville DF være et nærliggende mål i stedet.

En ellers ihærdig indsats fra partiformand Morten Messerschmidt kunne som bekendt ikke forhindre et overbevisende flertal i at droppe forsvarsforbeholdet, men hvad værre var: det gav heller intet til partiet i form af vælgeropbakning. Læg dertil måneders usikkerhed om, hvorvidt den tidligere formands loyalitet overfor den nye er større eller mindre, end den nuværende formands loyalitet var over for den daværende formand.

Oveni bød pinsen på et smerteligt farvel fra partiets øverst placerede på den kommunale front, rådmand Kristoffer Hjort Storm, der foretrak tilværelsen som løsgænger for en fremtid i en parti, som han ikke mener har nogen fremtid. Udmeldelsen rammer des hårdere, fordi den sker uden bitterhed, men tværtimod med pæne ord om Morten Messerschmidt, som han ønsker ”al mulig held og lykke med partiet”, omend med tilføjelsen: “Men det bliver uden mig”.

En enmands-afskalning, der efterlader et større ar end de folketingsmedlemmer, der tilbage i februar valgte at kaste en skygge over Pia Kjærsgaards 75 års fødselsdag ved at forlade partiet netop den dag og uden at være klar med andet politisk projekt, end at de ikke ville være i parti med DF’s nuværende formand. Måske kan både de og Kristian Thulesen Dahl få en rolle i Inger Støjbergs måske-parti, som der i månedsvis har været spekuleret højlydt i, og højere jo mindre substans der har været i spekulationerne.

Inger Støjberg er spillets joker

Op til grundlovsdag var det kommet så vidt, at man ligefrem ventede, at Inger Støjberg ville overraske med en partistiftelse, der så i forbifarten kunne overstråle Moderaternes. En forventet overraskelse er naturligvis en selvmodsigelse, og der skete da heller intet i den retning. Det var lige før, at dét var det overraskende.

Befriet for sin fodlænke få dage forinden havde Inger Støjberg ellers mindet alle, der måtte have glemt det, om styrken i hendes folkelige appel. En taksigelsesfest i en størrelse, så en slotsgård var nødvendig for at kunne rumme alle tilhængerne.

Men hvad hendes fremtidige politiske rolle angår, fastholder hun rollen som spillets joker med stadig kun ukonkrete antydninger på grænsen til det forblommede med udtalelser om, at der nok vil ske noget, “inden bladene falder af træerne”. Reelt ved ingen, hvad hun har i sinde, og man kan strejfes af den tanke, at hun heller ikke selv helt ved det endnu.

Men at danne et fungerende parti er ikke noget, man bare lige gør, og det organisatoriske har aldrig været Inger Støjbergs hovedinteresse. Der er også et tidsspørgsmål i forhold til at nå at samle vælgererklæringer nok og få dem godkendt. Så det skal snart være, hvis hun skal være på den sikre side.