Al respekt for vortesvin
Al respekt for vortesvin
De har måske bemærket nogle vortesvin på siden. Forklaring følger. Det startede med sidste uges genre-brud, hvor bagsiden ved en fejl slet ikke var hyggelig. Aalborg Zoos pressemeddelelse om havens isbjørneunge virkede som sendt fra himlen. Skribenten ringede til chefzoolog Per Christiansen.
Løvens Flugt
Hej Per, her i sidste uge kom jeg for skade at bruge den bagside i avisen på at skrive om det kommunale beredskab i tilfælde af atomkrig …
”Okay, og nu vil du høre om det kommunale beredskab i tilfælde af, at løverne slipper ud?”
Nej. Eller, faktisk jo, nu hvor du selv spørger. Men første prioritet er at få fat i aktuelle dyr. Som hjertelig kompensation for den sidste tids dystre indfald.
”Aktuelle dyr, det kan vi nok klare,” svarede Per Christiansen. ”Er det et krav, det er et dyr med blød pels og våd snude?”
Det er selvfølgelig et vilkår, at visse dyr har mere medietække end andre, erkendte zoologen. Og vakte derved en vis zoocial indignation på skribentens vegne. For er der egentlig ikke en del bagsider, der har spillet det her uambitiøse, sikre isbjørnekort? Nej, vortesvinet derimod ... som lige havde fået en lille ny vortegris ...
Dentalangreb
Som kommunikationsmand tænker jeg lidt, at vortesvinet har brug for konsulentbistand. For der er vel et PR-problem her?
”Ja, de ser jo tossede ud.
Folk finder dem lidt latterlige, fordi de ligner en mørk udgave af de trivelige flæskestege, vi kan se i stalden. Men lad os have al respekt for vortesvin. For modsat andre svin, der lever i skove, lever de i et meget barsk miljø ude blandt løver og vildhunde.”
Så man behøver ikke le af vortesvinet, når man står over for det …
”Det, tror jeg, ville være en dum idé,” sagde Per Christiansen og forklarede:
”Sådan et svin graver sig ikke kun ned i hullerne, når løveflokken kommer. Den store orne vender stødtænderne mod løven og står klar til at forsvare sig.”
Og så kan vortesvinet forcere to meter hegn. Foruden kommunikere med halen. Skribenten var solgt og billederne på vej.
Svindoktor
Som det så ofte sker, er et svin nu ved at komme til ære og værdighed. Og hvis alt andet glipper, skal denne bagside sikre skribenten et job som lobbyist for upopulære dyr. Første skridt er at ændre navnet til ’pragtsvin’ eller ’hædersgris’.
De læsere, der ikke har stødtænder i overmunden, savner måske stadig at høre om det kommunale beredskab i tilfælde af, at løverne slipper ud.
Per Christiansen lover godt nok, at det ikke bliver aktuelt. Men ellers går planen ud på, at man skal se at komme af vejen, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























