Tilbage i 1980’erne blev det daværende SiD’s forbundsformand så forbandet på holdbarheden af Poul Schlüters ellers vildt undertippede regeringer, at han på sit forbunds vegne spenderede 180 mio. kr. af medlemmernes penge på at vælte den konservative statsminister. Det var mange penge dengang, men de virkede ikke, og til forbundsformand Hardy Hansens beskæmmelse italesatte Poul Schlüter det endda fikst som et eksempel på, at “den rå kapitalmagt” ikke havde nogen plads i dansk politik.

Det var i de store folkelige mobiliseringers sidste tider med op til 125.000 demonstranter på Christiansborg Slotsplads den ene gang efter den anden, men lige meget hjalp det som bekendt. Hvis bare man ikke ryster på hånden, er et flertal et flertal, blæsevejr eller ej.

Det gjaldt dengang, og det gælder i dag. Man får den tanke, at regeringen fra start har villet slå fast, at den har flertal og kan gøre hvad den vil, men selvom den måske i virkeligheden er blevet overrasket af styrken i raseriet over ofrelsen af store bededag og koblingen til Ukrainekrigen, så har der ikke været nogen vaklen, i hvert fald ikke ukontrolleret vaklen.

Desuden kan 400.000 underskrifter afgivet mageligt hjemme foran skærmen vel højst tælle som en mild brise i sammenligning med 125.000 fysisk tilstedeværende demonstranter udendørs i koldt vejr. Hvis man tror, at de nuværende protester er noget enestående, har man glemt hvordan det var.

Et tilbagefald til en gammel (u)vane

Fagforeningernes vrede er dog den samme uanset de anderledes protestmidler og den anderledes partifarve på statsministeren. Undertonen af en vis, endnu ikke helt erkendt afmagt, er også den samme, og også i aktionsformerne er der en vis lighed. Ikke rå kapitalmagt denne gang, men rå populisme. Vi vil bare ikke, nå!

Det kommer man ikke langt med, heller ikke i politik, og det burde fagbevægelsen have lært i løbet af de år, hvor man netop ikke gjorde sådan, mens SiD transformerede sig til 3F og LO til FH. Så sent som for to år siden lod alle andre fagforeninger da også Dansk Sygeplejeråd sejle sin egen sø, da sygeplejerskerne kørte ud ad en tangent, som de ikke selv kunne redde sig i land fra.

Alligevel har FH i år begået præcis samme fejltrin, nemlig at gejle sine medlemmer op til noget, man ikke kan levere på. Et tilbagefald til en gammel (u)vane, der bærer alle frustrationens kendetegn.

Vejen banet til forhandlingslokalet

På Christiansborg har den sammenbragte opposition også været frustreret, både over storebededags-attakket og over sammenkædningen mellem det og opgraderingen af det nationale forsvarskompromis til en egentlig forsvarsaftale med hurtigere implementering og ikke alene flere penge, men også flere nye penge. Men kun et mindretal af de frustrerede lod frustrationen få afløb i den rene populisme med underskriftindsamling og krav om folkeafstemning.

At de de facto har ofret store bededag undervejs, tales der ikke højt om. Sådan er realpolitik. Noget for noget.

Sådan bliver det også, når det kommer til det faktiske forligsmageri. Partier der kun disker op med ubrugelige løsningsforslag, får intet at skulle have sagt.

Uelegant men så heller ikke værre

Ubrugelige forslag er, når forslagsstilleren ikke selv yder det mindste, eksempelvis ved at mene at regeringen skal droppe ét element i sin politik for at gøre det muligt også at droppe et andet (henholdsvis skattelettelser og store bededag). Adgangsbilletten til rigtige forhandlinger er rigtige penge, ikke bare omfordeling af penge der var tiltænkt noget andet. 

Sådan bliver det også, når fagforeningerne bagefter skal forhandle overenskomster i den nye virkelighed med en arbejdsdag mere. Her stiller regeringen med en anvisning på neutralisering af de nominelle løntab, og hvad forhandlingerne derudover kommer til at dreje sig om, vil også her være rigtige penge, ikke bare omfordeling af penge der i forvejen er i spil.

På arbejdsgiversiden ser man mere lidenskabsløst på sagen. En ekstra arbejdsdag er altid godt, idet rationalet er, at de ansatte er deres løn værd og dermed ikke kun tjener penge til sig selv men også til arbejdsgiveren. At det sker ved en slags indgreb i overenskomsterne er nok uelegant, men så heller ikke værre.

Desuden gælder overenskomstforhandlingerne i år den private sektor, hvor bevægeligheden på arbejdsgiversiden ikke begrænses nær så meget af regler og direktiver ovenfra som i det offentlige. De offentlige overenskomster er først næste år, og til den tid er der andre spørgsmål der trænger sig mere på.