Ærgerligt svar fra Justitsministeren i sms-sagen
Ærgerligt svar fra Justitsministeren i sms-sagen

Justitsminister Mattias Tesfaye (S) vil ikke lave regler for sikker opbevaring af sms-er og lignende beskeder fra topfolk i kommuner og regioner i lighed med de regler, der gælder for ministre og andre topfolk i centrale myndigheder.
Det fremgår af et svar til Karina Lorentzen Dehnhardt (SF). "Hvordan kommuner og regioner i øvrigt håndterer opbevaring af ikke-journaliseringspligtige SMS-beskeder, mener jeg, skal være op til kommunerne og regionerne at bestemme", skriver ministeren.
- Det er et ærgerligt svar, for så risikerer vi 98 forskellige løsninger. Erfaringerne viser, at det er bedst med klare regler, hvis vi vil have åbenhed og gennemsigtighed i det offentlige, og det er bedst at indføre reglerne på forhånd i stedet for at vente, til vi finder ud af, at vi har brug for dem, siger Karina Lorentzen Dehnhardt.
Spørgsmål og svar
Her er spørgsmålet, som Karina Lorentzen Dehnhardt sendte til Justitsministeren: ”Vil ministeren kommentere artiklen ”Afgørelse: Borgmestres SMS’er skal udleveres”, Kommunen.dk, den 23. august 2022, og redegøre for, om ministeren er indstillet på regulere opbevaring af SMS'er for topfolkene i kommuner og regioner, så indholdet af sms’erne sikres?”
Her er svaret fra Justitsminister Mattias Tesfaye: "I forhold til journaliseringspligt og SMS-beskeder henvises der til Justitsministeriets besvarelse af 1. november 2021 af spørgsmål nr. 110 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.
Som det fremgår af besvarelsen sætter reglerne i offentlighedsloven rammerne for, hvornår SMS-beskeder skal journaliseres. Offentlighedsloven indeholder herudover regler om aktindsigt. Disse regler skal kommunerne og regionerne selvfølgelig overholde.
Hvordan kommuner og regioner i øvrigt håndterer opbevaring af ikke-journaliseringspligtige SMS-beskeder, mener jeg, skal være op til kommunerne
og regionerne at bestemme."
Hun har rejst sagen over for Justitsministeren på baggrund af artiker i Kommunen.dk, der har afdækket, at mange af landets kommuner hverken har regler for opbevaring af borgmestres eller kommunaldirektørers sms-er eller har kendskab til, at den slags beskeder også er omfattet af offentlighedsloven.
KL vil tage initiativ til at drøfte spørgsmålet med Justitsministeriet.
Kommunerne har ganske vist oplyst, at de journaliserer og dermed gemmer sms-er, hvis de handler om en konkret sagsbehandling, men Ankestyrelsen har på baggrund af aktindsigts-anmodninger fra Kommunen.dk til alle landets kommuner slået fast, at også ikke-journaliserede sms-er er omfattet af offentlighedsloven og skal udleveres ved anmodninger om aktindsigt.
Læren fra minksagen
Minksagen var årsag til en offentlig debat om sms-er fra ministre og topfolk i ministerierne. Undersøgelseskommissionen kunne ikke få alle sms-er udleveret, fordi en del af dem ikke var journaliseret og desuden slettet fra telefonerne. Efterfølgende har Justitsministeriet udsendt foreløbige retningslinjer, der blandt andet pålægger ministre at opbevare alle deres sms-er, indtil der er fundet en it-løsning, som fremover vil sikre, at alle den type beskeder kan gemmes på en sikker måde.
Danske Regioner er ikke omfattet af de midlertidige retningslinjer for statslige myndigheder, men vi er opmærksomme på dem.
I justitsministeriets vejledende regler til de centrale myndigheder fra juli i år står der direkte, at de ikke gælder for kommuner og regioner, og flere retsordførere i Folketinget har over for Kommunen.dk gjort det klart, at det er en urimelig forskel og har opfordret til, at topfolk i kommuner og regioner omfattes af samme regelsæt.
Det skrev vi om 12. september 2022 i artiklen 'Forslag: Borgmesters sms'er skal gemmes i sikkerhed'.
Organisationer er positive
Kommunernes og regionernes interesseorganisationer, KL og Danske Regioner, er ikke imod regler for sikker opbevaring af sms'er. KL vil selv tage sagen op med Justitsministeren, og Danske Regioner er allerede opmærksom på reglerne. Det fremgår af svar fra de to organisationer til Kommunen.dk.
”KL har noteret sig Justitsministeriets vurdering af, at der på det statslige område er behov for retningslinjer om opbevaring af sms-beskeder, som ikke skal journaliseres. Statslige myndigheder kan dog ikke én til én sammenlignes med den måde, som kommunernes administration er indrettet på, og retningslinjerne gælder eksplicit ikke for kommunerne. Retningslinjerne er begrundet i hensynet til at kunne udlevere materiale til undersøgelses- og granskningskommissioner, der retter sig mod staten. På den baggrund vurderer KL umiddelbart ikke, at der er samme behov for kommunerne, men KL vil tage initiativ til at drøfte spørgsmålet med Justitsministeriet.”
Og fra Danske Regioner: "Danske Regioner er ikke omfattet af de midlertidige retningslinjer for statslige myndigheder, men vi er opmærksomme på dem. Vi følger desuden offentlighedslovens regler om, at sms’er, der er dokumenter i lovens forstand f.eks. ,skal gemmes på sager. Det er ikke op til Danske Regioner at beslutte, om retningslinjerne bør udvides til også at omfatte kommuner og regioner. Såfremt det sker, vil vi naturligvis indrette os efter de gældende retningslinjer."
Karina Lorentzen Dehnhard vil tage sagen op igen efter valget, men hun er ikke optimist:
- Når Socialdemokratiet ikke vil være med, bliver det svært. Sådan plejer det at være med forbedringer af offentlighedsloven, når et af de store partier er imod.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























