I en tid med økonomisk krise overses det ofte, at der eksisterer en ’krise midt i krisen’. 

Kommunerne er i almindelighed ramt af stigende forsørgelsesudgifter, vigende skatteindtægter og svigtende salg af byggegrunde. Men en række kommuner er særligt hårdt ramt på økonomien. Årsagen er, at det udligningssystem, der omfordeler penge mellem kommunerne, har en alvorlig indbygget systemfejl. 

Systemfejlen bevirker, at der er dårlig sammenhæng mellem det faktiske udgiftspres, som kommunerne oplever, og det teoretiske udgiftsbehov, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet beregner. Resultatet er store tilfældigheder i udligningen og uforståelige fordelingsresultater. 

I de 39 kommuner oplever vi generelt, at udgifterne på mange af de mest socialt betonede områder, som for eksempel udgifter til anbringelse af børn og unge uden for hjemmet, udgifter til handicappede eller udgifter til psykiatriske patienter ligger på niveau med eller endda over landsgennemsnittet. Det sker, selvom Indenrigsministeriets sociale indeks indikerer, at udgifterne burde være meget lavere end landsgennemsnittet. 

Nogen kunne indvende, at forskellen mellem de beregnede og faktiske udgifter må skyldes, at de 39 kommuner enten har et højere serviceniveau eller er ineffektive, når de skal udføre serviceopgaverne. 

Det er der intet, der tyder på. Tværtimod peger alt i retning af, at serviceniveauerne i de 39 kommuner gennemgående ligger under landsgennemsnittet, mens skatten samtidig er højere. Det viser med andre ord, at problemet må ligge i den måde, hvorpå Indenrigsministeriets store ’udligningsregnemaskine’ beregner kommunernes udgiftsbehov. 

De 39 kommuner har overfor Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg dokumenteret, at der er en lang række problemer med udligningssystemet. Eksempelvis har vi peget på, at det nuværende udligningssystem skævvrides af et ulogisk boligkriterium med en tilfældigt udvalgt åremålsafgrænsning. Et forhold, som meget illustrativt tildeler Københavns Kommune 19.000 kr. i tilskud til ikke-eksisterende sociale udgifter på nationalbankdirektøren. Det er hverken logisk eller rimeligt. 

Særtilskud er symptombehandling

Den årlige fordeling af særtilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner viser med al uønskelig tydelighed, at man år efter år symptombehandler for skævhederne i udligningssystemet i stedet for at tage hånd om selve ondets rod. Symptombehandlingssystemet, hvor kommunerne hvert år på grædende knæ og med hatten i hånden søger om særtilskud, gør det vanskeligt for kommunerne at prioritere og planlægge langsigtet. Først sent i budgetlægningsprocessen ved vi i kommunerne, om vi er købt eller solgt. Og vel at mærke kun et år ad gangen. Hvis vi skal kunne drive kommunerne optimalt, er der brug for at gøre op med særtilskud og i stedet etablere et retfærdigt udligningssystem én gang for alle. 

At der er behov for en udligningsreform, har en bred kreds af partier på Christiansborg da også givet håndslag på. Således nedsatte forligskredsen bag finansieringsreformen i efteråret 2009 et Finansieringsudvalg, som skal kaste et kritisk øje på hele udligningssystemet. 

Da kommissoriet blev fastlagt, var planen, at Finansieringsudvalget skulle fremlægge resultaterne i december 2010. Desværre blev kommissoriet kort før jul sidste år trukket af plakaten og arbejdet udskudt et år, blandt andet begrundet i, at finansieringsomlægningerne på sundheds- og beskæftigelsesområdet skulle tænkes ind i udligningssystemet. Andre hensyn kan have spillet ind. Men vi vil ikke give os ud i en større motivspekulation om dette og hint, men blot opfordre den kommende regering og Folketing til at vise ansvar og respekt for det stor udredningsarbejde, der har været i gang de seneste to år. 

Kommunerne har i den grad brug for kontinuitet i og sikkerhed for de kommunaløkonomiske rammer og lovgivning. Derfor skal opfordringen til den kommende regering være: Grib udligningsreformen nu, så ændringerne kan få virkning fra og med 2013. Der vil ligge et kæmpe analysearbejde klar ved årets udgang. Og et kæmpe problem afventer at blive løst. Der er ingen undskyldninger for at lade være. (Forkortet af red.)