Wegner eller Ikea?
Wegner eller Ikea?

JOURNALIST, BLOGGER
I Ekstra Bladets desperate søgen efter en journalistisk niche, har avisen kastet sig over kommuners indkøb af dyrt dansk møbeldesign.
Frokostavisen har for længst opgivet selv den sporadiske og overfladiske dækning af dansk politik, men satser nu benhårdt alene på at præsentere 'forargelseshistorier', hvor man kan afsløre eller påstå fråseri i det offentlige, hvor intet er for småt. Og her går kommunerne naturligvis ikke fri.
På Slotsholmen har ministerierne for længst lært lektien. Ingen må spise dyrt og alkohol udskænkes kun i særlige ekstraordinære situationer. Et traktement hos en minister består som udgangspunkt 'kun' af et frugtfad, kaffe og kildevand. Ministrenes repræsentationsbilag gennemgås flere gange årligt af begge frokostaviser med en tættekam, men også af de såkaldte mere seriøse medier såsom morgenaviserne, DR og TV2, der gerne står på hovedet i bilagsbunkerne for at finde et 'drukbilag', hvor de kan hænge en politiker ud. Men også højere embedsmænd står for skud. Tænk bare på nationalbankdirektøren, der ikke længere må rejse på businessclass på tjenesterejse og tage fruen med på de femstjernede hoteller.
For få år siden forlød det, at flere medier systematisk var i gang med at indhente og gennemgå samtlige repræsentations- og rejsebilag for de øverste ansvarlige i kommunerne. Først de store af landets kommuner og siden de små. Fx i København havde en borgmesters traktement på kontoret været for dyrt, og ellers var der blevet indkøbt for kostbare cognacs til økonomiudvalgets budgetseminar. Forargelsen over at skatteborgernes penge var brugt på denne måde kendte naturligvis ingen grænser i disse medier. Det tjener dog et formål, at det må forventes at være 'sivet ind' også hos de på en hver måde 'tungeste' politikere og embedsmænd, at udgifter til mad, spiritus og rejser naturligvis altid skal kunne holde til en konfrontation med dagspressens – i bogstaveligste forstand – skraldespandstømmere.
Måske var der ikke mere for medierne at hente på det frås, der umiddelbart kan forsøde tilværelsen for de byrådspolitikere, som forsømmer familien og karrieren, fordi de hellere vil bruge store dele af deres fritid på politik til gengæld for vederlag, der i omfang blot udgør lidt ekstra lommepenge. I hvert fald har Ekstra Bladets kampagne til hensigt at udstille det 'frås', som gør det behageligt for politikernes bagdele og øjne. De kommunale møbler!
I modsætning til, hvad vi går og bilder hinanden ind, så er vores nation ærligt talt ikke berømt for ret meget i det store udland. Men blandt de få ting, som vi virkelig kan bryste os af, er det 20. århundredes danske møbeldesignere: Arne Jacobsen, Hans J. Wegner, Børge Mogensen mfl.
Det problematiseres nu af landets i egne øjne førende, men i realiteten stærkt nødlidende boulevardavis og ”lemmingerne” på de elektroniske medier, at kommuner – i en sparetid påstås det – fråser med skatteborgernes penge gennem indkøb af disse kostbare kvalitetsmøbler.
Kommunerne må derfor - forstår man - for at undgå forargelsen og 'udsendelsen af det forkerte signal' nu nøjes med Ikea-møbler? I hvert fald, imens der spares kommunale stillinger væk. Eller er det rimeligt, at kommunerne – selv i opgangstider – overhovedet må investere i kvalitetsmøbler? (De har det jo med i modsætning til almindelige møbler at bevare sin værdi)
Måske er svaret meget enkelt: Det kommunale selvstyre skal yderligere indskrænkes sådan, at Indenrigsministeriet – eller måske endda en domstol – skal regulere kommunernes møbelindkøbs maksimumsbeløb. Præcis ligesom det skete med en fastsat beløbsgrænse på 1000 kr. pr. kuvert for frokoster og middage, hvor det offentlige er vært.
For rådhusene skal i hvert fald ikke være møbleret pænt, så længe der er fyringsrunder i kommunerne. Sådan hænger tingene åbenbart sammen. For nogle evigt forargede journalister.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.