Fokus på cool cash og systematiske business-cases er den mest humane vej til værdi og varme hænder. I Skandinavien er Danmark kendt for at være kommet længst med implementering af velfærdsteknologi. Det er vi blandt andet, fordi vi blev ramt hårdt af finanskrisen omkring 2008 og mange steder valgte innovation og velfærdsteknologi som ét af svarene på vores udfordringer.

Såvel i styrelser som i regioner og kommuner ser vi teknologi som en effektiviseringsmulighed, der skal give tid og overskud til de mange flere ældre og kronisk syge, styrke de ansattes arbejdsmiljø og imødegå den faldende befolkningsandel i arbejdsstyrken.

Implementeringen af teknologi skal lette den pressede økonomi, og teknologierne skal levere bedre og billigere løsninger til blandt andet pleje-, omsorgs- og sundhedsområdet.

Men det er min oplevelse, at vi i Danmark er blevet mindre tydelige i forventningerne til effekterne ved indførelse af velfærdsteknologi.

Teknologi skal matche reelle behov

Det hænger efter min vurdering sammen med, at vi i tiden omkring ABT-fondens støtte til projekter (2008-2012) oplevede nogle mildest talt overoptimistiske business-cases, som har svækket noget af tilliden til disse som redskab og desværre også til teknologier generelt.

ABT-fonden blev nedlagt, og efterfølgende valgte man i regi af KL at etablere Center for Velfærdsteknologi. Med oprettelsen af KL´s Center for Velfærdsteknologi (2013) blev der afsat et lavt og uforpligtende beløb på 500 millioner kroner, som de 98 danske kommuner samlet set skulle hente hjem via inddragelse af teknologi fra 2014 til 2016.

Kommunerne har vidt forskellige ambitioner og ønsker om at tydeliggøre gevinster ved teknologi, og nogle steder er det en fordel ikke at opgøre effektiviseringseffekter, da det kan påvirke det kommende års budget i negativ retning.

Det er min påstand, at udfordringerne og den stedvise modvilje mod at beskrive effekten af inddragelse af teknologi medvirker til, at nogle løsninger indføres uden grundig forventningsafstemning og forarbejde. Det begrænser vores muligheder for at lykkes med velfærdsteknologi generelt. Det usystematiske arbejde med at opgøre og realisere gevinster kan medvirke til, at ressourcerne ikke allokeres til de områder, hvor der er størst behov.

Det vil i sidste ende give mindre værdi for borgere og medarbejdere og kan medvirke til færre såvel varme hænder som teknologier, og teknologi er - på rette tid og sted - bedre løsninger end personlig kontakt og betjening.

Lad mig slå fast, at jeg i samtlige de 10 år, jeg har arbejdet med velfærdsteknologi, har været og stadig er skarpt fokuseret på, at teknologi skal kunne matche reelle behov blandt borgere og medarbejdere; ellers skal vi afholde os fra at indføre løsningerne.

Synliggør, hvad der er på spil

Formålet med en business-case er blandt andet at tydeliggøre forventningerne til indførelsen af en ny teknologi, ikke kun som økonomiske udgifter og indtægter, men også ved at inddrage de forbedrede forhold for borgere og medarbejdere, som skal levere den ventede værdi. En business-case er at sammenligne med et roadmap, der beskriver et slutmål samt forudsætninger for, hvordan man kommer frem til sit mål.

For at opnå effekt med teknologi er der mange forskellige aktører, der skal have fælles billeder af, hvor man er på vej hen. Det gælder typisk,  at politikere, ledere i administration og drift samt borgere, medarbejdere og pårørende skal flytte sig i fællesskab for at nå det fælles mål.

Business-casen er en væsentlig del af beslutningsgrundlaget for at iværksætte projekter, og forventningerne bør være så høje, at politikere og ledere er afhængige af, at vi lykkes. For kun herved sikres det, at opmærksomheden fastholdes på projekterne.

Det er afgørende at sikre viljen til at finde løsninger på de problemer, der opstår undervejs. Blandt andet derfor lykkes digitalisering og velfærdsteknologi sjældent i små og mindre synlige projekter, der flyver under radaren for politikere, medier og så videre. Når der er for lidt på spil, bliver vi simpelthen ikke presset hårdt nok til at lykkes. Business-casen medvirker til at synliggøre, hvad der er på spil.

En god business-case er enkel

Business-cases italesættes af og til som en meget kompliceret økonomisk metode, som alene inddrager de udgifter og indtægter, der knytter sig til en aktivitet. Det er en udpræget misforståelse. En god business-case er relativt enkel og beskriver den forventede effekt, både hvad angår økonomi og hvad angår arbejdsmiljø og oplevet kvalitet for brugerne.

Ikke alle parametre i en business-case kan gøres op i økonomi. Det gælder for eksempel kvalitetsforbedringer set fra borgernes perspektiv, men de bør alligevel fremgå således, at de indgår i de politiske og administrative beslutninger.

Business-cases kan ikke alene udarbejdes af stabsansatte medarbejdere specialiseret inden for for eksempel velfærdsteknologi og digitalisering. Det er afgørende for business-casens legitimitet, at de, der har viden om  og ledelse af den daglige opgaveløsning, medvirker til at beskrive de opgaver og arbejdsgange samt ikke mindst effektiviseringer, som teknologien skal tilvejebringe. Business-casen kan nemlig kun realiseres, når implementeringen af løsningen sker i forlængelse af en grundig og oprigtig involvering af ledere og medarbejdere indenfor de områder, der påvirkes.

Forebyggelse af fiasko-projekter

Fokus på forventningsafstemning i forbindelse med udarbejdelse af business-cases er ud fra min erfaring det bedste middel til, at vi undgår at spilde vores tid og skattekroner på projekter, som ikke lykkes.

Et grundigt forarbejde med at undersøge, om og hvordan teknologier støtter borgere i at blive selvhjulpne, eller om de reducerer besøg af sygeplejersker og sundhedsassistenter, medfører meget ofte, at afprøvninger eller implementeringer af teknologi aflyses, fordi kvaliteten eller økonomien ikke hænger sammen.

Kan vi så alene iværksætte projekter, som økonomisk set har en positiv business-case og hjælper til at spare penge? NEJ bestemt ikke. Der kan være politisk og administrativ vilje til at styrke behandling, omsorg og pleje, også når det øger omkostningerne. Men business-casen er en forudsætning for, at vi kan vurdere, hvad vi får for pengene, således at økonomien kan vejes op i forhold til de kvalitative fordele for borgere, patienter, pårørende og medarbejdere.