Kommunen.dk
MENU

Velfærdskrisen kommer, uanset hvor meget politikerne lover

Thomas Gyldal Petersen har været borgmester gennem en finanskrise, en coronakrise og nu en inflationskrise. Hvis velfærdsstaten ikke skal ende i den ultimative krise, kræver det, at politikerne tager fat i den svære samtale, mener han.

Velfærdskrisen kommer, uanset hvor meget politikerne lover

Thomas Gyldal Petersen har været borgmester gennem en finanskrise, en coronakrise og nu en inflationskrise. Hvis velfærdsstaten ikke skal ende i den ultimative krise, kræver det, at politikerne tager fat i den svære samtale, mener han.
Thomas Gyldal Petersen (S) har været borgmester i Herlev i 11 år gennem en række kriser. Nu advarer han mod, at velfærdskrisen kan ramme borgere og politikere hårdt, hvis man ikke får taget ejerskab over udfordringen
Thomas Gyldal Petersen (S) har været borgmester i Herlev i 11 år gennem en række kriser. Nu advarer han mod, at velfærdskrisen kan ramme borgere og politikere hårdt, hvis man ikke får taget ejerskab over udfordringen
Foto: Marius Renner/Ritzau Scanpix

Thomas Gyldal Petersen (S) holder hænderne op foran sig, så de former en usynlig ballon. 

- Over de seneste 70 år er vores velfærdsstat blevet pustet op. Den tager sig af flere og flere mennesker, og de specialiserede opgaver vokser og vokser, siger Herlev-borgmesteren, mens ballonen i takt med budskabet bliver større. 

- Vi puster ballonen op i både bredde og dybde. Til sidst er ballonen så stor, at den står på meget tynde ben, som risikerer at kollapse. Og til sidst så springer den. 

Det, der særligt bekymrer Thomas Gyldal Petersen, er den rekrutteringskrise, som kommunerne allerede nu står i, og som ikke har udsigt til at vende foreløbig. 

Utallige rapporter har advaret om, at kommunerne kommer til at mangle tusindvis af hænder på særligt sundheds- og ældreområdet, hvor udfordringerne kan mærkes allerede i dag.

- Jeg er reelt bekymret for, at vi kommer til at løbe tør for penge og medarbejdere. Og det bliver medarbejdere, vi løber tør for først, siger Thomas Gyldal Petersen. 

Budskabet er derfor klart fra den mangeårige borgmester: Den offentlige sektor står over for en omstilling, som kommer – om man vil det eller ej. Og vi kan vælge at tage politisk ejerskab eller lade være, mener  Thomas Gyldal Petersen:

- Jeg frygter, at danske politikere over en bred kam bliver ved med at bilde befolkningen ind, at vi enten kan få det offentlige til at løbe lidt længere på literen ved at stramme og effektivisere lidt, eller at man bare kan blive ved med at hælde flere ressourcer i systemet. Men vi stikker både os selv og borgerne blår i øjnene, hvis vi tror, at de to løsninger fortsat kan levere bæredygtig velfærd, der lever op til borgernes forventninger.  

Politik i overhalingsbanen

Men den svære samtale kommer næppe til at dominere den kommende valgkamp, mener borgmesteren. Det er sjældent i en valgkamp, at sådanne ting løser sig, mener Thomas Gyldal Petersen. En del af problemet er det opskruede tempo i politik. Medierne kræver hurtige svar, og den politiske debat ender i en lang valgkamp. 

- Hvis du som politiker skal virke handlekraftig, kræver det hurtige og let kommunikerede svar. Du har ofte ingen tid til at forberede dig, men du ved, at det er nu, du har chancen for at vise dig frem. Hvis du ikke svarer, løber en anden med opmærksomheden. Men de hurtige løsninger har ikke hjulpet med den egentlige opgave, men ofte blot gjort den sværere, siger Thomas Gyldal Petersen. 

Det kræver en stor indsats i de statslige uddannelser, så vi sikrer tilstrækkeligt med pædagoger, lærere og sygeplejersker til fremtiden. Men sagen er, at der ikke kommer til at være nok til, at vi bare kan fremskrive vores velfærdssystem. Økonomien kommer til at stikke af for os

Det gælder både lokalt og nationalt, men når forargelseshistorierne ender på Christiansborg-niveau, sendes regningen ofte ned lokalt.

- Hvis vi har et politisk niveau på Christiansborg, som kritiserer og lover til højre og venstre, samtidig med at de har efterladt en opgave, går regnskabet ikke op. Og den ligning bliver mere og mere skæv, siger Herlev-borgmesteren og tilføjer: 

- Christiansborg er endt meget langt væk fra den driftsvirkelighed, som vi står i.  

En fremtid med færre hænder

Politikerne og ‘systemet’ gør det dermed sværere for sig selv. Tidskrævende dokumentationskrav, rigide it-systemer og statslige krav æder tid og ressourcer, mens fokus er drejet fra borgerne for at tilfredsstille systemet, fordi det er de parametre, man kan tjekke op på.  

-  Hvis vi ikke får fokus tilbage på borgerne, kan vi hælde nok så mange penge i systemet og fylde op med mennesker, imens borgernes oplevelse og tillid til den offentlig sektor svækkes, siger Thomas Gyldal Petersen. 

Første skridt er derfor, at politikerne bliver bedre til at rydde ud i de “selvskabte plager” og insistere på, at der ikke kommer flere krav og løfter fra oven. 

Borgmester på gulvet
Thomas Gyldal Petersen frygter, at retorikken fra Christiansborg kommer til at tegne et billede af en velfærd, som kommunerne ikke kan levere, men som borgerne forventer.  Foto: Jacob Nielsen/Ritzau Scanpix 

Men det er blot den lette del af opgaven. Den svære del er prioritering, særligt når det kommer til at fravælge. 

- Det kræver en stor indsats i de statslige uddannelser, så vi sikrer tilstrækkeligt med pædagoger, lærere og sygeplejersker til fremtiden. Men sagen er, at der ikke kommer til at være nok til, at vi bare kan fremskrive vores velfærdssystem. Økonomien kommer til at stikke af for os.

- Vi er nødt til at acceptere, at der er færre til at løfte opgaven, end vi ønsker. Og vi er derfor nødt til at tale om prioritering, styring og ledelse. 

Om lidt går det ikke

Thomas Gyldal Petersen fremhæver de næste to valgperioder som “fuldstændig afgørende” for at skabe en bæredygtig velfærdsmodel. 

- Vi får det til at lykkes hver dag. Vi får fyldt vagtskemaerne ud. Men næste år kommer der igen til at være flere ældre i Herlev og endnu flere, som har brug for specialiseret understøttelse i skolerne. Vi kan ikke få dækning for det hele. Vi får det til at gå, men lige om lidt går den ikke længere. Slet ikke, hvis Christiansborg beslutter, at der også skal være minimumsnormeringer på ældreområdet. Hvad er den kommunale mulighed andet end til sidst at kaste håndklædet i ringen? 

Jeg er reelt bekymret for, at vi kommer til at løbe tør for penge og medarbejdere. Og det bliver medarbejdere, vi løber tør for først

Ifølge Thomas Gyldal Petersen har politikerne på Christiansborg skabt et forventningsparadigme og en økonomisk situation med for få medarbejdere, som gør, at den kommunale virkelighed ikke hænger sammen længere. 

- Selvom vi får det til at løbe rundt, oplever borgerne allerede i dag, at deres forventninger til det offentlige ikke bliver imødekommet, og at velfærden halter.  

Hvis ikke man skal til at levere velfærd halvt, skal man vælge, hvad man skal vælge fra. Thomas Gyldal Petersen peger på de specialiserede opgaver, som især truer sammenhængskraften: 

- Det er en bombe under opbakningen, hvis vi begynder at bruge en meget stor andel af den samlede medarbejderressource på nogle meget specialiserede tilbud til relativt få borgere, samtidig med at de brede tilbud lider overlast, siger han. 

En ny måde at drive politik

Selvom tempoet i politik er skruet op i et for højt tempo, og politikerne lover for meget, spirer der også gode samarbejder op, som binder de mange lag i velfærdsstaten sammen, og som kan vise en vej frem, mener Thomas Gyldal Petersen.  

Inspireret af arbejdsmarkedets trepartsforhandlinger lancerede børne- og undervisningsministeren og folkeskolens parter initiativet ‘Sammen om skolen’. Med initiativet giver lærere, pædagoger, elever, skoleledere, forældre, kommuner og politikere håndslag på at drøfte folkeskolens udfordringer og mulige løsninger i fællesskab. 

- Alle er inddraget meget tættere i den samtale og analyse, som skal skabe ny lovgivning på området. Det er meget interessant, og jeg tror, det kan være en af nøglerne til at udvikle politik på en bedre måde. 

Prisen er dog, at processen tager tid – noget, som Christiansborg ikke altid er god til. 

- Christiansborg har ikke meget tålmodighed. Denne model må stå sin prøve, den dag de dårlige sager rammer. Hvis de langsigtede løsninger kommer til at blive torpederet af de hurtige snuptag, er denne model ikke noget værd. Men jeg er overbevist om, at det er den rette model, og at den har været med til at ændre dialogen mellem partierne på Christiansborg og parterne på skoleområdet, siger han.  

Tålmodighed og eftertænksomhed er dyder, som skal dyrkes. Det samme kræver debatten om velfærdsstaten. 

- Jeg har været borgmester gennem en finanskrise, en coronakrise og nu en inflationskrise. Den krise, vi kommer til at stå over for, kommer til at være meget synlig. Uanset hvor mange penge der bliver sat af til flere medarbejdere, kommer danskere til at opleve velfærdskrisen. 

- Men der er stadig en chance. Det er også derfor, at jeg efter 25 år i kommunalpolitik og 11 år som borgmester har fået fornyet energi i mit arbejde, fordi vi kan levere nogle svar lokalt, som kan bringe os et stykke af vejen. Men hvis der ikke er et medspil og et parallelt arbejde på Christiansborg, så lykkes vi ikke.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR