Vi har brug for mere – ikke mindre demokrati. For mere – ikke mindre velfærd. For mere – ikke mindre fællesskab. Vi tror på, at tilfredsheden og engagementet stiger i takt med det ansvar, man har. Og vi tror mere på at løse problemer i demokratiske fællesskaber end på at overlade det hele til markedet. Vi ønsker kort fortalt at få mere frihed til at løse ting i fællesskab.

New Public Management-regimet kombineret med en centralistisk styring har sat det levende demokrati tilbage. Op gennem 00'erne satte man turbo på markedsstyringen af den offentlige sektor. En udvikling, som betyder, at vi i mindre grad bliver medborgere og i større grad bliver forbrugere. Resultatet så vi blandt andet ved seneste kommunalvalg, hvor kun 65 procent af danskerne stemte. Og for de unge var det endnu værre, idet under halvdelen stemte – for hvorfor stemme, hvis det ikke gør nogen forskel? Sådan tænker mange i hvert fald.

Sæt kommunerne fri

Men velfærd bygger man ikke ovenfra og ned. Velfærd i Danmark er i høj grad bygget nedenfra og op. Det emne belyser vi i vores debatbog 'Frihed til fællesskab – vejen til mere demokrati'. De socialdemokratiske pionerkommuner gik forrest i kampen for velfærdsstaten og gennemførte langt tidligere end alle andre steder velfærd, som i dag gælder i hele landet. Esbjerg Kommune indførte gratis tandpleje til børn mere end 60 år, før det blev indført ved lov. Nakskov lagde ud med den gratis skole i begyndelsen af det tyvende århundrede og var den første kommune med et kommunalt gymnasium. Og sådan kan man blive ved. Derfor skal vi have pionerkommunerne tilbage.

Vil en kommune stille gratis tandbehandling til rådighed for alle ældre, skal det være muligt – og også at finde finansieringen. Vil en kommune mindske forureningen og løfte den kollektive trafik ved at indføre gratis bybusser, finansieret af forhøjede parkeringsafgifter, skal det være muligt. Vil en kommune sælge sine byggegrunde under markedsprisen for at tiltrække bestemte grupper eller for at sikre byggeri, hvor lokalplanen stiller krav om nulenergi- eller huse med solceller på taget, skal det være muligt.

Den politiske tendens har alt for længe trukket i den stik modsatte retning med en centralistisk, benhård styring af kommunerne og et sandt regimente af kontroller, evalueringer og indrapporteringer. Men her står både borgere, medarbejdere og lokalpolitikere af.  

Opgør med millimeterretfærdigheden

I vores bog foreslår vi at gå en anden vej med mere tillid og lokal indflydelse. Der skal være plads og rum til lokale løsninger, som man i fællesskab bliver enige om, og der skal være mere plads til debat. I bogen tager vi læseren med tilbage til det danske velfærdssamfunds begyndelse. Vi vil gerne illustrere, hvordan velfærden og borgernes lige muligheder og frihed i samfundet blev større, da stærke lokale fællesskaber tog ansvaret for det. Og vi vil vise, hvordan de seneste årtier med øget centralisme og New Public Management har afmonteret den folkelige ansvarsfølelse og lyst og vilje til at deltage. Vi spørger os selv: Hvorfor ikke overlade mere ansvar til nære og mere vedkommende fællesskaber, hvor det falder folk fuldkommen naturligt at udvise ansvar og solidaritet? Vores bud er, at vi skal slippe kommunerne mere fri og styrke det regionale demokrati. At vi skal forny samarbejdet med medarbejdere og borgere i brugerbestyrelser. For hvis lokaldemokratiet skal på skinner igen, skal det naturligvis være muligt at imødekomme lokale behov.

Det kræver et opgør med millimeterretfærdigheden og med tanken om, at alle – uanset lokale behov – skal tilbydes samme ydelser. Den firkantede standardtænkning er hæmmende for det, vi i dag kalder innovation.

Vil en kommune have 13 års obligatorisk uddannelsespligt, skal der være mulighed for det. Vil en kommune tilbyde alle 9. klasses elever et highschool-ophold, skal der være mulighed for det. Vi skal med andre ord skabe nye pionerkommuner præcis som i velfærdsstatens barndom.

Soltag i skattestoppet

Som en naturlig konsekvens af dette bør vi lave 'et soltag' i skattestoppet, så det er muligt at lave disse lokale prioriteringer. Hvis borgerne skal engagere sig i deres kommune, skal de vide, at de kan være med til at bestemme, om de vil have mere velfærd og højere skat eller lavere skat.

Det bør selvsagt også føre til et opgør med de udemokratiske kommuneaftaler, hvor rammebetingelserne for den fremtidige velfærd i den enkelte kommune drøftes mellem regeringen og KL i lukkede rum fremfor med livlig debat i folketingssalen og rundt omkring i byrådene. Selvfølgelig skal kommunernes økonomi styres, men det kan gøres langt mere fleksibelt, og det er en myte, at kommunerne ikke kan tage ansvar for samfundsøkonomien. Det kan og vil de, og med øget ansvar for tilrettelæggelsen af opgaverne kommer en naturlig øget ansvarsfølelse for økonomien. Og så skal man jo ikke glemme, at de lokale politikere står til ansvar overfor vælgerne – ødselhed og udygtighed vil blive straffet. Også her er det levende og nære demokrati New Public Management overlegent.

MEDarbejdere med ansvar

Til sidst er det helt afgørende, at vi får skabt et partnerskab med vores medarbejdere ude i kommunerne. Kommuner og medarbejdere skal trække samme vej – ikke i hver sin retning. Mange offentligt ansatte opfatter deres job som noget helt særligt. De er med rette stolte af deres stilling og ansvar. De oplever, at de har et stort ansvar for fællesskabet. Andre mennesker er afhængige af den hjælp eller uddannelse, de offentligt ansatte leverer.

Der er ingen tvivl om, at mange offentligt ansatte yder en særlig indsats og tager et langt større ansvar end krævet – fordi de føler stolthed og ansvar, og fordi de føler et MEDansvar som MEDarbejdere.

Derfor må vi politikere forstå, at det er vores ansvar at sikre, at de offentligt ansatte ikke ender som ansatte uden ansvar. Vi ønsker MEDarbejdere. Der kommer ikke meget engagement og ejerskab ud af kontrol og måle-regimet. Vi skal som politikere udstikke rammerne og lade medarbejderne udfylde dem.

Samlet set må vi slå ind på en ny vej. En vej, hvor styring og kontrol viger for foretagsomhed og innovation. En vej, hvor centralisme viger for deltagelse. Hvor systemet viger for medborgerne. Flere skal engageres og mere skal besluttes i kommunerne. Vi ønsker mere frihed til fællesskab. Vi ønsker et stærkere demokrati.