En del byråd har indført eller er i gang med at indføre spærretid for folketingspolitikeres valgkampbesøg i kommunens institutioner. Meningen er dels at undgå den periodevise ophobning af forstyrrelser i institutionernes dagligdag, som følger af folketingsvalgenes cyklus, dels at skåne kommunalt ansatte for at blive ufrivillige statister i diverse fotoevents, der handler om at positionere den ene eller anden håbefulde kandidat.

En fornuftig forvaltning af hvad kommunal arbejdstid anvendes til, og noget som falder indenfor, hvad byråd løbende kan beskæftige sig med. I en kommunal optik er der da heller ingen grund til at det skulle påkalde sig særlig opmærksomhed, men det er der åbenbart i landspolitisk optik. Man kan spørge sig selv hvorfor.

Hvis man spørger Folketingets formand Pia Kjærsgaard, så er det fordi folketingspolitikere interesserer sig levende for hverdagen i kommunale institutioner. Ja, man behøver såmænd ikke engang spørge, for i sin blog på tv2.dk har hun af egen drift erklæret, at et ‘forbud mod folketingspolitikere i kommunale institutioner er et udemokratisk selvmål’, som overskriften er.

Ankestyrelsen har for nylig underkendt en beslutning i Kalundborg byråd om også at indføre spærretid for kommunalpolitikere, som imidlertid i kraft af deres hverv har tilsynspligt i institutionerne og derfor ikke kan udelukkes. Pia Kjærsgaard ekstrapolerer dette til, at når det er ‘Folketinget, der bevilger penge til kommunerne og har det overordnede ansvar for, at kommunerne lever op til bestemmelserne i lovgivningen’, så kunne en lignende tilsynsbegrundelse give folketingspolitikere adgang, og hvis ikke så kan det ‘kun tolkes som et ønske om at begrænse demokratiets udfoldelsesmuligheder’.

‘Et anslag mod ytringsfriheden’, kaldte hun det også, og så kan vi vist ikke komme højere op. Eller længere ud, for det ‘handler jo ikke nødvendigvis om, at politikerne dukker op med en hærskare af journalister eller kamerafolk i hælene’.

Men jo, det er lige netop, hvad det gør.

Et illustrativt eksempel var, da daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt og regeringens radikale næstkommanderende Morten Østergaard under FV15-valgkampen besøgte Aalborg Universitetshospital, og en uhelbredelig kræftpatient med akut komplikation blev hevet ud af en elevator, fordi de politiske gæster skulle til. ‘En fejlvurdering’ bekendte hospitalsdirektøren, og det kan man jo kun give ham ret i. Men altså også en illustration af, at spærretid under valgkampe netop er til for at undgå, at ‘politikerne dukker op med en hærskare af journalister eller kamerafolk i hælene’.  

Hvis folketingsmedlemmer gerne vil besøge en kommunal institution, har de alle muligheder i verden for at gøre det, bare det ikke lige er i slutspurten op til et valg. Det gør de så som regel ikke, for det er bare den forbudte periode, der er den interessante.

Den kommunale valgkampspærretid der fik Folketingets formand til tasterne, er indført i Halsnæs, hvis borgmester Steffen Jensen med næsten samme ordvalg som Pia Kjærsgaards pointerer, at formålet er at undgå ‘at kandidater på eget initiativ – og med pressen på slæb – beslutter sig for at besøge vores børnehaver, skoler og plejecentre, hvor formålet alene er at fremme deres personlige valgkamp’.

Borgmesterens synspunkt falder i et debatindlæg på Altinget, ikke som svar til Pia Kjærsgaard, men til chefredaktør Lisbeth Knudsen, som det i en blog sammesteds var lykkedes at misforstå både bevæggrund og den faktiske spærretid endnu mere. Hun foreslog som løsning at overlade det ‘til de enkelte institutioner at melde en dato ud for et valgmøde’, og det kan man jo godt mene, det har så bare ikke noget at gøre med de retningslinjer, der er besluttet i Halsnæs.

De handler om ‘at der i en periode på 3 uger inden Folketingsvalget og EU-parlamentsvalget ikke tillades besøg af kandidater, idet det må formodes at sådanne besøg alene sker som led i en valgkamp’, som det hedder i direktionens indstilling. Eller med borgmesterens ord: ‘Det handler selvfølgelig om at blive valgt’.

Og nej, det er ikke kun fordi embedsmænd og politikere formulerer sig forskelligt. Det er også fordi politikeren har prøvet det selv. Under en valgkamp handler alting om at blive valgt, og kun om det.