FV23 er fortsat den mest sandsynlige forkortelse for næste folketingsvalg, om hvilket det som bekendt kun vides, dels at det skal holdes inden grundlovsdag næste år, dels at man kan forvente en frist på tre uger plus minus et par dage. Men alt derimellem.

Uvisheden bevirker lejlighedsvis lemmingeffekt, når tilstrækkeligt mange partier og deres folketingsmedlemmer får overbevist sig selv om, at nu kan det blive nårsomhelst. Tegn på dette kan fx være, at kandidater på Facebook eller Instagram spørger deres følgere hvilket af to eller flere billeder, de synes er bedst til en valgplakat. Ikke fordi svar fra tilfældige tæller mere end kandidatens egen eller professionelle rådgiveres mening, men fordi man så får vist sig frem.

Stemningen kan køre op eller ned, førstnævnte til akkompagnement af kommentatorer og diverse meningsmagere. Sidstnævnte foregår som regel mere stille, blandt andet fordi de der i givet fald skal kommentere, så samtidig skal forklare, hvorfor de selv uden grund har været med til at køre det op.

Ministerrokaden for nylig trak i begge retninger, først den ene, så den anden. Før navnene blev offentliggjort, var gættet, at nu ville Mette Frederiksen sætte sit valghold, bagefter blev det modereret til, at der nu var gjort klar til at sætte valgholdet næste gang, der måtte komme en rokade. Blot for at det hele kunne nedtones yderligere, da en meningsmåling viste en lille tilbagegang for regeringspartiet i forhold til FV19-resultatet og dødt løb mellem rød blok og blå blok. Ikke noget oplagt afsæt for et folketingsvalg i utide.

På den blå side var meningsmålingen til gengæld et frisk pust efter en lang ørkenvandring. Men kun et pust.

Den ene af bejlerne til Statsministeriet, Jakob Ellemann-Jensen, måtte straks efter indkassere endnu et hug til kæben, da Ellen Trane Nørby trods forlist borgmesterambition i Sønderborg hellere ville gøre et nyt forsøg dér end i Folketinget. Partiets forespørgsel til Søren Gade om han eventuelt kunne ønske et comeback, illustrerer desperationens dybde. Alle har tilsyneladende glemt, hvor lettede de var, da han forlod forsvarsministerposten og Folketinget i 2010. Og igen efter EP19 for den sags skyld. Nu er der bare brug for en stemmesluger.

Ovre i det andet potentielle statsministerparti mindede Søren Pape Poulsen mere og mere om Filurkatten fra “Alice i Eventyrland”, hvor kun smilet bliver tilbage, mens rivalerne slås med deres. Lige indtil alle i blå blok fik et fælles problem, nedsmeltningen af Dansk Folkeparti, uden hvilket drømmene om en borgerlig magtovertagelse kun er netop det, drømme.

Oveni kommer jokerne, Lars Løkke Rasmussens endnu ikke anmeldte og derfor ikke meningsmålte Moderaterne og Inger Støjbjergs indtil videre uafklarede tilhørsforhold til enten et eksisterende parti, eller et der dannes til formålet. Man må gå ud fra, at hun i første omgang går efter at få afsonet sine 60 dage, så hun kan få sin uvalgbarhed nulstillet, men man må dog notere sig, at hun nu efter DF-afskalningen netop har bekendtgjort en større EU-skepsis, end da hun som V-medlem “klappede hælene sammen og stemte som partiet (an)befalede”. Klart en åbning, men med flere mulige adressater.

Hvornår kommer valget så? Det kan kun blive gætværk. Men det hedder jo dog FV23 af en grund.