Næst efter at se maling tørre, må det kedeligste være at sidde i en bilkø. Og her i sommerperioden frygter mange børnefamilier de tyske motorveje og deres endeløse Stau. For det er en prøvelse at sidde fast i bagende sol mellem Bremen og Düsseldorf mens ungerne råber ‘Hvornår er vi der?’ fra bagsædet. Dette er dog for ingenting at regne imod den daglige bilkø, mange af os oplever i myldretiden. Hvordan menneskeracen har bragt sig i den situation er ubegribeligt, men her er vi altså. Hver evig eneste hverdag sidder vi, for størstedelens vedkommende een person i hver bil, morgen og aften på indfaldsvejene til de store byer. Et endeløst spild af tid. Noget må der gøres for at ændre på det.

Det er vækstens skyld
Et par hurtige fakta kan måske skitsere problemets omfang: På otte år er antallet af biler på danske motorveje vokset med næsten en tredjedel (31 procent). Ved årets begyndelse var der registreret 3,2 millioner personbiler, og der blev i 2017 kørt 13 procent mere på vejene end i 2010. Ifølge Vejdirektoratet begyndte det at gå galt i 2010, da vi var på vej ud af finanskrisen. Rækkefølgen var så nogenlunde: Gang i hjulene - flere i arbejde - længere til arbejde - billigere brændstof - flere biler og voila: Kaos i myldretiden. Bilsalget buldrer derudaf, og vi har altså en bil for hver anden indbygger i landet; ung som gammel. I min familie er vi også skyldige: To biler til tre personer, og mange dårlige undskyldninger for, hvorfor det er sådan.

Efter i mange år at have været forskånet for lang transport til arbejde sidder jeg som mange andre nu hver morgen i skruestikken og det samme om eftermiddagen. Selv om jeg faktisk er en af de heldige, fordi jeg kører ud af storbyen og ikke ind i den, er myldretiden nu så fast en del af min morgen, at jeg begynder at genkende mine lidelsesfæller i nogle af de andre biler, mens vi sidder dér og venter bumper to bumper.

Bare for mange biler
Morgentrafikken er ret beset kun et af problemerne. Helt overordnet har også parkeringssituationen udviklet sig kaotisk de seneste år. Til trods for masser af to timers parkering, og dyre parkeringshuse, opfører bilister sig som vand; de finder altid en vej og en plads. Derfor er det fuldstændig uforståeligt, hvor lidt der i hovedstaden bliver gjort for at skabe alternativer til privatbilisme. Jovist der er lavet stillegader og antallet af cyklister får gader i indre by til at ligne Maos våde drøm fra Folkerepublikkens storhedstid. Og jovist der bygges Metro og letbane for fuld gas, den metro der trods alt har gjort rigtig meget transport lettere i storbyen. Men hele denne planlægning og regulering virker bare så langsommelig, som om den konstant bliver overhalet af virkeligheden.

Busser bør være gratis
Det er komplekse problemer, imidlertid er det som om, der arbejdes med virkningen og ikke årsagen til problemet. Antallet af delebiler vokser, men forretningsmodellen gør det stadig for dyrt til at være et reelt alternativ til privatbilisme. Og i stedet for at gøre livet surt for bilisterne ved at kræve penge, som de alligevel altid ender med at betale, bør man gøre det langt mere attraktivt for billister at stille bilen fra sig. I forhold til det samlede CO2 regnskab, må det være oplagt at spørge, hvad det vil koste i driftsudgifter at gøre offentlig transport gratis? Det er en succes på mange af de små øer og ville da klart være et incitament for mange af os fedterøve til at stille bilen. For mange år siden talte man om storparkering uden for bygrænsen med opsamlingsmulighed eller stor-cykelparkering, så man kunne komme videre og fylde mindre. Jeg elsker at cykle, men har ikke mod på en 20 kilometers tur til arbejde. At kunne skifte transportform afhængig af behov og omstændigheder må være det ideelle.

Kom an førerløse fremtid
Der gøres i disse år meget drastisk i rigtig mange storbyer; betalingsring/bom-afgifter/forbud imod dieselbiler. Og hvis ikke, der snart gøres noget temmelig alvorligt, ender vi med tilstande, som vi ser i storbyer, vi helst ikke vil sammenlignes med.
Derfor; når I sidder fast på den tyske motorvej midt i sommerlarmen, så hyg jer ved tanken om, at I ikke sidder i den sædvanlige kø på vej til eller fra arbejdet. Personligt kan jeg næsten ikke vente på, at de førerløse biler bliver introduceret. Jeg glæder mig til at kunne pifte efter en bil, og fredsommeligt læse en bog, medens jeg bliver transporteret fra A til B.
Lad det hellere ske i dag end i morgen.