Sikke nogle utaknemmelige skarn! Det var min første tanke, da jeg så KL-formandens reaktion på vores finanslovsaftale. Her skaffer vi flere penge til kommunal velfærd, især på børne- og ældreområdet, og så skal vi mødes med sure bemærkninger om, at det jo bare er småpenge, at vi ”skaber falske forventninger”, at vi er ” bedrevidende”, og at man i det hele taget helst er fri for alle de puljer, der blot fører til øget bureaukrati. Min næste tanke var: Hvad er deres problem? Hvis de synes, at småpengene ikke er værd at bukke sig efter, og hvis de i øvrigt har styr på velfærden – hvad de ellers mener, at de har – så kan de jo bare lade være med at søge. Der er ingen tvang – det er et tilbud. Eller måske er det bare irriterende, at man nu igen skal til at diskutere disse ting i kommunalbestyrelsen? Nu var man jo lige blevet enig om, hvor der skulle skæres, og så kommer de rendende fra Christiansborg med nogle flere penge med det resultat, at der kommer en ny diskussion, om det nu også var fornuftigt at skære så hårdt på daginstitutioner og/eller ældrepleje? Min tredje tanke var så: Okay, vi må op af skyttegravene – man må prøve at forstå modpartens synspunkt, måske har de alligevel fat i noget rigtigt? Det har de utvivlsomt.

KL har jo ret i, at der følger en hel del bureaukrati med disse puljer. Tag for eksempel ældremilliarden, som det koster kommunerne 12-17 millioner at administrere plus et ukendt beløb i statsadministrationen. Det har Enhedslisten en enkel og ubureaukratisk løsning på, der også kan bruges på andre områder: Giv de ældre nogle rettigheder til et minimum af praktisk hjælp og personlig pleje og giv kommunerne den økonomi, der skal til. Men den løsning vil KL desværre ikke bakke op om, med den stærkt foruroligende begrundelse, at det skulle være et indgreb i det kommunale selvstyre, hvis vi giver borgerne nogle velfærdsrettigheder!

Men jeg kan da godt forstå, det virker selvmodsigende. I juni måned vrider finansministeren armen om på kommunerne for at få dem til at acceptere en meget stram økonomiaftale, der ikke kan und-gå at medføre yderligere nedskæringer på kernevelfærden, hvorefter han i november deler ”julegaver” ud. Den kritik må rettes imod finansministeren og de partier, der er enige med ham i, at skattelettelser er vigtigere end velfærd. Her melder Enhedslisten hus forbi. For Enhedslisten er finanslovsforhandlingerne den eneste chance for at reparere lidt på de skader, som nulvækstpolitikken og konkurrencestaten fører med sig, og her kan vi naturligvis ikke leve med at bevilge penge til bestemte formål og så se dem forsvinde ned i et sort hul. Enhedslisten på Christiansborg tror ikke, vi er bedre til at prioritere, end kommunalbestyrelserne er. Vi har kun ét ønske, og det er, at der gives den fornødne økonomi til kommunerne, så de ikke tvinges til at skære ned på den hjælp, der skal gives til børn, unge og gamle. Hvis kommunernes økonomiaftaler med regeringen sikrede det, så havde vi jo slet ikke denne diskussion. Så måske skulle KL også gribe i egen barm? Hvorfor siger de den ene gang efter den anden ja til økonomiaftaler, der medfører nedskæringer på dagtilbud, folkeskoler og ældrepleje? Det er svært at tage deres kritik af ”puljerne” alvorligt, så længe de gør det. Derfor ser jeg frem til, at KL bliver langt mere offensiv i de kommende økonomiforhandlinger med finansministeren.  KL kan i hvert fald regne med Enhedslistens opbakning til at stå fast på kravet om nogle ordentlige økonomiske rammer for at løse velfærdsopgaverne. Det er vel ikke helt uvæsentligt, da økonomiaftalen kun kan træde i kraft, hvis finansministeren kan finde flertal i Finansudvalget. Hvis KL står fast, kan vi i fællesskab skaffe tilstrækkelige midler til genopretning af velfærden, og så bliver der jo ikke brug for puljerne. God kamp!