Skriv, så vi kan forstå det. Sådan lyder budskabet rundt i de danske kommuner til medarbejderne. Skriv så borgerne forstår det. Enkelt og let. Og med de tre L’er i baghovedet: læsbart, læseværdigt og læseligt. Men selvfølgelig også juridisk holdbart, må jeg hellere skynde mig at tilføje. Vi er jo en myndighed.

Det burde være indlysende, at vi skriver i et sprog, som hr. og fru borger kan forstå. Men gør vi det? Tja, bummelumme-lum. Sådan lød det, da en forhenværende radikal politiker engang svarede, da han ikke lige vidste, hvad svaret var. Det samme svar kan gives på spørgsmålet om sproget i de kommunale breve og mails. I annoncerne fra kommunerne. I pjecerne og brochurerne. Kort sagt i al skriftlig kommunal kommunikation. Her er der stadigvæk en hel del bummelumme-lum.

Der er rigtig meget at lære endnu rundt omkring i de kommunale kontorer. Her er det – desværre – i mange tilfælde det kommunal-danske sprog, der trives som frost en klar vintermorgen. Et sprog, der ofte er kendetegnet ved lange sætninger. Knudrede sætninger. Svære og lange ord. Fagudtryk og juridiske udtryk. Alt sammen et sprog der langtfra lever op til det enkle krav: At modtageren forstår det.

I stedet er den skriftlige kommunikation præget af, at det er fagmedarbejdere, der sidder og skriver til andre fagmedarbejdere. I andre tilfælde tænker den enkelte medarbejder i højere grad på at formulere sig således, at kommunen ikke får problemer, hvis borgeren klager/anker til en af de utallige klage/ankeinstanser, der i dag er blevet en del af hverdagen for mange borgere.

Vi har et problem

Men ender det i en situation, hvor der tænkes mere i at formuleringerne i den skriftlige kommunikation skal leve op til nogle juridiske eller formelle krav frem for at være forståelige for borgeren, så har vi et problem i kommunerne. Så er vi ikke til for borgerne. Så lever vi ikke op til den forpligtigelse, vi har. Nemlig at yde en service, som borgerne kan bruge. Og i dette tilfælde også forstå.

Lad mig vise tre tilfældige eksempler fra Svendborg Kommune på skriftlig kommunikation, der ikke lige står knivskarpt. Og som ikke lever op til de tre L’er – læseværdigt, læsbart, læseligt. Og for ikke at lægge mig ud med mine kolleger i Svendborg, så lad mig tilføje, at jeg kunne have valgt en hvilken som helst af de øvrige 97 kommuner.

Men til eksemplerne.

'Godkendelsen er under forudsætning af, at de fire krav, der er beskrevet under særlige vilkår i byggetilladelsen fra Miljø og Teknik, er udført forud for opstart og udbetaling af tilskud.'

Hvorfor ikke skrive: 'Godkendelsen sker på den betingelse, at de fire krav under punktet særlige vilkår i byggetilladelsen fra Miljø og Teknik, er opfyldt'.

Eller i et brev til et ældre ægtepar.

'Husstandens samlede ressourcer danner baggrund for afgørelsen om hjemmehjælp.'

Det kunne formuleres mere enkelt således: 'Den situation I er i, har betydning for den hjemmehjælp, I er tildelt.'

Og det sidste eksempel til en borger, der skal tilbage på arbejdsmarkedet.

'Samtalen er et led i sygdomsafklaring, jf. reglerne i Aktivlovens § 12b. Vi skal blandt andet tale om hvilke tiltag og behandling, optræning eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, der kan iværksættes med henblik på at sikre, at du får den nødvendige hjælp til at opnå eller genvinde tilknytning til arbejdsmarkedet.'

Måske kunne borgeren lettere forstå det, hvis vi skrev: 'Vi skal tale om dine muligheder for at få et arbejde igen. Skal du have genoptræning? Skal du have behandling? Eller skal vi sætte gang i andre tiltag, så du kan komme tilbage på arbejdsmarkedet?'

Jo, der er stadigvæk et stykke vej, før den kommunale kommunikation er til at forstå. Men kære kommunale kolleger, fortvivl ikke. Skift blot ordet kommuner ud med regioner, stat, styrelser eller direktorater. Her er problemerne nøjagtig de samme. Så lad mig slutte med at gøre en forhenværende statsministers ord til mine. 'Kunne vi ikke gøre det lidt bedre?'

Jeg tror, at alle er enige om svaret.                      :