Udenlandske kræfter styrker dansk økonomi
Udenlandske kræfter styrker dansk økonomi

Rundtom på de danske arbejdspladser er der flere og flere udenlandske medarbejdere.
De er med til at holde skruen i vandet. Og sidste år var deres bidrag til dansk økonomi det højeste nogensinde.
Helt konkret gav udenlandsk arbejdskraft 322 mia. kr. til Danmarks bruttonationalprodukt (bnp).
Det viser en analyse fra Dansk Erhverv på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
- Det viser, at udenlandsk arbejdskraft er uundværlig for dansk økonomi, siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.
Bag de seneste tal om udenlandsk arbejdskraft er en simpel mekanisme, siger Frederik Thuesen, seniorforsker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).
Han arbejder blandt andet med arbejdsmarked og indvandring.
- I udgangspunktet skyldes det, at der er en ret stor efterspørgsel på arbejdskraft, siger Frederik Thuesen.
- Der er godt gang i dansk økonomi. Mange danske firmaer tjener gode penge og har brug for at udvide produktionen. De har svært ved at hente alt den kvalificerede arbejdskraft i Danmark, som de har brug for.
For Dansk Erhverv er udenlandsk arbejdskrafts betydning for den danske økonomi vigtig at få frem, da man ifølge Brian Mikkelsen stadig "har en tendens til at blande diskussionen om udenlandsk arbejdskraft med udlændingepolitikken".
- Udenlandsk arbejdskraft er uanset hvad en kæmpe, kæmpe gevinst for vores samfund, siger han.
- Mange virksomheder ville ikke fungere uden udenlandsk arbejdskraft, vi ville mangle finanserne, og vi ville blive et fattigere land.
Mangel på ledige danske hænder bærer en stor del af forklaringen, men demografien spiller ligeledes en rolle, siger seniorforsker Frederik Thuesen, der ser samme problem i andre lande.
Årgangen, der står til at skulle på pension, er nemlig større end den, der efterfølger.
Hos Dansk Erhverv vil man imødekomme manglen på dansk arbejdskraft gennem partnerskabsaftaler med lande, der kan bidrage til samfundet, siger Brian Mikkelsen.
- Det kan være ingeniører fra Indien, det kan være it-folk fra Canada, det kan være servicefolk fra Filippinerne.
Flere danske virksomheder har fået en international orientering, hvorfor det er lettere for udenlandske borgere at arbejde herhjemme, siger Frederik Thuesen.
- Arbejdssproget er engelsk. Det bliver derfor nemmere at integrere udenlandsk arbejdskraft.
- Man ser også nogle netværkseffekter af, at man allerede har fået folk fra for eksempel Spanien eller Portugal, tilføjer han.
Erhvervsorganisation Dansk Industri oplyste onsdag, at næsten 9 ud af 10 nye medarbejdere hen over det seneste år er udenlandske.
Samtidig er beskæftigelsen i perioden vokset med 22.759 medarbejdere og nettotilgangen af udenlandsk arbejdskraft er på 19.811 personer. Det svarer til 87 pct.
En stigning i udenlandsk arbejdskraft er overordnet en god ting for dansk økonomi, hvis man spørger seniorforskeren.
Men det afhænger af, hvilken vej man vender blikket.
- Det er godt for danske lønmodtagere, hvis vi taler om specialister, da udenlandsk arbejdskraft trækker jobmuligheder med sig, vurderer Frederik Thuesen.
- På den anden side repræsenterer det til dels noget konkurrence. Det ser man særligt inden for job med lidt lavere kvalifikationer og løn. For eksempel i byggebranchen.
Analysen fra Dansk Erhverv anslår, at 15 pct. af alle fuldtidsbeskæftigede lønmodtagere i Danmark sidste år var fra udlandet. Det svarer til 318.000 lønmodtagere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























