Tysklands flexi- uden -curity

En række arbejdsmarkedsreformer har efterladt Tyskland med et rekordhøjt antal underbetalte vikararbejdere. Der var ingen fortrydelse at spore, da Kommunen mødte en af arkitekterne bag de omstridte reformer på Folkemødet. 

underbetalt

Af Laura Fischer Larsen | [email protected]

Et anstændigt job er bedre end intet job. Sådan lyder Wolfgang Schmidts socialdemokratiske devise. Han sidder i Bundesrat, det tyske forfatningsorgan for delstaterne, for partiet SPD, som han i nullerne som embedsmand i arbejdsministeriet var med til at indføre Hartz-reformerne for. I weekenden var han på Bornholm for at fortælle om sine erfaringer med at føre den ’nødvendige’ politik, styre Tyskland sikkert gennem krisen og miste horder af vælgere på det.

Vikarer som ’buffer’

Hartz-reformerne blev indført mellem 2003 og 2008 under den tyske socialdemokrat Gerhard Schröder (SPD). De omstrukturerede aktiveringsindsatsen i stil med den danske jobcenterreform fra 2009 og lempede lovgivningen om midlertidig arbejdskraft. Tanken var at gøre det nemmere at hyre medarbejdere i en tid, hvor arbejdskraftudbuddet haltede efter efterspørgslen, men konsekvenserne havde partiet ikke forudset, fortæller Wolfgang Schmidt efter en Cevea-debat om (u)foreneligheden af tyske lønninger og et dansk arbejdsmarked.

- Hensigten var, at hvis du havde et midlertidigt højdepunkt i efterspørgsel og dermed arbejdsmængde, så ville du kunne tage folk ind relativt nemt, og vikar-arbejdskraft skulle på den måde være en ’buffer’, siger han, som i nullerne sad som arbejdsminister Olaf Scholzs højre hånd.

Regeringens opfordring til den tyske fagbevægelse var, at vikarerne skulle have lige så meget i løn som virksomhedernes andre ansatte, men man kunne ikke underminere overenskomsterne mellem fagforeninger og arbejdsgivere. Og overenskomsterne i de mindre, såkaldte ’gule’ fagforeninger, der svarer til det danske Krifa, fik lige pludselig kolossal betydning. 

- Ideen om at fleksibilisere arbejdsmarkedet var fagbevægelsen faktisk med på. Men de små gule fagforeninger viste sig at sænke barren og lave overenskomster med meget lave lønninger. Det lagde pres på de store fagforeninger, som blev nødt til at lave uacceptable lønaftaler – og nu ser vi en ændret situation, hvor fagbevægelsen er imod det fleksible arbejdsmarked, siger Wolfgang
Schmidt.

Derfor er den aktuelle danske debat om fagbevægelsens ret til selv at lave overenskomster og regeringens indblanding ren nostalgi for
Schmidt.

- Nogle af de ting, der blev sagt ved debatten i dag, mindede mig om vores diskussion tilbage i 2003; om hvordan fagbevægelsen ikke vil lade regeringen gribe ind i deres forhandlinger. For vores fagbevægelse fandt jo ud af få år senere, at de faktisk havde behøvet regeringens indgriben for at undgå løntrykkeriet, siger han.

’Working poor’ gav smæk

På ti år eksploderede antallet af vikarer på det tyske arbejdsmarked. Antallet steg 140 procent fra 2000 til at omfatte knap en million mennesker i 2010. 

Det satte ild til en heftig debat om de underbetalte ’working poor’, der måtte betale prisen for deres fædrelands fleksible arbejdsmarked, lave ledighed og stærke konkurrenceevne. Wolfgang Schmidt mærkede også folkets vrede på egen krop, eftersom han sad i toppen af SPD, da vælgerne straffede partiet med en tilbagegang fra 34 til 23 procent af stemmerne ved valget i 2009. 

Selv mener Schmidt, at debatten også i dag er opskruet.

- Problemerne med de her midlertidige arbejdere omhandler cirka en tredjedel af arbejdsmarkedet. Men der er altså to tredjedele mere, hvor det går fint, og vores gennemsnitsløn ligger pænt på 3300 euro om måneden. Så vi følte os lidt forurettede: Nu gjorde vi de her – efter vores mening – fantastiske ting for det tyske arbejdsmarked, og så straffede de os med 23 procent af stemmerne, siger han med spøgefuld forurettelse i stemmen. 

Han tilføjer, at den udadtil ansvarlige for reformerne, Olaf Scholz, i dag er valgt som borgmester med absolut flertal i Hamburg. Et tegn på, at man godt kan genvinde vælgergrundlaget på trods af upopulær førelse, mener
Schmidt.

Investér i jobcentrene

Wolfgang Schmidt er i dag stadig stolt af Hartz-reformerne. Dermed ikke sagt, at der ikke er ting, han gerne vil ændre i dag: For eksempel arbejder hans parti nu for at indføre en minimumsløn for at give de mange vikarer et anstændigt levegrundlag, hvilket også har kastet en del råb om ‘løftebrud’ af sig. 

Men et centralt element, han ville tage med sig, hvis han var Mette Frederiksen og stod midt i en reformtid, er de kostbare investeringer, man lagde i jobcentrene. 

- Som jeg ser det, er vigtigheden af jobcentrene og deres medarbejdere stærkt overset, siger Schmidt. 

Han fortæller, at hver tysk jobcenterkonsulent før reformerne sad med 700 klienter. I dag er det forhold 1 til 130 og for de unge klienter 1 til 70.

- Man kan godt forestille sig, hvordan sagsbehandlingen er foregået med 700 klienter – ret overfladisk. Men hvis du investerer i medarbejderne, giver dem uddannelse og frigør noget af deres tid, så fandt vi i hvert fald ud af, at det var det – en velfungerende offentlig arbejdsformidling – som byggede bro for os over krisen, siger Wolfgang Schmidt.:

Arbejdsmarked

Tilmeld dig nyhedsbrevet