Trivelskommissionen til kommunerne: I spiller nøglerolle, tag ansvaret på jer
Trivelskommissionen til kommunerne: I spiller nøglerolle, tag ansvaret på jer

- Vi befinder os ikke i en trivselskrise, men der er en række trivselsudfordringer.
Sådan lancerede formanden for trivselskommissionen Rasmus Meyer tirsdag resultaterne af kommissionens arbejde med at belyse trivslen blandt børn og unge og anbefalinger til arbejdet med at forebygge den stigende mistrivsel.
Rapporten kommer efter langvarigt fokus på området, hvor historier om vold i folkeskolen, massiv skolevægring, og diagnoser, der er blevet adgangskrav til kommunal hjælp, har fyldt i debatten. Ifølge kommissionen har den været unuanceret.
For langt de fleste børn og unge trives, men der er grund til at sætte ind med en række tiltag, slår kommissionen fast. I en årrække har der været en stigende mistrivsel, og det kræver, at der bliver sat ind fra flere sider.
- Kommunerne er vildt afgørende, fordi de er ansvarlige for dagtilbud, grundskole, fritidshjem. Hvis ikke kommunerne spiller med, er opgaven umulig, siger Rasmus Meyer.
Flankeret af to ministre og en kulisse af børn og unge, der spillede fodbold i en kold sportshal, præsenterede Rasmus Meyer kommissionens 35 råd og anbefalinger til både forældre, civilsamfund, Christiansborg og kommunerne.
Han understreger, at kommunerne bør spille en central rolle i forebyggelsen. Og det kræver, at kommunerne omstiller sig.
- Man skal fremadrettet tilrettelægge indsatser anderledes. Man skal understøtte civilsamfundet på en ny og anderledes måde og gå i dialog med forældrene om, hvordan de kan være med til at løfte udfordringerne, siger han.
Mobilforbud, opdragelse og kommunal støtte
Kommissionen, der blev nedsat af regeringen i 2023, havde allerede inden pressemødet tirsdag løftet lidt af sløret for, hvad de så som nødvendige tiltag.
Blandt de mest opsigtsvækkende anbefalinger var kommissionens forslag om et egentlig mobilforbud i skolen, som regeringen inden pressemødet havde tilkendegivet, at man vil følge og indføre ved lov.
Et forslag, som KL blandt andre har hilst velkommen, men som også møder modstand fra Børns Vilkår, der ikke mener, at egentlig forbud ved lov er nødvendigt.
Kommissionen har også meldt ud, at landets forældres opdragelse af deres børn har en slagside. For ifølge kommissionen kan den "tiltagende optagethed af børns velbefindende i nogle tilfælde føre til en overbeskyttende, overvågende og forhandlende opdragelse, der – stik imod ambitionen – risikerer at medføre dårligere trivsel og et svækket blik for de fællesskaber, ens barn er en del af,” lyder det i rapporten.
Ud over at gøre op med den udbredte brug af begrebet trivselskrise har kommissionen også sat fokus på den såkaldte patologisering. En bevægelse i samfundet, der ifølge kommissionen blandt andet har betydet, at diagnoser bliver adgangsbilletten til hjælp og støtte fra det offentlige.
Derfor anbefaler kommissionen, at behov frem for diagnoser bliver styrende for blandt andet kommunal hjælp. Helt centralt fremhæver rapporten, at der bør skabes “et stærkere almenområde, der understøtter bedre trivsel for flere”.
Kommunerne skal også sikre en “tidlig og rettidig indsats” med at opspore børn og unge i risiko for mistrivsel.
Under otte overskrifter har kommissionen samlet deres 35 anbefalinger, der drejer sig om et Nyt sprog for trivsel, et balanceret digitalt liv, karakterdannelsen og myndiggørelse, en tidsvarende pædagogisk praksis, fællesskaber i fritiden, krop og bevægelse, tidlig og rettidig indsats og forældreskab anno 2025.
På pressemødet lød det fra regeringens to tilstedeværende ministre, at man vil arbejde videre med flere forslag fra kommissionen. Der er dog endnu ikke en finansiering på plads.
Finansiering ikke på plads
Økonomiminister Stephanie Lose (V) mener, at flere af anbefalingerne “flugter med det, regeringen allerede har sat i gang på en række områder”. Hun understreger, at det endnu ikke er fastlagt, hvordan kommunernes rolle konkret skal skrues sammen i forhold til det videre arbejde med anbefalingerne, men kommunerne er helt afgørende i arbejdet med at forebygge mistrivsel.
Stephanie Lose peger på, at regeringen har en ambition om at give kommunerne rammer til at håndtere udfordringerne. Det er både sket gennem den seneste økonomiforhandling og arbejdet med aftalen om frisættelsen af folkeskolen.
- Det handler både om penge og hvilke regler og rammer, kommunerne kan agere indenfor at få tingene til at gå op. Og begge dele er regeringen interesserede i.
Adspurgt om frisættelsen også betyder, at kommunerne frit kan vælge, om de vil følge anbefalingerne eller ej, forklarer hun, at “frihed jo ikke nødvendigvis er det samme som anarki”.
Hun understreger, at der hvor kommissionen peger på handling fra Christiansborg side vil regeringen tage stilling til det. Derudover er det er hendes oplevelse, at kommunerne er meget optagede af at sikre en bedre trivsel, og derfor vil de også byde sig til opgaven.
- Og derfor er jeg sikker på, at der vil sidde 98 byråd derude og læse med i, hvad der skal til fra deres side, og hvordan de kan bidrage.
Skal kunne rumme flere
Men med kommunale budgetter under pres, kan en kommunal omstilling til at følge anbefalingerne også betyde ekstra udgifter. Rasmus Meyer forklarer, at man også fra kommissionens side anbefaler regeringen at se på netop det.
- Noget af det vi anbefaler i rapporten er også, at man fra statslig side understøtter ved at lave en omstillingspulje, hvor man sætter praksis i stand til at rumme nogle flere børn og unge. Der må findes en løsning kommunerne og staten imellem.
I rapporten fremgår det, at kommissionen anbefaler Christiansborg at afsætte ekstra midler til folkeskolen. Det skal ske ved, at der omprioriteres varige midler samt midler til en fire-årig omstillingspulje, så omstillingen med at skabe et styrket almenområde og tidssvarende pædagogisk praksis sikres.
- Børn får det ikke bedre af at blive segregeret ud fra de brede almene tilbud. Opgaven for os er at skabe et dagtilbud og en grundskole, som kan rumme flere. Det, der er godt for de mange, er også godt for de udsatte. Og det er den vej, som vi skal, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























